Antillerne

Antillerne er af vulkansk oprindelse og dannet som vulkanske øbuesystemer i forbindelse med pladetektonik. Cuba er den eneste af Antillerne, hvor den vulkanske øbue blev udviklet på en ældre kontinental jordskorpe. De øvrige øer har et underlag af oceanisk jordskorpe. Der er i dag kun aktive vulkaner på De Små Antiller (vulkansk Caribien).

Øbuen, Cuba-Jomfruøerne, langs nordranden af Den Caribiske Plade udvikledes i løbet af Kridttiden. I Øvre Kridt og begyndelsen af Tertiær blev nordranden af denne plade udsat for bjergkædedannelse, da Den Nordamerikanske Plade gled ned under Caribiens nordrand. Denne såkaldte subduktion sluttede i begyndelsen af Tertiær.

Udviklingen af De Små Antiller blev påbegyndt tidligt i Tertiær, hvor en vestlig subduktion af den atlantiske oceanbund ned under Caribien begyndte den øbuedannelse, der stadig foregår. Fra Dominica og nordover markerer en række øer en østlig forgrening af øbuesystemet. Denne gren, "Kalk Caribien", er ikke længere vulkansk og præges af kalkaflejringer (koraløer) afsat oven på de ældre overvejende vulkanske øbuebjergarter.

Antillerne var beboet af ciboney-, arawak- og cariberindianere, der med den spanske kolonisation i 1500-t. hurtigt blev næsten udslettet. I løbet af 1600-t. blev spaniernes dominans brudt af andre europæiske magter.

Navnet Antillia stammer fra senmiddelalderen, hvor det betegnede et mytisk land — et ørige eller et fastland — mod vest på den anden side af Atlanterhavet. Med Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika blev Antillerne betegnelsen for enten øen Haiti (Hispaniola) eller for øerne i Det Caribiske Hav, "Antillernes Hav".