Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Colombia - historie

Oprindelige forfattere CBog og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Det over 1,1 mio. km2 store område, som i dag udgør Colombias territorium, var i førspansk tid beboet af flere indianerstammer. Deres kulturelle stade kunne ikke måles med Aztekerrigets i Mexico eller med Inkarigets i Peru undtagen på guldsmedekunstens område, hvor de nåede et meget højt stade. Legenden om El Dorado, landet, hvor selv gaderne var brolagt med guld, spillede en stor rolle under opdagelsen og koloniseringen af landet i 1500-t. I 1533 grundlagde spanierne Cartagena, som skulle blive en vigtig havneby, og i 1538 Santa Fé de Bogotá. I kolonitiden havde den katolske kirke stor indflydelse bl.a. pga. Inkvisitionen, som etablerede sig i Cartagena i 1610. Indianernes modstand medførte behovet for indførelsen af slaver fra Afrika til at arbejde på plantagerne og i minerne. I kolonitiden (1500-1810) blev området kaldt vicekongedømmet Ny Granada. Hovedstaden Bogotá var den største guldproducent på kontinentet og en af de vigtigste i verden indtil opdagelsen af de store guldminer i Californien og Australien.

De tre bjergkæder, der gennemløber landet, har i århundreder gjort kommunikationen besværlig og medført, at landet var delt i fire næsten selvstændige regioner indtil langt op i 1900-t. I 1810 invaderede Napoleon Spanien og afsatte kongen; kolonierne følte sig ikke længere forpligtet til at adlyde kronen, og Colombia erklærede sig uafhængig samme år. Hovedpersonen i befrielseskrigen var Simón Bolívar, Sydamerikas berømte befrier. I 1816 generobrede Spanien Cartagena og Bogotá, men med oprørernes sejr i 1819 ved Bocayáslaget besegledes løsrivelsen definitivt. I 1830 opløstes Storcolombia, som bestod af Colombia, Panama, Venezuela og Ecuador, hvorefter organiseringen af den selvstændige republik indledtes.

De regionale forskelle, som lagde op til en form for naturlig føderalisme, den centrale regerings svaghed, en vis antimilitarisme og en høj grad af politisk deltagelse fra befolkningens side førte til utallige borgerkrigslignende konflikter mellem konservative og liberale grupperinger i årene 1839-1903. De liberale, som hentede deres idéer fra franske og britiske tænkere, repræsenterede moderniteten; de konservative inkarnerede traditionen og ønskede sig tilbage til de fredelige tilstande i kolonitiden og drømte om et hellenistisk-katolsk Arkadien, hvori Bogotá skulle være det sydamerikanske Athen. Et særtræk ved Colombias politiske liv i 1800-t. var, at både de konservative og de liberale ikke var deciderede klassepartier, men i stor udstrækning nød støtte fra alle befolkningsgrupper.

Annonce

Statsoverhoveder (udvalgte)
1821-30Simón Bolívar
1833-37Francisco de Paula Santander
1845-49Tomás Cipriano de Mosquera
1861-63Tomás Cipriano de Mosquera
1863-64Tomás Cipriano de Mosquera
1866-68Tomás Cipriano de Mosquera
1880-82Rafael Núñez
1884-85Rafael Núñez
1885-88Rafael Núñez
1900-04José Manuel Marroquín
1904-09Rafael Reyes Prieto
1909Jorge Holguín
1909-10Ramón González Valencia
1910-14Carlos E. Restrepo
1914-18José Vicente Concha
1918-21Marco Fidel Suárez
1921-22Jorge Holguín
1922-26Pedro Nel Ospina
1926-30Miguel Abadía Méndez
1930-34Enrique Olaya Herrera
1934-38Alfonso López Pumarejo
1938-42Eduardo Santos
1942-45Alfonso López Pumarejo
1945-46Alberto Lleras Camargo
1946-50Mariano Ospina Pérez
1950-53Laureano Gómez
1953-57Gustavo Rojas Pinilla
1957-58Gabriel Paris
1958-62Alberto Lleras Camargo
1962-66Guillermo León Valencia
1966-70Carlos Lleras Restrepo
1970-74Misael Pastrana Borrero
1974-78Alfonso López Michelsen
1978-82Julio César Turbay Alaya
1982-86Belisario Betancur Cuartes
1986-90Virgilio Barco
1990-94Gavira Trujillo
1994-98Ernesto Samper Pizano
1998-2002Andrés Pastrana
2002-10Álvaro Uribe
2010-Juan Manuel Santos

