Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

APRA

Oprindelige forfattere ABN og PRCri Seneste forfatter Redaktionen

APRA, Alianza Popular Revolucionaria Americana, peruviansk nationalistisk og socialistisk parti, grundlagt i 1924 i Mexico af eksilpolitikeren Víctor Raúl Haya de la Torre. APRA var forbudt 1931-56 med undtagelse af perioden 1945-48, da det var det største parti i parlamentet. Modstand mod USAs imperialisme er et vigtigt punkt i partiets politik, og blandt de politiske mål har altid været Latinamerikas politiske enhed, nationalisering af jorden og industrien og Panamakanalens internationalisering. Ved præsidentvalget i 1962 var APRA blevet et moderat venstrefløjsparti, og det lykkedes for Haya de la Torre at vinde valget — dog uden det nødvendige flertal. Militæret erklærede valget for ugyldigt, og et nyt blev afholdt i 1963, men fra 1968-80 var Peru under militært styre. I 1985 blev præsidentvalget vundet af Alan García Pérez fra APRA, men partiet svækkedes som følge af hans mislykkede politik, og partiet led nederlag til den konservative Alberto Fujimori ved valget i 1990. I 2006 lykkedes det atter APRA under ledelse af García Pérez at vinde præsidentembedet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Pablo R. Cristoffanini: APRA i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39339