Tsáchila-folket i Ecuador benytter farvestoffet annatto til kropsfarvning og i deres særegne frisurer, hvilket har givet folket det spanske navn Colorado, dvs. 'rød' eller 'farvet'. Annatto udvindes af frugter og frø fra træet Bixa orellana; det kan også bruges til klædefarvning og som gult eller orange farvestof i fødevarer, bl.a. smør og ost.

.

Ecuador - geografi, Andesbjergene deler landet i tre naturgeografiske regioner. Højlandet, Sierraen, består af to parallelle bjergkæder med en højslette imellem. Den Panamerikanske Hovedvej løber på højsletten i 2000-3000 m højde, og ruten flankeres med mellemrum af op til 6000 m høje snedækkede vulkaner i perfekt kegleform. Dette landskabselement er så markant, at det indgår i landets rigsvåben. Den østlige region, Oriente, består af udløbere fra Andes, der langsomt glider over i Amazonbækkenets tropiske regnskov. Kystregionen, Costa, består af en lav bjergkæde langs kysten og en stor flodslette mellem denne og Andeskæden. Floderne samles i et stort udløb ved Guayaquil.

Klimaet er præget af beliggenheden på ækvator. Temperaturen og nedbøren er ret ensartet året igennem, men pga. de store højdeforskelle kan man finde alle klimatyper fra tropisk til polart med en tilsvarende variation i plantedækket. I kystregionen bliver det mere tørt mod syd pga. afkølingen fra den kolde Humboldtstrøm. I en gammel rejsefører konstateres det, at når man ikke længere kan se træer, så er man i Peru.

Befolkning og erhverv

Befolkningen er meget ujævnt fordelt. Regnskovsområderne i Oriente er meget tyndt befolkede, mens resten af landet har en befolkningstæthed på ca. 100 indb. pr. km2. Lidt over 60% bor i byer. Befolkningsvæksten er ca. 1,5% om året. Der er en vis udvandring til især USA, men landet modtager også selv indvandrere, især fra nabolandet Colombia. Inden for landets grænser går befolkningsstrømmen fra land til by, med langt den største andel til hovedstaden Quito og den anden storby Guayaquil. En del flytter også til nyryddede regnskovsområder i Oriente omkring oliebyen Coca.

Ca. 40% af befolkningen angives at være indianere og omtrent lige så mange mestizer, men grænsen mellem de to grupper er flydende. Ca. 10% hvide og lidt færre sorte og mennesker med blandet sort og hvid herkomst udgør resten. De sorte bebor især landets nordøstlige del omkring Esmeralda. Sammen med Guatemala og Bolivia har Ecuador Latinamerikas største indianerbefolkning, både regnet i antal og i pct. af befolkningen. Høj- og lavlandsindianerne er af vidt forskellig etnisk oprindelse.

Erhverv. Næsten tre fjerdedele af de erhvervsaktive er mænd; kvinder er hovedsagelig beskæftiget i offentlige og private serviceerhverv. Indtil olieeksporten begyndte først i 1970'erne, var landet helt afhængigt af landbrugssektoren, og en ensidig eksport af først kakao og senere bananer betød stor afhængighed af verdensmarkedet og dets svingende priser.

Landbrug m.m. bidrager med mindre end 10% af BNP, men op mod 30% af befolkningen er tilknyttet sektoren. En stor del af produktionen, især af fødevarer, foregår på småbønders minimale jordlodder med forældede dyrkningsmetoder. Flere forsøg på jordreformer har ikke afgørende ændret mønsteret. En reform fra 1994 skal liberalisere handel med jord helt; målet er at fremme en koncentration af de gode jorder ved opkøb, således at der kan ske en udbygning af eksportproduktionen. Loven har medført omfattende politiske uroligheder.

I højlandet findes ekstensivt drevne godser på de bedste jorder i dalbundene, mens de indianske bønders små jordlodder ligger op ad bjergskråningerne. Her dyrkes produkter fra den tempererede zone som kartofler, byg, løg og bønner. I det flade, tropiske kystlavland er den oprindelige regnskov fældet til fordel for store plantager med bananer, oliepalmer og gummitræer. Bananer udgør fortsat en betydelig del af Ecuadors eksport, og landet er førende på verdensmarkedet med omtrent en fjerdedel af den samlede bananeksport.

Amazonlavlandet er for en stor del dækket af regnskov med spredte indianerbosættelser, men fældningen foregår meget hurtigt. I forbindelse med olieudvindingen i regionen udbygges vejnettet, og kolonister fra højlandet slår sig mere eller mindre lovligt ned på småbrug. Her udlægges også store plantager, især med oliepalmer. De store ændringer medfører alvorlige konflikter med den oprindelige befolkning.

Op gennem 1980'erne udviklede Ecuador med store investeringer n af verdens største produktioner af opdrættede rejer fra store bassiner i kystregionens mangrovesumpe. Værdien af rejeeksporten er af samme størrelse som bananeksporten.

Olie. Siden begyndelsen af 1970'erne har olieproduktionen lagt rammerne for landets erhvervsudvikling, idet store investeringer i infrastruktur, modernisering af landbrug, rejefarme og industri kommer fra olieindtægterne og fra de lån, som olien har givet mulighed for. Udvindingen foregår i det nordlige Amazonaslavland omkring byen Coca, mens Guayaquil-bugten har naturgasfelter. Sektoren bidrager med ca. 40% af eksporten. Der findes til stadighed nye felter i Amazonas. Selve olieudvindingen er udviklet med betydelig udenlandsk støtte, mens investeringer i raffinaderier og anden følgeindustri ikke har haft investorernes interesse. Ecuador er således storeksportør af råolie, men importerer brændstof.

Ecuadors industri er trods udviklingen efter olieboomet lille i forhold til andre sydamerikanske landes. Produktionen retter sig især mod hjemmemarkedet med bl.a. cement-, gummi- og gødningsindustri, men en stigende del af kaffen eksporteres som pulverkaffe. Det er ikke lykkedes at integrere industrien i en samlet økonomisk udvikling; de enkelte industrigrene fungerer som isolerede øer, og stort set alt input i form af maskiner og råvarer importeres. Sektoren er helt koncentreret til Guayaquil og Quito.

Læs mere om Ecuador.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig