Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Turks- og Caicosøerne

Oprindelige forfattere MSkjo og PNie Seneste forfatter Redaktionen

Turks- og Caicosøerne, øgruppe og britisk oversøisk territorium i Atlanterhavet SØ for Bahamas og nord for Hispaniola; 430 km2, 31.500 indb. (2012). Hovedbyen er Cockburn Town på Grand Turk. Caicosøerne udgør den hævede og sydligste del af Bahamabanken, og den mere end 2000 m dybe Turks Islands Passage skiller dem fra de mindre Turksøer; begge består af kalksten med karstlandskaber. Tropisk savanneklima giver en kratagtig vegetation; på Caicosøernes sydvestsider er der sumpe og mangrovebevoksning. Kun 2% af arealet er opdyrket, og økonomien bæres af turisme, offshore banking, fiskeri og overførsler fra Storbritannien. Befolkningen er af afrikansk oprindelse og tilhører forskellige protestantiske trossamfund.

Turks- og Caicosøerne forblev under britisk styre, da Bahamas vandt uafhængighed i 1973. Indtil da havde de to øgruppers historie i perioder været administrativt knyttet sammen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Skjoldager, Per Nielsen: Turks- og Caicosøerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175270