Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mayaer

Oprindelige forfattere JesNi og SWich Seneste forfatter Redaktionen

Teotihuacan, Månepyramiden.

Teotihuacan, Månepyramiden.

mayaer, fællesbetegnelse for mellemamerikanske folkeslag, som taler et af de ca. 30 mayasprog.

Den præcolumbianske mayakultur var udbredt i det nuværende sydøstlige Mexico, Belize, Guatemala samt dele af Honduras og El Salvador (ca. 800 f.Kr.-1530 e.Kr.). Trods sin kulturelle og sproglige integritet delte mayakulturen en række grundlæggende kulturtræk med det øvrige Mesoamerika, og der var en stadig udveksling af varer og idéer områderne imellem.

Historie

Perioden fra ca. 800 f.kr.-1530 e.kr., hvor mayakulturen var udbredt, kan inddeles i fire perioder: den præklassiske periode, den tidlige klassiske periode, den sene klassiske periode og den postklassiske periode.

Annonce

Mayaer. Mayakulturens områder og udbredelse.

Mayaer. Mayakulturens områder og udbredelse.

Den præklassiske periode (ca. 800 f.Kr.-250 e.Kr.)

Den præklassiske mayakulturs udvikling var tæt knyttet til olmekerne, hvorfra den modtog en række impulser, som gradvis ledte til udviklingen af lagdelte bysamfund, skrift- og kalendersystemer samt kunst og arkitektur. Indflydelsen ses tydeligst i lavlandet langs Stillehavskysten; herfra spredtes den begyndende mayakultur til højlandet, hvor de første egentlige mayaindskrifter blev indhugget på steler.

Fra højlandscentrene bredte mayaerne sig nu nordpå til lavlandsområderne Petén og Yucatán, og omkring Kristi fødsel voksede en række byer frem i området. Særlig vigtige var Nakbé, Tikal, Waxaktun og Cerros. Den udstrakte by El Mirador med sine op til 70 m høje templer var stormagten i denne periode, men måtte senere se sig udkonkurreret af Tikal og Calakmul. Mandshøje stukmasker og den øvrige udsmykning på templerne fremhævede mayaherskeren som den centrale skikkelse i verdensbilledet.

Den tidlige klassiske periode (ca. 250-600)

Teotihuacan, Solpyramiden.

Teotihuacan, Solpyramiden.

Ved begyndelsen af denne periode udkrystalliserede mayakulturen sig og opretholdt i de følgende ca. 700 år meget ensartede strukturer og udtryk. Fra 400-t. ses i Kaminaljuyú, Tikal og Copán en stærk indflydelse delvis baseret på handel fra Teotihuacán i den mexicanske højdal. Teotihuacán eksporterede højlandsprodukter som obsidian og keramik, mens mayaerne kunne tilbyde bl.a. jaguarskind, quetzalfjer og kakao. Nye fund og hieroglyftekster antyder, at Teotihuacán indsatte egne herskere i fx Tikal, så Teotihuacán har altså haft stor politisk og religiøs magt i mayaområdet.

I midten af 400-t. begyndte Tikal at bekrige og erobre flere bystater i Peténområdet og blev sammen med Calakmul og Caracol stormagt i det sydlige lavland. De fleste mindre mayabystater var i skiftende alliancer med disse tre byer, og at dømme efter indskrifterne og opførelsen af høje forsvarsvolde var det en tid med mange krige og magtkampe. Tikal havde på det tidspunkt ca. 50.000 indbyggere, og alene bycentret med templer, boldbaner og elitens beboelseskomplekser dækkede ca. 4 km2. Eliten udgjordes af den herskende slægts familier, religiøse specialister, administratorer, handelsfolk, skrivere og arkitekter. Den øvrige befolkning, der hovedsagelig var agerbrugere, boede i små etrumshuse mellem de opdyrkede arealer omkring bycentret.

Ca. 550-690 oplevede Tikal og dens allierede en alvorlig krise. Kontakten og handelen med Teotihuacán ophørte, og byen blev gentagne gange angrebet af Caracol. Krisen ramte dog ikke de øvrige egne af mayalavlandet, der oplevede en stadig vækst og udvikling.

Den sene klassiske periode (ca. 600-900)

Palenque.

Palenque.

Den sene klassiske periode var præget af store ændringer med en vældig kulturel opblomstring og opførelsen af nye templer, og antallet af hieroglyfindskrifter steg. Mayasamfundene var organiseret på samme vis som tidligere, dog var magten nu fordelt blandt flere stærke bystater så som Palenque, Dos Pilas, Copán, Yaxchilan og Cobá, der alle synes at have haft centrale roller. Flere af byerne lå langs de større floder og søer, der var vigtige transportveje gennem den tropiske regnskov og derudover forsynede byerne med drikkevand. Hyppige krige og interne stridigheder i bystaterne lagde dog et stærkt pres på herskerne, og deres magt og religiøse status svækkedes efterhånden.

