Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palenque

Oprindelig forfatter JesNi Seneste forfatter Redaktionen

Paladset i mayabyen Palenque.

Paladset i mayabyen Palenque.

Palenque, mayaruinby i Chiapas, Mexico. Palenque var 250-900 den største by i det vestlige mayalavland med et anslået indbyggertal på 20.000-40.000. Som mayaby er Palenque unik, bl.a. pga. de mange stukarbejder, der pryder templer og tagkamme.

Allerede fra præklassisk tid var området beboet, men grundlæggelsen af Palenque og de første faser af byens historie er endnu stort set ukendte. De templer og bygninger, der er synlige i dag, stammer fra den senklassiske periode (ca. 600-900 e.Kr.), bl.a. Inskriptionernes Tempel fra herskeren Pakals regeringstid (615-683).

Mayaruinbyen Palenque.

Mayaruinbyen Palenque.

Efterfølgeren på tronen, Pakals søn Kan Balam (684-702), opførte Korsgruppen med Solens, Korsets og Bladkorsets Templer og påbegyndte det såkaldte Palads. Mod slutningen af 700-t. ramtes Palenque som de øvrige mayabyer i det sydlige lavland af en alvorlig krise og blev gradvis forladt. Se også mayaer og Mesoamerika.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Nielsen: Palenque i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137745