Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guayaquil

Oprindelige forfattere ELau og MCC-B Seneste forfatter Redaktionen

Havnefronten i Guayaquil.

Havnefronten i Guayaquil.

/@api/deki/files/11280/=ud_a_53088.mp3?revision=1

Guayaquil, Santiago de Guayaquil, havneby i Ecuador; 2,35 mio. indb. (2010). Guayaquil er landets største by og økonomisk langt vigtigere end hovedstaden Quito. Havnen håndterer en meget stor del af landets udenrigshandel, og byen rummer en voksende industri, som bl.a. producerer lettere forbrugsgoder.

En stor indvandring fra landdistrikterne har medført store slumbebyggelser. Flere steder er husene bygget på pæle i lavtliggende mangroveområder, som ofte oversvømmes og er kilde til voksende sundhedsproblemer.

Byen var tidligere berygtet som et meget usundt sted med bl.a. gul feber, men opnåede gennem en storstilet indsats mellem 1900 og 1920 at udrydde epidemierne.

Annonce

Byen blev grundlagt i 1530'erne af Sebastián de Belalcázar (ca. 1480-1551) og har navn efter høvdingen Guaya og hans hustru, Quila. I 1820 erklærede Guayaquil sig uafhængig af Spanien og var i en periode fra 1822 indlemmet i Simón Bolívars Colombia. Byen blev derefter centrum for Ecuadors liberale i opposition til højlandets konservative.

Se også Ecuador.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lauridsen, Maria C. Castro-Becker: Guayaquil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86828