Tiahuanaco, højkultur og ruinkompleks nær Titicacasøen i Bolivia (omkring Kristi fødsel-ca. 1000). Kulturen er opdelt i fem faser; i den tredje (300-t.) udviklede Tiahuanaco sig til et 8 km2 stort bykompleks med paladser og templer opbygget i tilhuggede kvadre. Det ældste rituelle bygningsværk er et forsænket bassinformet tempel med udhuggede stenhoveder indsat i væggene. Nær ved ligger Akapana, en stor stenplatform i syv afsatser, som tolkes som et kunstigt opført, helligt bjerg. Platformen gennemskæres af et underjordisk kanalsystem. Ved siden af ligger Kalasasaya, et stort (rekonstrueret) stenmursindelukke med stenskulpturer; på den mest berømte, Solporten, er afbildet Tiahuanacos vigtigste guddom, som har forbindelse til den peruvianske stavgud. Den almindelige beboelse lå uden for tempelområdet og bestod af etrumshuse, opført af soltørrede lersten (adobe) og anbragt omkring gårdspladser.

Tiahuanaco-kulturen var baseret på et avanceret landbrug med bl.a. et sindrigt dræningssystem på den bolivianske højslette, og der var handelsforbindelser til både Stillehavskysten og regnskovsområderne mod øst. Tiahuanaco havde desuden forbindelse til kulturen Huari i Peru; begge regnes for forløbere for Inkariget. En langvarig tørke, der medførte, at Titicacasøen trak sig tilbage, medvirkede til Tiahuanacos endeligt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig