Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Quito

Oprindelige forfattere ELau og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Quitos centrum.

Quitos centrum.

Quito, Villa de San Francisco de Quito, hovedstad i Ecuador; 2,24 mio. indb. (2011). Quito ligger næsten 3000 m.o.h. på en terrasse ved foden af vulkanen Pichincha; herfra er der udsigt over den dal i Andesbjergene, som Quito er centerby for. Fra toppen af Cerro Pane kan både byen og det karakteristiske ecuadorianske Andeslandskab iagttages.

Quito er Sydamerikas ældste hovedstad med rødder fra før inkatiden. Der er ikke mange levn fra denne fortid, da byen udbrændte under spaniernes erobring. De genopbyggede dog straks byen, som har et markant kolonialt præg med mange velbevarede historiske bygninger.

Byens lidt afsides beliggenhed har medvirket til, at den ikke voksede nævneværdigt før fremkomsten af moderne transportmidler. Da byvæksten endelig kom i gang, etableredes et helt nyt centrum med højhusbyggeri ved siden af den gamle by og med erhvervsområder ved de nye trafikforbindelser.

Annonce

Byens gamle bydel blev i 1978 fredet og optaget på UNESCO's Verdensarvliste. Quito hører sammen med havnebyen Guayaquil til Ecuadors industricentre og producerer især tekstiler og forbrugsvarer.

Byen ligger tæt ved ækvator og har heroppe i bjergene et tempereret klima med konstante temperaturer året igennem, men med varme dage og kolde nætter. Et stigende antal turister besøger byen.

Historie

Byen var centrum i kongedømmet Quito, indtil inkaerne erobrede området i 1487. Herefter var den en af Inkarigets vigtigste byer, og i perioder nærmest rival til hovedstaden, Cuzco.

Smalle gader i Quito.

Smalle gader i Quito.

I 1534 blev Quito erobret af den spanske conquistador Sebastián de Belalcázar (ca. 1495-1551); på ruinerne af den indianske by grundlagde han San Francisco de Quito, som blev administrativt centrum i provinsen Quito.

Provinsen erklærede sig uafhængig af Spanien i 1809, men selvstændigheden blev først vundet i 1822. Fra uafhængigheden til i dag har Quito, hvor de konservative godsejere traditionelt har stået stærkt, rivaliseret politisk og økonomisk med Guayaquil, hvor de liberale har haft deres magtbase.

Se også Ecuador.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lauridsen, Henrik Sebro: Quito i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147939