Santiago de Cuba, by på sydøstkysten af Cuba; 494.300 indb. (2004), landets næststørste by (efter Havana). Byen har en udmærket havn og er en alsidig industriby med bl.a. olieraffinaderi, petrokemisk industri og fødevareindustri. Den er et vigtigt turist- og kulturcenter; bl.a. er den Cubas musikalske hovedby, og den rummer mange koloniale bygninger og mindesmærker.

Byen blev grundlagt i 1514 og var Cubas hovedby, indtil Havana i slutningen af 1500-t. blev ledende. I 1898 udkæmpedes det afgørende søslag i Den Spansk-amerikanske Krig ud for byen.

Provinsen af samme navn (6343 km2, 1 mio. indb.) har med baggrund i slaveimport til plantager og kobberminer en meget blandet befolkning med en stor andel sorte. Området er berømt for sine oprørske strømninger; det var her, i Fidel Castros hjemegn, at revolutionen mod Batistas styre indledtes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig