Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ecuador - historie

Oprindelige forfattere MCC-B og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Ecuador. Keramikfigur fra Bahía-kulturen (200 f.Kr.-600 e.Kr.), 52 cm høj; Nationalmuseet. Bahía var en agerbrugskultur organiseret i byer. En stor del af levnene fra Bahía udgøres af figurer, som bl.a. forestiller musikere, krigere, elskende eller som her en kvinde med et barn. Figurerne har formodentlig været opstillet på nogle pyramideformede høje, der var opført ved kysten, bl.a. ved byen Manta.

Ecuador. Keramikfigur fra Bahía-kulturen (200 f.Kr.-600 e.Kr.), 52 cm høj; Nationalmuseet. Bahía var en agerbrugskultur organiseret i byer. En stor del af levnene fra Bahía udgøres af figurer, som bl.a. forestiller musikere, krigere, elskende eller som her en kvinde med et barn. Figurerne har formodentlig været opstillet på nogle pyramideformede høje, der var opført ved kysten, bl.a. ved byen Manta.

Arkæologiske fund tyder på, at Ecuador har været beboet i mindst 9000 år, og Sydamerikas ældste keramik fra 3200-1800 f.Kr. er fundet her. Fra ca. 500 f.Kr. opstod egentlige bykulturer, heriblandt Bahíakulturen.

I slutningen af 1400-t. erobrede inkaerne det nuværende Ecuadors højland. Quito blev Inkarigets anden hovedstad, og quechua udbredtes som fællessprog. Magtkampen, som indledtes i 1520'erne mellem Atahualpa i Quito og Huascar i Cuzco, skabte imidlertid intern splittelse i Inkariget. Efter at Atahualpa havde sejret i 1532, lykkedes det spanierne, der var ankommet året i forvejen under Pizarros ledelse, at fange ham. Han blev henrettet, og de få spaniere kunne ved alliancer og overlegen militærteknologi hurtigt underlægge sig riget. Erobringen lettedes af den katastrofe, der i denne periode ramte store dele af Amerika: I Inkariget døde op mod 75% af befolkningen af almindelige epidemiske sygdomme, som europæerne bragte med sig.

I 1534 blev Quito indtaget og ødelagt af Pizarros løjtnant Belalcázar. På ruinerne grundlagde han et spansk Quito, der blev administrativt centrum for provinsen af samme navn. Quito var underlagt vicekongedømmet Peru indtil 1700-t., hvor den kom under Ny Granadas herredømme. Produktionen af landbrugsvarer, især kakao, og tekstiler var spaniernes hovedinteresser i provinsen, og til formålet benyttedes i udstrakt grad indiansk tvangsarbejde.

Annonce

En junta erklærede i 1809 Quitos uafhængighed af Spanien, men først da Bolívars general Antonio José de Sucre i 1822 besejrede de spanske royalister i slaget ved Pichincha, var uafhængigheden en kendsgerning. Landet indgik herefter sammen med Ny Granada og Venezuela i Bolívars Storcolombia og blev på dette tidspunkt kendt under navnet Ecuador. Storcolombia faldt imidlertid fra hinanden i 1830, hvorefter republikken Ecuador så dagens lys med Juan José Flores som præsident. I lighed med det øvrige Latinamerika var landet i den følgende lange periode præget af konflikten mellem konservative og liberale, fra 1830-45 personificeret ved Flores og Vicente Rocafuerte. Den konservative, prokirkelige landadel, der havde Quito som centrum, ønskede en protektionistisk økonomisk politik, hvorimod de liberale i Guayaquil var antiklerikale og frihandelstilhængere. Under den konservative Gabriel García Moreno, præsident 1861-65 og 1869-75, blev jernbaner, veje og telegraf anlagt. Ecuador fik en solid økonomi, men bevægede sig væk fra demokratiet; García Moreno gennemtrumfede en forfatning, som gav præsidenten enevældig magt og fjernede ikke-katolikkers borgerrettigheder.

En liberal revolution, finansieret af Guayaquils kakaobaroner, gav i 1895 Eloy Alfaro magten. Nu blev handelen internationaliseret, udenlandske investeringer tiltrukket og kirkens ejendomme nationaliseret. Eloy Alfaro legaliserede skilsmisse og afskaffede dødsstraffen, men marginaliseringen af indianerne fortsatte.

I første halvdel af 1900-t. var Ecuador gentagne gange i krig med sine nabolande. Konflikterne drejede sig primært om råstofområder, og især krigen med Peru 1941-42 fik store konsekvenser. Tilskyndet af kræfter i den internationale oliebranche invaderede Peru Oroprovinsen, hvorved Ecuador mistede ikke blot potentielle olieindtægter, men også adgangen til Amazonfloden og dermed vejen til Atlanterhavet. Nederlaget førte til, at præsident Arroyo del Río i 1944 blev væltet ved et blodigt kup. Ecuador har aldrig anerkendt den nye grænsedragning, og med jævne mellemrum er grænsestriden blusset op, senest i 1995, hvor kamphandlingerne truede med at udvikle sig til regulær krig.

Efter 2. Verdenskrig åbnede præsident Galo Plaza Lasso landet for det amerikanske United Fruit Company. Et bananboom fulgte, og Ecuador, der indtil 1920'erne havde haft kakao som vigtigste eksportvare, blev verdens største eksportør af bananer.

