Faktaboks

Officielt navn
República Federativa do Brasil (Den Føderative Republik Brasilien)
Dansk navn
Brasilien
Styreform
føderal præsidentiel republik
Hovedstad
Brasília
Indbyggertal
203 millioner (2022)
Areal
8 510 418 km²
Indbyggere pr. km²
24 (2022)
Officielt/officielle sprog
portugisisk (officielt)
Religion
romerskkatolske 50 %, protestanter 31 %, ikkereligiøse 10 %, spiritister 3 %, afrobrasilianske religioner 2 %, ateister 1 %, jødedom 0,3 % (2019)
Nationaldag
7. september (1822) (Uafhængighed fra portugisisk kolonistyre)
Statsoverhoved
præsident Luiz Inácio Lula da Silva (siden den 1. januar 2023); præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder.
Møntfod
real
Valutakode
BRL
Nationalsang
Hino Nacional Brasileiro ('den brasilianske nationalsang')
BNP pr. indb.
9.918 USD (2022)
Flag
Brasiliens placering i Sydamerika
.
.

Brasilien, republik i Sydamerika og det femtestørste land i verden. Landet grænser mod nordøst, øst og sydøst ud til det sydlige Atlanterhav og deler mod syd, vest og nord landegrænser med Uruguay, Argentina, Paraguay, Bolivia, Peru, Colombia, Venezuela, Guyana, Surinam og Frank Guyana. Hovedstaden Brasília ligger centralt i landet.

Brasilien huser den største del af Amazonas-regnskoven men har i kraft af sin størrelse også en række andre meget forskelligartede biotoper.

Brasilien blev selvstændigt i 1822 efter et oprør mod det portugisiske monarki, som havde regeret området siden år 1500. Landets nuværende grænser blev dog først endeligt defineret i løbet af 1800-tallet, da dele af landets indre var ukendte eller ikke kortlagte i kolonitiden.

Brasilien er en regional stormagt i Sydamerika. Landet er også en vigtig økonomisk og politisk spiller på globalt niveau, hvor landet indgår i det såkaldte BRIKS-samarbejde sammen med Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Brasilien har en betydelig industri men er også verdens tredjestørste eksportører af landbrugsprodukter.

Den brasilianske befolkning er etnisk og kulturelt meget mangfoldig. Den består af efterkommere efter områdets oprindelig befolkning, efterkommere af immigranter fra Europa, Asien og andre sydamerikanske lande, samt efterkommere efter slavegjorte afrikanere, som kom til Brasilien mellem 1532 og 1850. Disse befolkningsgrupper har i vidt omfang blandet sig med hinanden.

Landets omfattende menneskelige og naturmæssige ressourcer udgør tilsammen et stort økonomisk potentiale, men landet er samtidig præge af stor social ulighed.

Historie

Brasiliens historie regnes fra den europæiske opdagelse i 1500. Se også Sydamerika – historie.

I 1500 tog portugiseren Pedro Álvares Cabral området, som blev til Brasilien, i besiddelse for Portugals konge. På det tidspunkt levede der 1,5 mio. mennesker i området, men slaveri og sygdomme decimerede den oprindelige befolkning.

Kolonitiden var karakteriseret af "økonomiske cyklusser", hver domineret af få eksportprodukter. Første cyklus var baseret på brasiltræ, og herefter blev sukker den vigtigste eksportvare suppleret af tobak og bomuld. Det blev afgørende for den økonomiske og sociale struktur, som domineredes af slavebaseret plantagedrift. 1532-1850 indførtes ca. 3,5 millioner slavegjorte fra Afrika. Den tredje cyklus var primært baseret på udvinding af guld, som blev fundet i 1693.

Frankrigs invasion af Portugal i 1807 medførte, at det portugisiske hof evakueredes til Rio de Janeiro, som dermed blev regeringssæde, indtil den portugisiske konge kaldtes hjem i 1820. En konflikt om Brasiliens status førte til, at Brasiliens regent (og portugisiske kronprins) Pedro erklærede Brasilien uafhængigt 7. september 1822.

Pedro blev udråbt til kejser Pedro 1 for landet med nu 5 mio. indbyggere, hvoraf en tredjedel var slaver. Pedro 1. abdicerede i 1831, og efterfulgtes af sin søn, Pedro 2.. Der fulgte en periode med politisk stabilitet og økonomisk fremgang. De økonomisk-sociale strukturer bibeholdtes, men efterhånden med kaffe som dominerende eksportprodukt. Slaveriet ophævedes 1888, hvilket muliggjorde større europæisk indvandring.

