Faktaboks

Indbyggertal
ca. 4500 (nationalt estimat, 2021)
Areal
100 km²

Montserrat. Vulkanen Soufriere Hills i udbrud. Foto fra januar 2007.

.

Montserrat, britisk oversøisk territorium; en af Leeward Islands i Caribien; 102 km2, 5200 indb. (2012). En ny hovedby er under opbygning ved Little Bay efter ødelæggelsen af den hidtidige Plymouth i 1997. Øen er fuldt medlem af Organisation of Eastern Caribbean States og har Eastern Caribbean dollar som valuta. Siden 1995 har vulkanen Soufriere Hills på øens sydlige del været i aktivitet og har begravet Plymouth og store dele af øens sydlige halvdel med aske. Vulkanismen følges nøje, og man frygter nye, endnu voldsommere udbrud. Det er vulkanens første udbrud i historisk tid, men der har i flere perioder i 1900-t. været forøget jordskælvs- og fumaroleaktivitet.

Montserrat har været beboet i 1500 år; Christoffer Columbus besøgte øen i 1493. De første europæiske indbyggere var katolske irere fra naboøen Saint Christopher, som blev tvunget hertil i 1632. Nu er befolkningen især efterkommere af afrikanske slaver.

Frem til vulkanudbruddet var størstedelen af øen dækket af kratskov, mens 20% dyrkedes med bl.a. eksportafgrøder som chili og blomsterplanter. 2/3 af indbyggerne er flyttet fra øen. I 2005 åbnede en ny lufthavn, og opbygningen af et nyt samfund er i gang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig