Marajó, Ilha de Marajó, ø i Amazonas' delta; med et areal på 40.000 km2 regnes den for verdens største flodø. Amazonas' hovedstrøm løber gennem Canal do Norte nord om øen, mens en række mindre løb forbinder Amazonas med Rio Pará syd om Marajó. Øens østlige del er dækket af naturlige græsgange, som siden kolonitiden har været anvendt til store farme med ekstensiv kvægavl. Vandbøfler, importeret fra Indien, er godt tilpasset til de lavtliggende græsgange, der oversvømmes i regntiden.