I 1903 mistede Colombia provinsen Panama som følge af de internationale selskabers interesser i at færdigbygge den interoceaniske kanal. Colombia nægtede at acceptere deres betingelser, mens en separatistbevægelse, der fik støtte fra USA, var villig til at underskrive en traktat. Panama løsrev sig, og kanalen blev bygget færdig. 1903-29 havde de konservative magten, og det politiske liv førtes videre efter 1800-t.s model.

Efter verdenskrisen i 1929 overtog de liberale den politiske magt og beholdt den frem til 1946. Under skiftende liberale regeringer skete der en modernisering af landets infrastruktur med bygning af landeveje og jernbaner. Man fremmede en beskeden landbrugsreform og intensiverede søgningen efter olie.

I 1946 begyndte en af de værste perioder i Colombias historie; den varede til 1958, er kendt under betegnelsen La Violencia, 'Volden', og kostede over 280.000 mennesker livet. Konsekvenserne af denne periodes brutalitet mærkes stadig i dag, men der er ikke enighed om voldens mangfoldige årsager. Forholdene på landet var i visse områder nærmest middelalderlige med en fåtallig overklasse, der havde en faktisk hals- og håndsret over bønderne. Efter 1929 forsøgte et spirende og liberalt indstillet industriborgerskab at fremme en modernisering og industrialisering af landet som sådan; dertil var det nødvendigt først at ændre forholdene på landet og at modernisere landbrugsproduktionen. Samtidig skulle udviklingen fremmes af et mere dynamisk nationalt marked med større efterspørgsel og købekraft. Politisk blev det nødvendigt for de liberale at alliere sig med middelklassen og med proletariatet både på landet og i byerne. Men de liberale blev snart betænkelige ved den risiko, der viste sig for at miste kontrollen med deres nye allierede.

Forøgede krav drog modsætninger frem i lyset, og det hele eksploderede i vold i begyndelsen af 1948. Der opstod både liberale og kommunistiske guerillaer, som hurtigt tiltog sig kontrol med store områder, etablerede nye administrationsformer og mobiliserede tusindvis af bønder og jordløse landarbejdere. De liberale og de konservative nedtonede deres modsætningsforhold og fandt sammen i en ny alliance, som skulle forhindre massernes magtovertagelse. Da de imidlertid selv havde mistet den politiske kontrol og var ude af stand til at regere, overdrog de magten til general Gustavo Rojas Pinilla, som etablerede et militærdiktatur.

I 1957 lykkedes det de konservative og de liberale at nedtone deres historiske modsætninger så meget, at de kunne danne en National Front med det formål at sætte en stopper for militærdiktaturet. De vedtog at besætte præsidentposten på skift, samt at de to partier skulle have det samme antal ministerier og repræsentanter i hvert af parlamentets to kamre. Denne paritetsaftale blev overholdt frem til valgene i 1974.

Den ligelige fordeling af ministerierne fortsatte til 1978 efter en stor konservativ og liberal sejr over ANAPO (Alianza Nacional Popular), en populistisk valgalliance, som ved valgene den 19.4.1970 var blevet den største oppositionsgruppe i begge kamre. I 1971 organiserede ANAPO sig som politisk parti med et program for colombiansk socialisme. I protest mod formodet valgsvindel dannede ANAPO-tilhængere en væbnet organisation, den berømte og berygtede guerillabevægelse M-19 (Movimiento 19 de Abril), som fik tilslutning fra dissidenter fra den gamle kommunistiske guerilla FARC, dannet i 1966.