Et militærkup gjorde i 1889 en ende på kejserdømmet. Brasilien blev en forbundsrepublik med præsidentstyre, og de økonomiske eliter fra delstaterne São Paulo og Minas Gerais kontrollerede brasiliansk politik indtil 1930. Kaffe stod for halvdelen af eksportindtægterne, men overskudsproduktion og børskrakket i 1929 gav kaffeøkonomien dødsstødet.

Getúlio Vargas kom til magten efter en revolution i 1930, og han udøvede 1937-1945 et diktatur kendt som Estado Novo (Ny Stat). Brasilien deltog dog på allieret side i 2. Verdenskrig. Vargas blev igen valgt som præsident i 1950 men begik selvmord i 1954, da militæret krævede hans afgang.

Vargas startede en moderniseringsproces, som opbyggede en lokal basisindustri. Præsident Juscelino Kubitschek fortsatte industrialiseringspolitikken og opførte hovedstaden Brasília. Jânio Quadros, der stillede op for at bryde Vargaslinjen, blev valgt til præsident i 1961. Han trådte tilbage efter syv måneder og efterfulgtes af João Goulart, som stod for en venstrepopulistisk linje. De økonomiske og politiske forhold forværredes, og militæret tog magten ved et kup i 1964.

Militærdiktaturet lagde sig udenrigspolitisk tæt op ad USA, som havde støttet kuppet. Indenrigspolitisk lavede styret et radikalt systemskifte med censur, dødsstraf for visse politiske forbrydelser, kun to tilladte partier, indirekte valg til alle vigtige poster mv.

Diktaturet satte dog også fart i økonomien. Industriproduktionen voksede, infrastruktur og energiproduktion blev udbygget, urbaniseringen øgedes, en middelklasse voksede frem, og 1968-1974 steg bruttonationalproduktet med ca. 10 % årlig. Ejendom og indkomst blev dog yderligere koncentreret, og væksten var finansieret af udenlandske lån. Militærregeringerne evnede ikke at løse stigende økonomiske og sociale problemer og gennemførte en gradvis demokratisering fra 1978.

Militærstyret led nederlag ved det indirekte præsidentvalg i 1985, og José Sarney blev første civile præsident siden 1964. En grundlovgivende forsamling vedtog en demokratisk forfatning i 1988, og Fernando Collor de Mello tiltrådte i 1990 som den første folkevalgte præsident i 30 år.

Geografi

Brasilien. Mellem Brasilien og Argentina ligger floden Iguaçu, der har vandfald over en strækning på mere end 2,5 km.

.

Brasilien. Tørtiden på savannen og i skoven i Amazonas er tid for afbrænding.

.

Brasilien. Marked med salg af den største frugt i verden, frugten af jacktræet.

.

Brasilien er kun lidt mindre end Europa, og der er store forskelle i landskab og klima fra den tropiske regnskov omkring Amazonas over de halvtørre savanner på Den Brasilianske Højslette til de subtropiske græsstepper mod syd.

I mange millioner år har der været ro i jordskorpen, og landet er derfor domineret af nederoderede bjerge og aflejringsområderne i de lavtliggende flodbækkener omkring Amazonas, La Plata-systemet og São Francisco.

Befolkning

Brasilien er en multietnisk nation. Det er en udbredt forestilling, at der ikke foregår racediskriminering, at racerne juridisk set står lige. Der er mange blandede ægteskaber, men det moderne samfund afspejler fortsat kolonitiden, hvor der var skarp opdeling mellem de hvide koloniherrer, deres slaver, der var sorte importeret fra Afrika, og landets oprindelige indbyggere.

I dag er afrobrasilianerne fortsat de dårligst stillede i landet. De hvide udgør flertallet i Brasilien, og deres andel forøges — antagelig fordi de mange blandede ægteskaber udvisker de tidligere skarpe skel mellem racerne. Mange af blandet herkomst kan herved lettere anerkendes som hvide, det socialt set mest eftertragtede.

Den oprindelige befolkning er næsten udryddet som følge af folkedrab og sygdomme. Siden 1980'erne er der dog for første gang siden den europæiske invasion af kontinentet sket en forøgelse af befolkningen som nedstammer fra Brasiliens oprindelige befolkning. Det skyldes bl.a., at de oftere organiserer sig politisk mod udefrakommende trusler. Samtidig med fortsatte blodige konflikter og massakrer har mange samfund i de sidste år fået anerkendt deres jordrettigheder.

