João Pessoa, hovedstaden i delstaten Paraíba i det nordøstlige Brasilien; 742.500 indb. (2012). Byen ligger ved floden Paraíba 18 km fra Atlanterhavet og tæt ved Sydamerikas østligste punkt, fyrtårnet Cabo Branco. Den er af regional betydning som center for handel og håndværk, mens industri spiller en mindre rolle. Fra havnebyen Cabedelo udskibes regionens produkter fra landbrug og minedrift (bl.a. kaolin og kalk).

I 1585 byggede portugiserne fortet São Felipe som værn mod pirater. Byen Filipéia, senere Paraíba, voksede op ved fortet. Hollænderne erobrede byen i 1634, og den hed Fredrikstad, indtil de blev fordrevet i 1654. Efter mordet på guvernøren João Pessoa i 1930 fik byen navn efter ham.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig