Den Store Stoks Politik, Big Stick Policy, den amerikanske udenrigspolitik i forhold til især Latinamerika og Caribien efter 1901, da USA flere gange intervenerede militært for at forsvare sine strategiske og økonomiske interesser i området. Den Store Stoks Politik, der blev lanceret af præsident Theodore Roosevelt og reelt gjorde bl.a. Cuba, Panama, Nicaragua, Haiti og Den Dominikanske Republik til amerikanske protektorater, bliver ofte også betegnet som Roosevelttilføjelsen til Monroedoktrinen. I 1930'erne blev den afløst af Franklin D. Roosevelts Den Gode Nabos Politik.