Befolkningens aktuelle sammensætning og regionale fordeling afspejler koloniseringens historie. Med portugisernes komme blev den oprindelige befolkning langsomt trængt væk fra kysterne og efterfulgt af de europæiske erobrere, som tog landet i besiddelse. De tættest befolkede egne er områderne langs kysten, der tidligst blev koloniseret. De store byer ligger sjældent langt fra kysten og dermed udskibningshavnene mod Europa.

Nordøstbrasilien, Nordeste, var det først koloniserede område. Her indførte portugiserne i sukkerplantagernes storhedstid flere millioner slaver fra Afrika. I forhold til dem var de hvides antal lille. I dag udgør afrobrasilianerne flertallet i kystregionen, mens den oprindelige befolkning er udryddet eller fordrevet. Længere inde i landet, hvor kolonisterne etablerede ekstensiv kvægavl, blandede de hvide sig med den oprindelige befolkning. Nu dominerer de hvide her, men ofte med udprægede indianske træk (mestizer).

De sydlige kaffeplantager tiltrak fra anden halvdel af 1800-tallet millioner af hvide indvandrere fra Europa. Også her blev den oprindelige befolkning fordrevet, og den hvide befolkning dominerer helt i det sydlige Brasilien. Her findes også andre mindre etniske grupper: bl.a. efterkommere af japanske indvandrere fra begyndelsen af 1900-tallet og arabiske fra mellemkrigstiden. Generelt har disse grupper skabt sig gode positioner i det brasilianske samfund.

I Amazonasregionen, hvor portugiserne havde brug for arbejdskraft til indsamling af regnskovens produkter, dominerer den oprindelige befolkning stadig. De, som ikke accepterede de hvides herredømme, flygtede langt op ad bifloderne og op i højlandet. I disse områder er der flere steder fundet mineralforekomster med nye konflikter mellem hvide og den oprindelige befolkning til følge.

Udviklingen i industrisektoren har grundlæggende ændret det brasilianske samfund: Den økonomiske og politiske magt er flyttet fra godserne og plantagerne til byerne. Den øgede økonomiske aktivitet i byerne tiltrækker millioner af småbønder og landarbejdere, som under moderniseringsprocessen i landbruget har mistet deres jorder.

I 1940 levede 31 procent i byerne; i 2005 var det 84 procent, og Brasilien rummer nogle af verdens største byer (São Paulo ca. 23 millioner og Rio de Janeiro ca. 11,7 millioner (2022)). Byerhvervene kan kun opsuge en mindre del af de mange tilflyttere; de fleste lever i den yderste fattigdom som arbejdskraftreserve i de slumkvarterer, som breder sig omkring alle byer.

Det medfører alvorlige sociale problemer, og den stigende kriminalitet, der er forbundet hermed, udpeges fra officiel side som den største trussel mod det brasilianske samfund.

Befolkningstilvæksten har været stærkt faldende siden midten af 1980'erne. En stor del af de brasilianske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i denne periode, og en effektiv børnebegrænsning blev nødvendig for at sikre kvindernes indtjeningsmuligheder. Samfundets manglende indsats på præventionsområdet betyder, at den mest udbredte svangerskabsforebyggende metode er sterilisation.

I begyndelsen af 1990'erne var op mod 40 procent af alle brasilianske kvinder, som levede i parforhold, steriliserede, i det fattige Nordeste over 70 procent. I en tid, hvor befolkningsvækst ofte fremhæves som et af de alvorligste globale problemer, udpeges Brasilien af nogle som et mønster for, hvorledes det er muligt at nedsætte fødselstallet. Andre gør opmærksom på, at de fleste kvinder vælger sterilisation som en nødløsning i en desperat social situation.

Erhverv

Med portugisernes kolonisering af Brasilien etableredes en plantageøkonomi; på vidtstrakte arealer produceredes tropiske produkter til det europæiske marked.

Industri. Kolonimagtens forbud mod etablering af bl.a. jern- og tekstilindustrier hindrede en tidlig industriel udvikling. Efter uafhængigheden i 1822 gennemtvang de magtfulde godsejere en nedsættelse af toldafgifterne for at importere kvalitetsprodukter fra industrilandene, og den åbne konkurrence fra Europa vanskeliggjorde en industriel udvikling.

Både 1. Verdenskrig, krisen i 1930'erne og 2. Verdenskrig betød gunstige betingelser for industrien i Brasilien. Krigene vanskeliggjorde forbindelserne mellem Europa og Latinamerika og gav dermed friere spillerum for en selvstændig udvikling, samtidig med at de krigsførende industrilandes økonomier var svækkede og deres produktion omstillet.

Fra 1930'erne blev det et erklæret mål for regeringen, at landet skulle industrialiseres. Under indtryk af de ændrede konkurrencebetingelser efter 2. Verdenskrig valgtes en sammensat strategi. Regeringen tiltrak udenlandske selskaber med store statslige investeringer i infrastruktur og høje importafgifter til beskyttelse af hjemmeindustrien, kombineret med gunstige investeringsvilkår. Det førte til en voldsom industriel vækst, især i årene 1969-1974, Brasiliens økonomiske mirakel.

I 1990'erne producerede Brasilien over 95 procent af sit eget forbrug af industrivarer. Landet er dog fortsat afhængigt af import af højteknologisk elektronik, maskiner og udstyr.

Brasiliens industriudvikling er dog ikke entydigt en succeshistorie. Væksten har været drevet frem uden hensyntagen til miljø og naturbevarelse. For at give industrien bedst mulige vækstbetingelser har miljølovgivningen været meget lempelig. Flere af landets industricentre hører til blandt verdens mest forurenede områder. Rovdriften på naturens resurser fører til varige ødelæggelser, bl.a. i Amazonasregionen.

Også de alvorlige, vedvarende økonomiske og politiske kriser antyder, at der er indbygget strukturelle svagheder i udviklingsmodellen. De store regionale skævheder er blevet stærkt uddybet med stigende modsætninger mellem land og by og mellem nord og syd. De fattigste gruppers andel af befolkningen stiger, og udlandsgælden er blandt verdens største.

De store lån blev brugt til vældige vejanlæg og anden opbygning af infrastruktur, men også til at fastholde landets økonomiske vækst op gennem 1980'erne på trods af en tiltagende krise. Udlandsgælden har bl.a. fremtvunget en omlægning af landbruget fra produktion af egne fødevarer til eksportafgrøder for at skaffe valuta til afbetaling på gælden.

Et andet eksempel på omlægning er det såkaldte alkoholprogram, som begyndte i midten af 1970'erne. For at nedsætte forbruget af olieprodukter blev der udviklet motorer, drevet af alkoholbrændstof. Bilindustrien gik med til at ændre personbilerne, og staten støttede sukkerproduktion til fremstilling af alkohol.

Allerede i 1988 kørte 80 procent af Brasiliens personbiler på alkoholbrændstof. Programmet er således blevet succesfuldt gennemført, men er blevet kritiseret for at have medført højere fødevarepriser pga. omlægningen af marker til sukkerrørsproduktion.

Landbruget har traditionelt været delt mellem eksportorienterede plantager i kystområderne, store lavproduktive storgodser i indlandet, latifundier, og et stort antal minifundier, dvs. husmandssteder, hvor landbofamilien ikke kan leve af jorden alene, men må supplere med landarbejde på godserne.

Landbrugsjorden er meget ulige fordelt: De største godser, som udgør 1,2 procent af landbrugsbedrifterne, ejer 45 procent af den brasilianske landbrugsjord. Den lave produktivitet på godserne betyder, at over halvdelen af landbrugsarealet reelt ikke udnyttes, og hovedparten af fødevareproduktionen foregår på de mange små landbrug.

10 procent af Brasilien er agerland. En fjerdedel af dette vældige areal dyrkes med korn, især majs. De vigtigste eksportafgrøder er kaffe og soja. Endvidere er der en betydelig avl af sukkerrør, appelsiner, bananer m.m. Maniok (en knoldplante) er især for småbønderne i Amazonas og Nordeste en vigtig fødevare. For alle disse afgrøder hører Brasilien til blandt verdens hovedproducenter.

Der er meget store forskelle mellem landbruget i nord og syd. I de sydlige delstater er landbruget siden 1970'erne blevet moderniseret med anvendelse af landbrugsmaskiner, kunstgødning og pesticider. Dette har især ført til en stigning i produktionen af eksportafgrøder. Parallelt hermed er der sket en yderligere koncentration af jorden på færre ejendomme.

I de nordlige egne er moderniseringen derimod ikke slået igennem. Her dominerer fortsat store, lavproduktive latifundier over for forarmede minifundier. Levevilkårene her kan sammenlignes med verdens fattigste lande.

Latifundiernes dominans og marginaliseringen af landbefolkningen fra den økonomiske vækst anses for at være én af de væsentligste årsager til, at Brasilien fortsat har ulandskarakter. Forsøg på at gennemføre jordreformer er hidtil blevet stoppet af godsejernes magtfulde organisationer med støtte fra militæret.

Brasilien er fortsat et af de lande i verden, som har størst forskel mellem rige og fattige: De rigeste 10 procent af befolkningen står for halvdelen af indkomsterne, mens de 10 procent fattigste kun står for 1 procent af indkomsterne.

Transport

Et vigtigt led i udviklingsstrategien fra 1950'erne var at styrke sammenhængen i det store land. De forskellige regioner var kun løst forbundne, og et hastigt ekspanderende net af landeveje blev anlagt for at sikre tilførslen af råvarer til Sydøstbrasiliens industricentre, muliggøre markedsføringen af industriens produkter og sammenføje Brasilien til én nation.

Med forbillede i USA's industrihistorie blev bilindustrien udset til at være "lokomotiv" i femårsplanen fra 1955. Landevejstrafikken fik høj prioritet, mens det store eksisterende jernbanenet fik lov til at forfalde. På nær to baner, anlagt i 1980'erne til transport af jernmalm, har jernbanetransporten helt mistet betydning.

Før udbygningen af vejnettet spillede floderne en stor rolle for transport i landets indre; endnu er den af betydning i Amazonas, hvor regnskoven besværliggør landtrafikken. Amazonas kan besejles af oceangående skibe i hele sin længde i Brasilien og på lange strækninger på de store bifloder, men transporten er langsom.

Energi og minedrift

Industrialiseringen baserede sig næsten udelukkende på olie som energikilde; det dertil oprettede statslige Petrobrás blev et omstridt symbol for den nationalistiske industripolitik i 1950'erne. Olieforsyningen var i høj grad baseret på import, og efter energikrisen i 1973 iværksattes store energiprogrammer for at mindske olieafhængigheden.

De største muligheder lå i udbygning af vandkraft, hvor Brasilien har nogle af verdens største potentialer. Med bygningen af bl.a. Itaipú på Paraná (i samarbejde med Paraguay og Argentina) og Tucuruí i Amazonas bidrager vandkraft med omkring 95 procent af landets elproduktion.

Olieefterforskning blev intensiveret i samme periode, og der blev fundet flere felter på fastlandssoklen, bl.a. med A.P. Møller – Mærsk som interessent og med brug af erfaringer fra off shore-olieeftersøgning i Nordsøen. Den brasilianske olieproduktion er dog fortsat af begrænset størrelse.

Som uranproducerende land kunne Brasilien i 1975 ved militærregeringen indgå en kontrakt med Vesttyskland om køb af tre atomkraftværker til installering uden for Rio de Janeiro. Kun et af værkerne har fungeret tilfredsstillende.

Kritikere af atomkraftprogrammet har fremhævet, at den anvendte teknologi allerede var forældet ved indgåelsen af kontrakten, og at sikkerhedsforholdene er mangelfulde. Beslutningen kan ses som led i militærets udvikling af atomteknologi.

Ud over energiråstoffer har Brasilien en betydelig minedrift. Jernmalmfeltet ved Carajás er blandt de største i verden, og Brasilien er verdens største producent af jernmalm. En stor del af malmen eksporteres, men landets stålproduktion er også betydelig. Endvidere er der store forekomster af bauxit, mangan, tin og andre mineraler.

Flere steder giver udnyttelsen anledning til konflikter med den oprindelige befolkning; det gælder ikke mindst guldgravning, hvor der kan opstå guldfeberinvasioner, når tusinder af forarmede lykkejægere strømmer til guldfund i Amazonasregnskoven.

Geografiske regioner

Den naturmæssige variation har sammen med den koloniale baggrund medført store regionale forskelle, økonomisk og kulturelt. Naturgeografisk opdeles landet i fem store regioner.

Amazonia omfatter de delstater, som afvandes af Amazonas med bifloder. Det er Acre, Amazonas, Rondônia, Roraima, Amapá og Pará. Størstedelen af regionen er dækket af tropisk regnskov og er meget tyndt befolket og fattig. De fleste indbyggere lever af selvforsyningslandbrug eller er knyttet til udvindingen af skovens produkter: gummi, paranødder, tømmer m.m. Gummiindsamlingen er endnu i vidt omfang baseret på gældsslaveri.

