Saint John's, hovedstaden i den caribiske østat Antigua og Barbuda; 43.400 indb. (2007). Byen ligger ved en god naturhavn på Antiguas nordvestkyst og har en moderne dybvandshavn, der kan modtage de største krydstogtskibe. Orkanen Luis ødelagde i 1995 en stor del af landets bygninger, men byen er stadig præget af 1700-t.s arkitektur, nu blandet med moderne huse.