År |
Statsoverhoved |
1902-06 |
Tomás Estrada Palma |
1909-13 |
José Miguel Gómez |
1913-21 |
Mario García Menocal |
1921-25 |
Alfredo Zayas y Alonso |
1925-33 |
Gerardo Machado y Morales |
1933 |
C. Manuel de Céspedes y Ortiz |
1933-34 |
Ramón Grau San Martin |
1934-35 |
Carlos Mendieta |
1935-36 |
José A. Barnet y Vinagres |
1936 |
Miguel Mariano Gómez y Arias |
1936-40 |
Frederico Laredo Bru |
1940-44 |
Fulgencio Batista y Zaldívar |
1944-48 |
Ramón Grau San Martin |
1948-52 |
Carlos Prío Socarrás |
1952-59 |
Fulgencio Batista y Zaldívar |
1959 |
Manuel Urrutia |
1959-75 |
Osvaldo Dorticós Torrado |
1976-2008 |
Fidel Castro Ruz |
2008- |
Raúl Castro |
1925-33 blev landet regeret af diktatoren Gerardo Machado y Morales (1871-1939); han blev styrtet ved et folkeligt oprør med USA's deltagelse som mægler. Få uger efter afsattes den nye præsident ved et kup, ledet af bl.a. en ung underofficer, Fulgencio Batista, som snart blev hærens øverstkommanderende og landets "stærke mand". 1940-44 ledede han en samlingsregering, som endog det daværende kommunistparti deltog i. Batista tog atter magten ved et ublodigt kup d. 10.3.1952, hvilket gav anledning til en langsomt voksende opposition i demokratiske og intellektuelle kredse.
Blandt hans mest aktive modstandere var den 25-årige advokat Fidel Castro, der d. 26.7.1953 sammen med ca. 150 andre angreb kasernen Moncada i Santiago samt en anden i byen Bayamo. Aktionen mislykkedes, og angriberne blev likvideret eller fængslet. Efter amnesti og eksil i Mexico forsøgte Castro i 1956 en ny militær aktion, nemlig et landgangsforsøg fra lystyachten Granma. Aktionen blev endnu en fiasko, men de overlevende indledte en guerillakrig i bjergene i det østlige Cuba. I byerne fik Castro støtte fra bl.a studenterne, mens kommunistpartiet og de øvrige traditionelle partier forholdt sig afventende. I slutningen af 1958 satte Castro sammen med sin bror Raúl og argentineren Ernesto "Che" Guevara den endelige offensiv i gang.
Natten til 1.1.1959 flygtede Batista ud af landet, den 8.1. holdt Castro sit sejrsindtog i Havana, og den revolutionære proces blev sat i gang næsten med det samme. Den indebar jordreform, nationalisering af både cubansk og udenlandsk ejendom, lønstigninger, fald i huslejer mv. Samtidig blev der holdt standretter over Batistas mænd. I 1960-61 gennemførtes en omfattende alfabetiseringskampagne som begyndelsen til et uddannelsessystem for hele folket. En anden af systemets fortjenester var udviklingen af et forbilledligt sundhedsvæsen.
Det nye styre bekendte sig ikke straks til socialismen, men den radikale ændringsproces skabte et modsætningsforhold til USA. Samtidig valgte et stadig større antal cubanere, især fra mellem- og overklassen, at gå i eksil fortrinsvis i USA, hvor Miami hurtigt blev økonomisk og politisk centrum for oppositionen mod Castro.
To af Castros revolutionære medkæmpere forsøgte oprør mod styret. USA bekæmpede det nye Cuba økonomisk og diplomatisk; i 1960 indførtes importstop for cubansk sukker efterfulgt af en egentlig handelsembargo. I 1961 afbrød USA de diplomatiske forbindelser med Cuba, og i 1962 blev Cuba udelukket fra Organisationen af Amerikanske Stater, OAS. Isolationen fik de cubanske ledere til at styrke kontakten med Østblokken, der i løbet af få år overtog USA's traditionelle rolle som Cubas vigtigste handelspartner. Enkelte ikke-kommunistiske lande, herunder Mexico og Spanien, opretholdt forbindelsen med Cuba.
Den 16.4.1961 udråbte Castro landet til en socialistisk stat. Dagen efter begyndte det amerikanske angreb i Svinebugten; det blev afvist og betød en politisk og moralsk sejr for Castro. Kulminationen på konflikten mellem USA og Cuba kom med Cubakrisen i oktober 1962.
I begyndelsen og midten af 1960'erne var Cuba et internationalt centrum for revolutionære og intellektuelle, men særlig fra 1968 begyndte mange tidligere sympatisører at vende sig mod Castros styre. Hans accept af Warszawapagtens invasion i Prag, de stigende begrænsninger i den personlige og kunstneriske frihed, oprettelsen af "genopdragelseslejre" for homoseksuelle og andre "afvigere" var årsager hertil. I 1965 blev det Revolutionære Samlingsparti omdøbt til Cubas Kommunistiske Parti.
Revolutionens første årti var præget af økonomisk kaos og mangel på stort set alle produkter pga. både USA's blokade og den økonomiske politik. Fra midten af 1970'erne satsedes på en traditionel planøkonomi i samarbejde med Sovjetunionen og COMECON. Den økonomiske situation forbedredes, og levestandarden steg. Med den nye grundlov i 1976 blev Castros magtbeføjelser styrket.
