De colombianske narkotikakarteller blev tidligere anslået til at kontrollere op mod 80 % af verdensmarkedet for kokain, og de spiller stadig en væsentlig rolle i det colombianske samfund.

Først i 1970'erne opdagede kriminelle, hvilke muligheder der lå i raffinering og smugling af kokain til USA og, i mindre grad, til Vesteuropa. Aktiviteterne blev samlet i løse, mafialignende familiesammenslutninger som Medellín- og Calikartellerne, der snart fik en dominerende rolle. Raffineringen foregik i laboratorier skjult i de store, næsten ubeboede regnskovsområder. Flere steder måtte kartellerne indgå "produktionsaftaler" med den venstreorienterede guerilla.

I begyndelsen af 1980'erne ekspanderede handelen kraftigt, og i 1983 indledte regeringen en kamp mod kartellerne, der ellers havde levet i fred og luksus. I 1984 fik sikkerhedsstyrker kontrol over det såkaldte Tranquilandia ('Roligland'), som blev anset for verdens største narkotikalaboratorium; en hel by i junglen med egen lufthavn, el- og vandforsyning m.m. De fleste ledere flygtede til Panama og tilbød mod en fredsaftale regeringen at investere deres kapital i Colombias udviklingsprogrammer eller endog at betale landets udlandsgæld — dog uden resultat.

De følgende år intensiveredes krigen mellem kartellerne og myndighederne med bl.a. drab på dommere, politikere og politifolk. I 1993 dræbte politiet lederen af Medellínkartellet, Pablo Emilio Escobar. Det betød, at Calikartellet fik øget betydning. Adskillige velrenommerede familier, politikere og politifolk har fortsat forbindelse til narkotikamafiaen.

Narkohandelen voksede parallelt med den politiske vold, bl.a. fordi oprørsgrupperne til gengæld for penge beskyttede mange kokabønder. I første halvdel af 1990'erne blev de ledende kokainkarteller i Medellín og Cali knækket. Alligevel voksede kokadyrkningen ifølge FN 1995-2000 fra 45.000 hektar til 135.000 hektar. Som svar støttede USA antinarkotikakampagnen Plan Colombia med 1,6 milliard dollars. Tusinder af hektar koka blev sprøjtet fra luften og ødelagt, uden at det dog fik den store effekt på udbuddet, men den colombianske hær blev godt forsynet med amerikanske våben og kamphelikoptere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig