År |
Statsoverhoveder (udvalgte) |
1804-06 |
Jakob 1. (kejser) |
1807-20 |
Henri Christophe (fra 1811 konge under navnet Henrik 1.) |
1807-18 |
Alexandre Sabès Pétion |
1818-43 |
Jean-Pierre Boyer |
1847-59 |
Faustin Soulouque (fra 1849 kejser under navnet Faustin 1.) |
1859-67 |
Fabre Geffrard |
1902-08 |
Alexis Nord |
1908-11 |
Antoine Simon |
1911-12 |
Cincinnatus Leconte |
1912-13 |
Tancrède Auguste |
1913-14 |
Michel Oreste |
1914-15 |
Davilmar Théodore |
1915-22 |
Philippe Dartigueanave |
1922-30 |
Louis Borno |
1930-41 |
Sténio Vincent |
1941-46 |
Élie Lescot |
1946-50 |
Dumersais Estimé |
1950-56 |
Paul E. Magloire |
1956-57 |
Joseph Pierre-Louis |
1957-71 |
François Duvalier (Papa Doc) |
1971-86 |
Jean-Claude Duvalier (Baby Doc) |
1986-88 |
Henri Namphy |
1988-90 |
Prosper Avril |
1990-91 |
Ertha Pascal-Trouillot |
1991 |
Jean Bertrand Aristide |
1991-94 |
Raoul Cédras |
1994-96 |
Jean Bertrand Aristide |
1996-2001 |
René Préval |
2001-04 |
Jean Bertrand Aristide |
2004-06 |
Boniface Alexandre |
2006-11 |
René Préval |
2011-16 |
Michel Martelly |
2016-17 |
Jocelerme Privert |
2017-21 |
Jovenel Moïse |
Efter et mulatoprør i 1806, hvorunder Dessalines blev myrdet, blev landet delt i en sydlig del med mulatlederen Alexandre Pétion i spidsen og en nordlig, hvor Henri Christophe havde magten. Efter Christophes død i 1820 blev Haiti genforenet under Pétions efterfølger, Jean-Pierre Boyer (1776-1850).
I 1822 besatte Haiti Santo Domingo, som i 1821 havde erklæret sig uafhængigt, men året efter, at Boyer i 1843 var blevet væltet, rev Santo Domingo sig løs og erklærede sin selvstændighed som Den Dominikanske Republik.
I Haiti fortsatte magtkampen mellem mulatter og sorte, og landet plagedes i en lang periode af statskup og revolutioner. I 1915 blev Haiti invaderet af USA i et forsøg på at skabe stabilitet og sikre amerikanske interesser. Den upopulære amerikanske besættelse afsluttedes i 1934, men USA bevarede længe indirekte kontrol med landet. En følgevirkning af USA's invasion blev, at mulatterne sikrede sig stor politisk indflydelse. Reaktionen viste sig som en stærk sort "nationalisme" kulminerende under François Duvalier, Papa Doc, der i 1957 blev valgt til præsident. Efter et mislykket forsøg i 1958 på at vælte ham regerede Duvalier som diktator, og ved hjælp af terrorkorpset Tontons Macoutes, der stod bag tusindvis af mord, undertrykte han enhver opposition i landet.
Duvalier etablerede et dynasti med sig selv som præsident på livstid, og i 1971 blev han efterfulgt af sønnen Jean-Claude Duvalier, Baby Doc. USA lagde især under præsident Jimmy Carter pres på Haiti for at få forbedret menneskerettighedssituationen; et par moderate politiske partier så dagens lys, men efter Ronald Reagans valg til præsident i USA i 1980 blev undertrykkelsen atter optrappet.
Efter massive folkelige demonstrationer over hele landet blev Jean-Claude Duvalier imidlertid bragt til fald, og 7.2.1986 flygtede han til Frankrig. Under general Henri Namphys (f. 1932) ledelse overtog et nationalråd magten og lovede at genindføre demokratiet, men først efter et valg i 1988, som var præget af grov svindel, og et par statskup førte folkelige protester i 1990 til afholdelse af et frit demokratisk valg.
Valgets vinder, præsten Jean Bertrand Aristide, blev indsat som præsident i februar 1991, men blot syv måneder efter blev han styrtet ved et kup, der var ledet af general Raoul Cédras (f. 1949). Efter kraftigt internationalt pres førte FN-ledede forhandlinger til, at Aristide i oktober 1994 efter landsættelsen af 20.000 amerikanske soldater kunne vende tilbage fra sit eksil og genoptage sit mandat.
Ved præsidentvalget i november 1995 vandt René Préval med støtte fra Jean Bertrand Aristide, som ifølge forfatningen ikke umiddelbart kunne genvælges. Préval, der ligesom Aristide levede i eksil under militærdiktaturet 1991-94, blev indsat i februar 1996.
I 1996 dannede Aristide et nyt parti, Fanmi Lavalas (Lavalasfamilien), der hurtigt slog rødder blandt de fattige, men partiets unge aktivister skræmte i stigende grad politiske modstandere med vold og trusler, der mindede om de hærgende bander fra Duvalier-diktaturets tid. Efter svindel ved lokalvalget i 2000 standsede USA og andre donorlande deres bistand til landet. Samme år vandt Jean Bertrand Aristide præsidentvalget og tiltrådte i 2001. Som ofte før rejste der sig kritik af valget. I det første år var Aristide udsat for to kupforsøg. Som hævn satte hans ungdomsbander ild til bygninger, der tilhørte ledende oppositionsfolk.
Det skrøbelige demokrati i Latinamerikas fattigste land kunne ikke forhindre et opsving i narkohandelen, så 10-15% af kokainen til USA gik efterhånden gennem Haiti. Uroen i landet voksede i begyndelsen af 2004 til opstand og tvang Aristide i eksil. Samme år blev fredsbevarende styrker fra FN udstationeret i landet. Ved valget i 2006 vandt René Préval sin anden periode som præsident, og samme år blev overgangsregeringen siden 2004 afløst af en demokratisk valgt regering.
Hovedstaden Port-au-Prince blev i januar 2010 ramt at et kraftigt jordskælv, der blev målt til 7,0 på Richterskalaen, kostede over 250.000 mennesker livet, sårede langt flere og gjorde 1,5 mio. hjemløse. Katastrofen gik især ud over landets fattige. Genopbygningen har været træg, og det er flere gange kommet til omfattende protester i forbindelse hermed. I 2011 vandt Michel Martelly præsidentvalgets anden runde. Landet blev ramt af en alvorlig koleraepidemi, som efterlod tusinder af døde. Situationen blev forværret da en orkan i 2012 forårsagede enorme ødelæggelser og efterlod 20.000 mennesker hjemløse. Igen i 2016 blev Haiti ramt af en orkan; omkring 900 omkom, og der var omfattende ødelæggelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.