Ved valgene i 1982 opnåede de liberale flertallet både i Kongressen og i Senatet, mens Belisario Betancur fra de konservative blev valgt med et overvældende flertal. I begyndelsen af året havde guerillaerne lidt flere nederlag, bl.a. takket være en paramilitær antiguerillagruppe, Muerte a Secuestradores (MAS, 'Død over Kidnapperne'), som samarbejdede med de store narkokarteller.

I november gav Betancur amnesti til de guerillaer, der var villige til at deponere deres våben, og beordrede en undersøgelse af MAS. Kun et par tusinde guerillaer nedlagde våbnene. Narkokartellerne reagerede med at dræbe justitsministeren Rodrigo Lara Bonilla i april 1984. Regeringen svarede igen med at dekretere generelt udgangsforbud. Alligevel lykkedes det en fredskommission at nå til en våbenhvile og en fredsaftale i august 1984.

I 1986 blev den liberale Virgilio Barco præsident med et så stort antal stemmer, at han kunne opgive samarbejdet med de konservative. Hans kamp mod fattigdommen skaffede ikke fredeligere tilstande; ved præsidentvalget i 1990 vandt den liberale Gavira Trujillo, men inden da var tre kandidater blevet dræbt i løbet af en måned. I 1994 tiltrådte Ernesto Samper Pizano som præsident.

1980-1990'erne var præget af vold og politiske og civile mord, kampe mellem guerillaerne og hæren og kampe mellem hæren og narkokartellernes væbnede folk. Det er sandsynligt, at kartellernes penge fremmede korruptionen blandt politikere og militær, og at der eksisterede stærke forbindelser mellem narko- og guerillaaktiviteter.

I 1990'erne optrappedes det væbnede oprør for at vælte systemet trods flere forsøg på dialog mellem parterne. Volden kom til at omfatte store dele af landet, og den største af guerillagrupperne, FARC, voksede til 17.000 mand.

Det lykkedes heller ikke for Andrés Pastrana, der tiltrådte som præsident i 1998, at få skabt reelle fredsforhandlinger, selvom han i 31/2 år lod FARC kontrollere et demilitariseret område på 42.000 km2 og førte personlige samtaler med FARC's ledelse.

Fredsfølerne mislykkedes, og hæren jog derefter partisanerne ud af deres hovedområde. Ved præsidentvalget i 2002 overgik embedet til den højreorienterede lov og orden-kandidat Álvaro Uribe.

Kampen mod guerillaerne blev under Uribe intensiveret, men det lykkedes desuden at få afvæbnet en stor del af de paramilitære militser, ligesom der blev indledt fredsforhandlinger med nogle af kokainbaronerne. Politikken har i vid udstrækning været en succes, og antallet mord i landet var i 2004, på trods af fortsat politisk vold, blevet halveret.

Landet blev en tæt allieret i USA's "war on drugs", og militærudgifterne blev kraftigt forøget med henblik på kampen mod kokainsmugling og FARC-guerillaer. På trods af Uribe-regeringens tætte bånd til USA opretholdt Colombia sine forbindelser til USA-kritiske lande i regionen som Cuba og Venezuela. Uribe blev genvalgt i 2006 med et stort flertal.

Det i forvejen anspændte forhold til nabolandene Ecuador og Venezuela udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, da colombiansk militær angreb og dræbte en af FARC's ledere på ecuadoriansk territorium.

I 2010 vandt Álvaro Uribes tidl. forsvarsminister Juan Manuel Santos præsidentvalget, bl.a. på løfter om at fortsætte Uribes linje over for FARC og narkobaronerne, som han selv havde været med til at gennemføre som forsvarsminister. Santos blev genvalgt i 2014.

Fra 2012 indledte regeringen og FARC forhandlinger i Havana i Cuba. De ledte i juni 2016 til en historisk fredsaftale mellem de to parter og en forventning om, at en egentlig fredsaftale kan gennemføres inden for en kort tidsramme, hvorved et halvt århundredes borgerkrig kan bringes til afslutning.

Læs mere om Colombia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claudio Bogantes, Henrik Sebro: Colombia - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58150