Hispaniola, ø i Caribien, den næststørste (efter Cuba) af De Store Antiller; 76.200 km2, ca. 16 mio. indb. (2002). Øen består for størstedelen af unge foldebjerge fra Tertiær. Højeste punkt er Pico Duarte (3175 m). Klimaet er tropisk undtagen i de indre højlandsområder.

En tredjedel af øen er opdyrket, og de traditionelle afgrøder fra kolonitiden, kaffe og sukkerrør, dyrkes fortsat. Hispaniola er tætbefolket; indbyggerne er altovervejende efterkommere efter kolonitidens afrikanske slaver. Hispaniola er delt mellem to stater, Haiti og Den Dominikanske Republik.

Historie

Hispaniola blev opdaget af Christoffer Columbus i 1492 på hans første rejse til Amerika. Som spansk koloni blev øen med sin strategiske beliggenhed et knudepunkt for forbindelserne til besiddelserne i Mellem- og Sydamerika.

Størstedelen af den oprindelige indianske befolkning, arawak, blev hurtigt udryddet af først og fremmest epidemier; den blev erstattet af afrikanske slaver, særlig efter sukkerproduktionens indførelse i 1500-t.

Frankrig overtog i 1697 Hispaniolas vestlige del og i 1795 hele øen. I 1804 blev Haiti en selvstændig stat efter et slaveoprør. Øens østlige del, Santo Domingo, som atter kom under spansk herredømme i 1809, erklærede sig uafhængig i 1821, men blev året efter besat af Haiti. I 1844 deltes øen atter, da Den Dominikanske Republik blev selvstændig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig