Beagle Strædet, Canal Beagle, 240 km langt, smalt stræde ved Sydamerikas sydspids mellem Tierra del Fuego (Ildlandet) og øerne Hoste og Navarino; opkaldt efter skibet H.M.S. Beagle. Med dette skib gennemsejlede Charles Darwin strædet på ekspeditionen 1831-36. Den østlige del danner grænse mellem Argentina og Chile. Tre øer her var genstand for en langvarig territorial konflikt mellem de to lande. En traktat fra 1984 overdrog øerne til Chile.