Statsoverhoveder (udvalgte)
1830-35Juan José Flores
1835-39Vicente Rocafuerte
1839-45Juan José Flores
1861-65Gabriel García Moreno
1869-75Gabriel García Moreno
1876-83José Ignacio de Veintemilla
1895-1901Eloy Alfaro
1906-11Eloy Alfaro
1912-16Leónidas Plaza
1916-20Alfredo Baquerizo Moreno
1920-24José Luis Tamayo
1926-31Isidro Ayora
1934-35José María Velasco Ibarra
1940-44Carlos Alberto Arroyo del Río
1944-47José María Velasco Ibarra
1948-52Galo Plaza Lasso
1952-56José María Velasco Ibarra
1956-60Camilo Ponce Enríquez
1960-61José María Velasco Ibarra
1961-63Carlos Julio Arosemana Monroy
1963-66Ramón Castro Jijón
1966-68Otto Arosemana Gómez
1968-72José María Velasco Ibarra
1972-76Guillermo Rodríguez Lara
1976-79Alfredo Poveda
1979-81Jaime Roldós Aguilera
1981-84Osvaldo Hurtado Larrea
1984-88León Febres Cordero
1988-92Rodrigo Borja Cevallos
1992-96Sixto Durán Ballén
1996-97Abdalá Buccaram
1997Rosalía Arteaga
1997-98Fabián Alarcón
1998-2000Jamil Mahuad
2000-03Gustavo Noboa
2003-05Lucio Gutiérrez Borbúa
2005-07Alfredo Palacio González
2007-Rafael Correa

Den dominerende politiske figur i efterkrigstiden har været José María Velasco Ibarra. Hans store popularitet, som gik på tværs af traditionelle partiskel, sikrede ham præsidentposten fem gange. Den politiske udvikling i 1900-t. har dog generelt været ustabil; 1931-95 har Ecuador haft 38 præsidenter, og gentagne gange har landet været underlagt militærdiktaturer. Dette var tilfældet efter 1972, hvor en nationalistisk militærjunta tog magten og nationaliserede olieproduktionen, som var under udvikling i Amazonas vha. udenlandske investeringer. Ecuadors styre har været civilt siden 1979. I 1986 gjorde general Vargas Pazo dog oprør, bl.a. i protest mod præsident Febres Corderos påståede korruption og for at komme et kup fra forsvarsministeren i forkøbet. Året efter fulgte en udrensning inden for militæret. Som følge af organiserede strejker og begyndende guerillaaktivitet indførtes i 1988 militær undtagelsestilstand. Siden 1989 er de paramilitære organisationer forsøgt afvæbnet, men med de væbnede sammenstød med Peru i 1995 kan egentlig politisk stabilitet ikke siges at være opnået.

I 1996 vandt en højrepopulist, Abdalá Bucaram (f. 1952), valget, men han svigtede løfterne til de fattige og blev afsat et halvt år senere af kongressen for "mental inkompetence". De følgende præsidenter sad kun kortvarigt. Jamil Mahuad (f. 1949), der var præsident 1998-2000, fik skabt endelig fred med Peru, men måtte siden indføre undtagelsestilstand og blev til sidst afsat af militæret; hans vicepræsident, Gustavo Noboa (f. 1937), trådte til. Krisen var værst 1998-2000. På tre år udvandrede 400.000 personer, hovedsagelig til Spanien og USA. Ved præsidentvalget i 2002 sejrede den venstreorienterede Lucio Gutiérrez (f. 1957), som tiltrådte i 2003. Trods en bedre økonomisk udvikling, bl.a. pga. stigende oliepriser, fortsatte den politiske ustabilitet. I 2005 blev Gutiérrez afsat af kongressen efter voldelige folkelige protester mod hans styre og den utilstrækkelige fattigdomsbekæmpelse, og hans vicepræsident, Alfredo Palacio (f. 1939), overtog regeringen. Palacio er imidlertid også blevet ramt af folkelige protester, bl.a. i foråret 2006 mod planerne om en frihandelsaftale med USA. Præsidentvalget i efteråret 2006 blev vundet af den venstreorienterede Rafael Correa, som dermed fortsatte tendensen i Sydamerika, hvor regeringsmagten i en række lande er overtaget af venstrefløjen.

Da colombianske styrker i begyndelsen af 2008 angreb og dræbte en af den colombianske oprørsbevægelse FARCs ledere på Ecuadors territorium, kom det med støtte fra den allierede Chávez i Venezuela til en diplomatisk krise i forholdet til Colombia. Senere samme år blev en forfatningsændring, der giver præsidenten mere magt vedtaget efter en folkeafstemning. Correa blev genvalgt i 2009. Der blev gennemført en nationalisering af Ecuadors olie- og gasreserver, men kritikere af Correa har fremført, at hans styre har autoritære træk; bl.a. er pressefriheden blevet indskrænket. Forholdet til USA blev kraftigt forværret efter at WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assange blev tilbudt asyl i Ecuador; han søgte siden skjul på Ecuadors ambassade i London. Correa vandt en tredje embedsperiode i 2013.

Læs mere om Ecuador.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Maria C. Castro-Becker, Henrik Sebro: Ecuador - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68062