Fra midten af 800-t. og i de følgende århundreder havde det nordlige Yucatán rollen som centrum for mayakulturens videre udvikling. Områdets blomstring havde bl.a. baggrund i massive indvandringer fra de kriseramte byer i det sydlige lavland, som gradvis blev forladt. Udvandringerne fra den klassiske periodes bycentre og det politiske systems kollaps menes at bero på bl.a. overbefolkning og en deraf følgende udpining af det økologiske system samt muligvis hungersnød og epidemier. En stadig voksende elite førte desuden til interne konflikter og krige og dermed et stigende pres på den skatteydende del af befolkningen.

Den postklassiske periode (ca. 900-1530)

Uxmal.

Uxmal.

Ca. 900-1100 dominerede en række byer det nordlige lavland, bl.a. Chichén Itzá, Uxmal og Cobá. Templer og paladser blev opført i en særlig arkitektonisk stil, den såkaldte puuc-stil, og hieroglyfiske indskrifter fra bl.a. Chichén Itzá og Xcalumk'in vidner om store ændringer i den sociopolitiske organisering af mayasamfundene. Bystaterne blev nu regeret af råd.

Omkring år 1000 blev mayaområdet på ny stærkt påvirket af strømninger fra det centrale Mexico, denne gang fra Tula, hvilket kan ses i såvel arkitektur som ikonografi. Det diskuteres, om denne indflydelse var direkte eller blev bragt til Chichén Itzá og de øvrige nordlige magtcentre via en gruppe mexicaniserede chontal-mayaer (tidl. benævnt putun-mayaer) fra Xicalango i Tabasco, som havde nære relationer til toltekerne. Den hybride chontal-maya-kultur kan også have bragt elementer af mayakulturen til det mexicanske højland, fx til Cacaxtla og Xochicalco.

Chichén Itzá.

Chichén Itzá.

Chichén Itzá blev svækket i 1200-t., og Mayapán blev den nye centrale magt i en sammenslutning af mindre bystater. Dette tilløb til en egentlig mayanation ophørte dog efter ca. 150 år, og det nordlige område faldt tilbage til den fragmenterede politiske struktur. Vigtige arkæologiske fund fra denne periode er gjort i bl.a. Tulum, Tancah og Santa Rita Corozal.

I 1300-1400-t. oplevede mayakulturen i det sydlige højland en opblomstring, måske under indflydelse fra chontal-mayaerne. Quiché-, mam- og cakchiquel-mayaerne opførte flere sværtbefæstede byer i bl.a. Utatlán, Iximché, Mixco Viejo og Zaculeu.

Trods hård modstand blev de fleste af både lavlands- og højlandscentrene besejret og ødelagt af de spanske conquistadorer fra 1530'erne. En enkelt større by, itzá-mayaernes hovedstad, Tayasal, i det centrale lavland, holdt stand helt frem til 1697. Se også indianere (Mellemamerika) og Mesoamerika.

Nutiden

De fleste moderne mayaer lever i de samme områder som deres forgængere. I dag benytter dog kun de færreste mayatalende folk ordet "maya" om sig selv. På Yucatánhalvøen foretrækker mange betegnelsen mestizo, mens andre især i det centrale område af delstaten Quintana Roo kalder sig masejual. Yucatekiske mayaer vil kun bruge "maya" om sig selv, hvis talen falder på sproget, og de vil ofte henvise til, at mayaer er dem, som kæmpede i Kastekrigen 1847-55 eller dem, der lever i Quintana Roos jungle.

Palenque.

Palenque.

I kølvandet på krigen i Guatemala, specielt 1980-85, er der vokset en mayabevægelse frem, som kræver en pluralistisk stat bestående af individuelle mayanationer. Bevægelsens akademiske fløj arbejder på at omskrive mayaernes historie og rense den for ensidige fortolkninger.

Sprog

De ca. 30 mayasprog tales i dag af ca. 4 mio. fortrinsvis i Mexico, Guatemala og Belize. Det fælles grundsprog, som mayasprogene nedstammer fra, har formentlig sin oprindelse i det nuværende Guatemalas nordøstlige højland.

Mayasprogene er den bedst udforskede sprogfamilie i Mellemamerika og omfatter bl.a. sprogene yucatekisk (ca. 0,7 mio.), quiché (ca. 2 mio.), cakchiquel (ca. 450.000), mam (ca. 530.000) og kekchi (ca. 800.000). Tidlige tekster fra ca. 200 f.Kr. til 1600 e.Kr på forstadier til sprogene chol, chontal, chortí og yucatekisk er skrevet med hieroglyfiske tegn; derefter blev mayatekster skrevet med det latinske alfabet. På yucatekisk findes en række annaler, Chilam Balam-bøger, på quiché det mytologiske skrift Popol vuh og dramaet Rabinal achí. De to sidstnævnte skrifter blev fundet og udgivet i 1850'erne af den franske abbed Brasseur de Bourbourg (1814-74). Fra 1500-1600-t. stammer en række ordbøger og grammatikker, der er affattet af spanske missionærer, mens 1900-t. byder på grammatiske beskrivelser og sproghistoriske arbejder, fortrinsvis udarbejdet af nordamerikanere. Fra 1980'erne er mayaerne selv aktivt involveret i den videnskabelige udforskning af deres sprog.