Mens de cubanske ledere i 1960'erne var stærkt engageret i de revolutionære bevægelser i Latinamerika, var 1970'erne præget af et voksende engagement i Afrika, særlig i Angola, hvortil Cuba sendte sine første tropper i 1976 for at støtte MPLA's regering. Tilbagetrækningen af de cubanske tropper blev indledt i 1989.
I slutningen af 1970'erne fandt der under den amerikanske præsident Carter en vis optøning sted i forholdet mellem Cuba og USA, som imidlertid atter blev meget spændt efter Ronald Reagans magtovertagelse. I 1980 forlod omkring 130.000 personer landet i den største udvandringsbølge siden 1960'erne, men styret overlevede krisen, og perioden fra 1980-85 var både økonomisk og politisk en af de mest stabile efter 1959.
Fra 1985-86 blev nye vanskeligheder mødt med politiske og økonomiske stramninger, og stik imod manges forventning fulgte Castro ikke de liberaliseringstendenser, der sås i Østeuropa efter Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen. Sovjetunionens og Østblokkens endelige sammenbrud betød, at Cuba mistede hovedparten af sit økonomiske eksistensgrundlag. Importen af olie, fødevarer og forbrugsgoder blev reduceret drastisk, og Cuba blev kastet ud i sin hidtil værste krise.
I løbet af 1993 og 1994 gennemførtes en omfattende liberalisering af økonomien. Reformerne medførte bl.a. nye sociale uligheder og en voldsom stigning i kriminalitet, tiggeri og prostitution. Cuba har gennem uofficielle forhandlinger forsøgt at få USA til at opgive den lange blokade til gengæld for økonomiske indrømmelser, men indtil videre uden resultat. Indenrigspolitisk har styret lempet sin kulturpolitik og viser større tolerance over for traditionelt undertrykte grupper.
Intet tyder dog på, at Castro er indstillet på at acceptere nogen form for politisk pluralisme. Den officielle marxistiske ideologi og planøkonomien synes til gengæld i stigende grad at blive afløst af nationalistiske og populistiske formuleringer i kombination med en pragmatisk statsstyret kapitalisme. Men landets fremtid, både på kortere og på længere sigt, tegner sig stadig uklart.
Den dybe krise, som Cuba blev kastet ud i efter Østblokkens opløsning fra 1989, blev vendt til forsigtig økonomisk vækst i anden halvdel af 1990'erne, bl.a. i kraft af et stigende antal udenlandske turister. USA's blokade af landet blev skærpet gennem Helms-Burton-loven fra 1996, som bestemte, at firmaer fra tredjelande, der investerer i tidligere amerikansk ejendom på Cuba, kan blive stillet for retten i USA. Siden har de siddende præsidenter dog jævnligt stemt imod en ikrafttræden af den del af loven.
1999-2000 førtes en syv måneder lang kamp om forældreretten til den cubanske dreng Elian González (f. 1993), der overlevede et skibsforlis ved Florida. Elians onkel i USA tabte sagen, og Elian blev sendt hjem til sin far i Cuba. Den cubanske leder, Fidel Castro, udnyttede dygtigt sagen, der illustrerede det fortsat anspændte forhold til eksilcubanerne i USA, i propagandaøjemed.
Den private sektor er voksende og udgjorde i 2000 over 20% af økonomien. Den politiske udvikling i flere latinamerikanske lande siden 1999, særlig Hugo Chávez’ magtovertagelse i det olierige Venezuela, har bragt Cuba ud af en del af den politiske og økonomiske isolation, landet har befundet sig i.
Samhandelen med Europa, Canada, Kina og Latinamerika er øget, og i 2004 overgik Cuba til at bruge euro frem for dollar som alternativ valuta. Der er vækst i antallet af udenlandske kunder i sundhedsvæsenet og i leverancen af sundhedspersonale i forbindelse med bl.a. internationale hjælpearbejder.
Turismen har været stigende siden 1990'erne og nåede i 2005 op på 2,3 mio. besøgende fra især Canada og Europa. Siden 1996 har indtjeningen fra turismen været højere end fra sukkereksporten, men sukker er fortsat den vigtigste eksportvare.
Fidel Castro fik i 2001, kort før han fyldte 75, et kortvarigt ildebefindende på talerstolen. Episoden fik ham til at udnævne sin bror, forsvarsminister Raúl Castro, til officiel efterfølger i et forsøg på at sikre, at regimet fortsætter efter hans død. Ny sygdom hos Castro har betydet, at styret af Cuba i 2006 midlertidigt blev overdraget til broren. I februar 2008 proklamerede Fidel Castro, at han ville træde tilbage af helbredsårsager, hvorpå Raúl Castro blev ny præsident. Under hans ledelse har der været forsigtige tiltag til reformer; bl.a. blev det i 2011 atter tilladt for private at købe og sælge ejendomme. Raúl Castro blev genvalgt af Nationalforsamlingen til sin anden præsidentperiode i februar 2013.
I december 2014 meddelte den amerikanske Obama-administration, at USA ville normalisere forholdet til Cuba. En udveksling af fanger fandt sted mellem de to lande. Hvorvidt den amerikanske handelsembargo kan blive lettet på kortere sigt, er dog usikkert, idet den konservativt indstillede amerikanske kongres har vist sig kritisk over for normaliseringsplanerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.