Pantanal, sumpet, tropisk naturområde omkring floden Paraguais (Paraguays) øvre løb i grænseområdet Brasilien-Bolivia. Med sine 150.000 km2 er det et af verdens største sammenhængende vådområder. Dele af Pantanal har traditionelt været brugt til spredt kvægavl; i regntiden fra januar til april tvinges kvæget op på de øer, som er forblevet over vandspejlet. Området har en rig fauna af fugle, fisk og pattedyr, og turisme er ved at blive den primære indtægtskilde i området.