Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

zapotekere

Oprindelige forfattere JesNi og SWich Seneste forfatter Bodil Hammer

Monte Alban

Monte Alban

zapotekere, (af nahuatl tzapo 'frugten zapote' og tēka 'beboer'), mesoamerikansk folkeslag i den nuværende delstat Oaxaca i Mexico. Den præcolumbianske zapotekerkultur blomstrede med enkelte afbrydelser fra ca. 600 f.Kr. og frem til den spanske invasion i 1500-t. Bycentrene var bl.a. San José Mogote, Monte Albán, Mitla, Dainzú, Zaachila og Yagul. Fra 500 f.Kr. fungerede Monte Albán som hovedstad i den tidligste mesoamerikanske stat, som i udstrækning formentlig var begrænset til Oaxacadalen. I Monte Albán opførtes bl.a. paladser, templer og boldbaner, og nogle af de tidligste vidnesbyrd om skrift og kalendere i Mesoamerika er at finde her. Zapotekerne havde kontakt til det øvrige Mesoamerika og førte handel med bl.a. olmekerne og siden Teotihuacán og mayaerne. Fint udmejslede steler og rige grave med farvestrålende vægmalerier fra Monte Albán, Mitla og Zaachila vidner om den zapotekiske elites rigdom og magt.

I 900-t. opløstes den zapotekiske centralmagt i Monte Albán, mixtekerne tog magten i Oaxacadalen, og flere af de zapotekiske byer blev fremover benyttet af mixtekerne. De omkring 500.000 nulevende zapotekere ernærer sig hovedsagelig ved landbrug.

Sprog

Zapotekisk er betegnelse for de mindst seks indianske sprog, der tilhører den zapotekiske gruppe inden for sprogætten oto-mangue; de tales af ca. 0,5 mio. i delstaten Oaxaca i Mexico. Nogle få, endnu udechifrerede zapotekiske steninskriptioner fra ca. 600-100 f.Kr. regnes blandt de tidligste vidnesbyrd om skrift i Mesoamerika. Se også mellemamerikanske sprog.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Nielsen, Søren Wichmann: zapotekere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183893