• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Porto Alegre

Oprindelige forfattere CKaa og Lohse Seneste forfatter Redaktionen

Porto Alegre, hovedstad i delstaten Rio Grande do Sul i Brasilien; 1,51 mio. indb. (2010). Byen ligger i et kuperet landskab ved lagunen Lagoa dos Patos; den er en moderne storby og det sydlige Brasiliens vigtigste handelsby. Som knudepunkt i et forgrenet jernbanenet har byen traditionelt været udskibningshavn for huder og kød fra et stort opland. Siden 1970'erne har eksport af soja- og andre landbrugsprodukter haft stigende betydning.

Portugal igangsatte 1742 den første kolonisering af området med bosættelse af 50 familier fra Azorerne. I 1773 overførtes provinsens administration til stedet, der under det nuværende navn fik status af by i 1822, da Brasilien blev selvstændigt. Herefter begyndte en tysk indvandring, der yderligere satte fart i byens udvikling.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Kaarsberg, Birger Lohse: Porto Alegre i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144266