Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Salvador

Oprindelig forfatter CKaa Seneste forfatter Redaktionen

Salvador, São Salvador da Bahia de Todos os Santos, Bahia, hovedstad i delstaten Bahia i det østlige Brasilien; 2,68 mio. indb. (2010). Vedrørende landet i Centralamerika og dets hovedstad, se El Salvador og San Salvador.

Salvador var det portugisiske Brasiliens første hovedstad (1549-1763); nu er byen det nordlige Brasiliens vigtigste handels- og industricenter og en betydelig eksporthavn. Byen er anlagt på en halvø ved indsejlingen til Bahia de Todos os Santos ('Allehelgensbugten') og er fysisk opdelt i to.

Den nedre del med havnen og de traditionelle handelskvarterer ligger på en smal stribe land neden for en 70 m høj klippe, mens butikskvarterer og de officielle institutioner ligger oven for klippen, omgivet af vidtstrakte boligområder.

Annonce

Den øvre og nedre del er forbundet af veje og af Elevador Lacerda, en fodgængerelevator bygget af det danske entreprenørselskab Christiani & Nielsen.

Den gamle bydel er blevet renoveret og udnævnt til UNESCO World Heritage Site (se Verdensarvlisten). Dens barokkirker er seværdigheder, bl.a. São Francisco med guldbelagt interiør.

Siden 1970 har byen fordoblet sit indbyggertal, og nye industri- og boligkvarterer breder sig mod nord og øst. Industrien var tidligere præget af oplandets altdominerende afgrøde, sukkerrør; nu er den blevet mere alsidig med bl.a. kemisk industri og metalvirksomheder. Også oliefund ud for kysten bidrager til økonomien.

Mange slaver blev importeret til Bahias sukkerplantager, og i dag er afrobrasiliansk kultur dominerende i byens rige kulturliv. Det gælder musiklivet, hvor byen har fostret mange kunstnere, men ses også af candomblé-kulten (se afroamerikanere), som har mere end 1000 templer i byen, og som har medvirket til at gøre Salvador til afrobrasilianernes kulturelle hovedstad.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Kaarsberg: Salvador i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154903