Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mesoamerika

Oprindelig forfatter JesNi Seneste forfatter Redaktionen

Mesoamerika.

Mesoamerika.

Mesoamerika, geografisk område og afgrænset tidsperiode, inden for hvilke flere indianske civilisationer med en lang række fælles kulturtræk udvikledes. Blandt disse træk kan nævnes trinpyramider, et rituelt boldspil, et 20-tals-system, en kalender på 260 dage, hieroglyfiske skriftsystemer, ofringer af mennesker og menneskeblod, et antal fælles guder og tilknyttede ritualer samt forskellige former for specialiseret landbrug. Det kulturelle fællespræg i Mesoamerika modsvares endvidere af et sprogligt, se mellemamerikanske sprog. Geografisk omfattede Mesoamerika store dele af det nuværende Mexico, hele Guatemala og Belize, det vestlige Honduras, El Salvador og dele af Nicaragua og Costa Rica. Gennem Mesoamerikas lange historie forskubbede grænserne sig i perioder, og påvirkninger fra de mesoamerikanske kulturer kan spores i det øvrige Mellemamerika og helt op i det nordlige Mexico og sydlige USA. Disse områder besad dog på intet tidspunkt alle de mesoamerikanske kulturtræk.

Egentlige arkæologiske udgravninger og studier af de mesoamerikanske kulturer har kun stået på i ca. 100 år. Der gøres stadig nye fund af ruinbyer og monumenter, og sådanne fund og nye læsninger af indskrifter vil formentlig afsløre helt nye aspekter af Mesoamerikas historie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Nielsen: Mesoamerika i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124481