Grammatik

Et vigtigt fonetisk træk er tilstedeværelsen af glottale klusiler. Verberne har aspekt- og personbøjning, sidstnævnte efter delvis ergativt mønster (se ergative sprog). Forhold i relation til den fysiske verden, fx position, retning og form, bliver udtrykt præcist. Sætningsbygningen var tidligere VOS, dvs. verbet først og derefter objekt og subjekt, men denne rækkefølge er ikke bevaret i alle mayasprog.

Et delvist ergativt mønster er typisk for mayasprogene, idet ergativitet alene forekommer ved verber i perfektivt aspekt, jf. følgende eksempler fra mayasproget chortí: I den transitive sætning (a) udtrykkes subjektet ved præfikset in-, mens objektet udtrykkes ved suffikset -et. I de intransitive sætninger udtrykkes subjektet i perfektivt aspekt, (b), ved suffikset -et, altså ligesom objektet i (a), men i imperfektivt, (c), ved præfikset -in, dvs. som subjektet i (a).

(a) transitivt verbum
in- ira- et
1.pers.- se- 2.pers.
'Jeg ser dig'
(b) intransitivt verbum, perfektivt aspekt
wayan- et
sove- 2.pers.
'Du sov'
(c) intransitivt verbum, imperfektivt aspekt
in- wayan
1. pers.- sove
'Jeg sover'

Skrift

Gennembruddet i dechifreringen af mayaernes skriftsystem kom i 1950'erne, da den russiske filolog Jurij Knorozov påviste, at skriften var baseret på en kombination af stavelsestegn og ordtegn. Dette resultat byggede på oplysninger i et skrift skrevet i 1566 af Diego de Landa, der var biskop af Yucatán og selv stod i spidsen for afbrændingen af mayaernes gamle foldebøger. Omtrent samtidig lykkedes det for andre forskere at identificere visse verber, herskere og titler ved at undersøge mønstre i indskrifter med en enkel og repetitiv struktur. Mange indskrifter blev tydet i løbet af 1970'erne, og efter 2000 kan ca. 80% af de kendte mayatekster læses.

Stenindskrifter omhandler især herskere og deres fødsel, afstamning, giftermål, alliancer, erobringer mv. Tekster på drikkekar fortæller oftest om det pågældende kars art, brug og ejerskab. Desuden forekommer der små illustrerede fortællinger, hvoraf nogle genfindes i Popol vuh. Herudover findes indskrifter på smykker og vægmalerier samt i huler foruden i de fire rituelle foldebøger, som stadig er bevaret.

Se også indianere (sprog) og mellemamerikanske sprog.

Religion

Hieroglyfiske indskrifter fra klassisk tid giver et indblik i mayaernes oprindelige mytologi om skabelsen, gudernes fødsel og rejsningen af verdenstræet i 3114 f.Kr. Fra tiden efter erobringen kendes quiché-skriftet Popol vuh, der fortæller om to heltetvillinger, som ypper kiv med underverdenens guder. Foldebøger til brug for shamaner afbilder mayaernes guder og specificerer forskrifter for, hvad og hvornår der skal ofres til dem i forbindelse med bestemte handlinger. Mayaerne mente, at mennesker, dyr og guder såvel som genstande, bygningsværker, bjerge, vandhuller mv. havde iboende sjæle. Levende væsener og visse steder havde desuden frie sjæle eller ledsageånder. Herskere sammenlignede sig selv med guder. De dirigerede bl.a. kalenderritualer og er ofte afbildet midt i en dans, et rituelt boldspil, en visionær trance eller et åreladningsritual.

Nutidens mayaer viderefører mange træk af deres forfædres religion, men i former, der er smeltet sammen med den romersk-katolske kirke.

Kunst

Mange af de kunstformer og motiver, som kendes fra den klassiske mayaperiode, kan spores til området i og omkring det nutidige Guatemalas Stillehavskyst. I Izapa (ca. 200 f.Kr.-200 e.Kr.) genfinder man den karakteristiske malerisk svungne lavreliefstil samt stenstøtter parret med lavere, flade skulpturer. Mayaernes skulpturer var knyttet til bygningsværker og havde en politisk og religiøs funktion. Stenstøtter hugget i blødt materiale som sandsten eller vulkansk tuf afbildede herskere i sindrige beklædninger. Stuk blev brugt til fremstillingen af kosmologiske motiver på tempelfacader og udtryksfulde og naturalistiske portrætmasker. Murmaleri kendes især fra Bonampak. De fineste eksempler på keramiske drikkekar er dekoreret med historiske og mytologiske scener ledsaget af hieroglyftekster. Jadeit var associeret med en særlig kraft og blev bl.a. brugt til øresmykker og masker. Nutidige mayaer er især kendt for deres vævekunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Nielsen, Søren Wichmann: mayaer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123204