Fortaleza, hovedstad i delstaten Ceará i det nordøstlige Brasilien; 2,55 mio. indb. (2013). Fortaleza er en havneby, anlagt ved Pajeúflodens munding. Fra midten af 1600-t. voksede byen op omkring det hollandske fort Schoonenborch, som portugiserne ændrede til Forte da Assumpção. Det ørkenlignende område, sertão, der dækker det indre af NØ-Brasilien, når ved Fortaleza helt ud til havet med høje sandskrænter helt ned til byens kilometerlange kystlinje. Skrænterne, der normalt i Brasilien ville være bebygget med fashionable velhaverkvarterer, har i Fortaleza traditionelt været dækket af store slumkvarterer. En øget turisme med anlæggelsen af dyre hoteller ned mod byens strande har dog ændret billedet noget.

Byen ligger vendt væk fra kysten, hovedsagelig lavt bebygget og med handelscentrum, industri- og boligkvarterer spredt over et stort areal. De vigtigste eksportprodukter baserer sig på regionens råvarer som bomuld, oititicaolie, carnaúbavoks og cashewnødder. Under de jævnligt tilbagevendende tørkekatastrofer i sertão oversvømmes byen med flygtninge fra landdistrikterne, og slumkvartererne vokser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig