Befrielsesteologi var oprindelig en teologisk retning inden for den romerskkatolske kirke. Retningen opstod i Latinamerika efter 2. Vatikankoncil og bispekonferencen i Medellín 1968. Den peruvianske teolog Gustavo Gutiérrez anses for at være befrielsesteologiens grundlægger med sin afhandling Teología de la liberación (1972, Befrielsesteologi), hvori hovedlinjerne i befrielsesteologien fremlægges.

Central er en ny læsning af evangelierne ud fra de fattiges og undertryktes perspektiv, hvor frigørelsen og frelsesbegrebet får en sociopolitisk betydning. Befrielsesteologien anvender marxismen som et sociologisk, analytisk redskab og opfatter de marxistisk-revolutionære partier som de kristnes naturlige allierede i befrielseskampen, der skal føre til drastiske samfundsforandringer i socialistisk og demokratisk retning. Befrielsesteologien mener, at kirken bør vælge de fattiges side og påtage sig en profetisk, socialt engageret rolle ved at fordømme klassesamfundet, den politiske undertrykkelse og den uretfærdige fordeling af velstand.

Befrielsesteologiens forhold til marxismen gav anledning til en skarp kritik i 1983 fra kardinal Joseph Ratzinger (den senere pave Benedikt 16.), præfekt for den romerskkatolske kirkes troskongregation. Senere har pavestolen skærpet kursen mod befrielsesteologerne og begrænset deres virksomhed. Ikke desto mindre er befrielsesteologien stadig indflydelsesrig i Latinamerika. Blandt fremtrædende befrielsesteologer her kan nævnes Evaristo Arns, Leonardo Boff og Oscar Romero.

Befrielsesteologien har vundet indpas i alle kirker og har bredt sig til Afrika og Asien, hvor der også lægges vægt på den sjæleligt-åndelige befrielse. En variant af befrielsesteologien er i USA og Afrika Black Theology.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig