George Town (Caymanøerne), by på øen Grand Cayman syd for Cuba i Caribien; 27.700 indb. (2010). Byen er hovedby for det britiske territorium Caymanøerne. Byen er center for offshore banking, og antallet af bank- og handelsselskabsfilialer nærmer sig én pr. indbygger. Et stort antal krydstogtskibe anløber havnen. Hovedgaden Cardinal Avenue er kendt for sine luksusbutikker og livlige handel med kostbare smykker og ædelsten.