Siden 1960'erne er der iværksat store udviklingsprojekter i Amazonia. Veje anlægges ind gennem regionen, og skoven ryddes til fordel for minedriftsprojekter, kvægfarme og landbrug. Finansielle problemer og pres fra udlandet har ført til en neddæmpning af den brasilianske stats koloniseringsprojekter i Amazonia.

Delstater
hovedstad indb. i mio. (2022) areal (km2)
Acre Rio Branco 0,83 153.698
Alagoas Maceió 3,13 29.107
Amapá Macapá 0,73 142.359
Amazonas Manaus 3,94 1567.954
Bahia Salvador 14,13 561.026
Ceará Fortaleza 8,79 145.694
Distrito Federal Brasília 2,81 5.794
Espírito Santo Vitória 3,83 45.733
Goiás Goiânia 7,06 340.166
Maranhão São Luís 6,78 329.556
Mato Grosso Cuiabá 3,66 901.421
Mato Grosso do Sul Campo Grande 2,76 357.472
Minas Gerais Belo Horizonte 20,54 586.624
Pará Belém 8,12 1.246.833
Paraíba João Pessoa 3,97 53.958
Paraná Curitiba 11,44 199.324
Pernambuco Recife 9,06 101.023
Piauí Teresina 3,27 251.273
Rio de Janeiro Rio de Janeiro 16,05 43.653
Rio Grande do Norte Natal 3,30 53.167
Rio Grande do Sul Pôrto Alegre 10,88 280.674
Rondônia Pôrto Velho 1,58 237.754
Roraima Boa Vista 0,64 225.017
Santa Catarina Florianópolis 7,61 95.318
São Paulo São Paulo 44,42 248.256
Sergipe Aracajú 2,21 21.863
Tocantins Palmas 1,51 277.322

Nordeste omfatter delstaterne Maranhão, Ceará, Piauí, Rio Grande do Norte, Paraíba, Pernambuco, Alagoas, Sergipe og Bahia. Regionen er overvejende tropisk savanne og skov. Portugiserne ryddede skoven langs nordøstkysten i 1600-tallet og anlagde store sukkerplantager; sukkerøkonomien dominerer fortsat området.

Den halvtørre højslette (sertão) blev udstykket i store godser med ekstensivt kvægbrug. De feudale produktionsforhold eksisterer fortsat i Nordestes lavproduktive landbrugssektor, og området er Brasiliens fattigste.

Sydøstbrasilien med delstaterne Minas Gerais, Espirito Santo, São Paulo og Rio de Janeiro er Brasiliens rigeste region. Fund af guld, diamanter, jern og mangan gjorde fra begyndelsen af 1700-tallet regionen til Brasiliens økonomiske og politiske centrum.

Med etableringen af kaffeplantager i anden halvdel af 1800-tallet samledes store rigdomme i regionen. Her dannedes grundlaget for den industrialisering, som har ført Brasilien frem til det nuværende stade. Ikke mindre end 60 procent af den brasilianske industriproduktion er koncentreret på et mindre område i og omkring storbyerne Rio de Janeiro og São Paulo.

Modernisering af regionens landbrug har gjort den til landets vigtigste producent af landbrugsvarer, herunder kaffe, soja, appelsiner og sukker. Regionens dynamik har i vid udstrækning ført til, at udviklingen i andre regioner underlægges udviklingen i Sydøstbrasilien. Den økonomiske udvikling her tiltrækker indvandrere fra det øvrige land.

Regionen omfatter 11 procent af Brasiliens areal, men her bor op mod halvdelen af befolkningen, og omkring 2/3 af indkomsterne tjenes her. Den regionale ulighed er selvforstærkende: Sydøstbrasilien bliver rigere og Nordbrasilien fattigere.

Sydbrasilien omfatter delstaterne Paraná, Santa Catarina og Rio Grande do Sul. Her er der subtropisk klima, køligere end i det øvrige land. Oprindelig var området dækket af græssteppe (en fortsættelse af den argentinske pampas) og nåleskove.

De europæiske indvandrere etablerede landbrug her, som forsynede Sydøstbrasiliens minesektor med fødevarer og arbejdsdyr. Landbrugets modernisering har bredt sig til denne region, og den er Brasiliens næstvigtigste landbrugsområde.

Midtvesten omfatter delstaterne på Den Centralbrasilianske Højslette: Mato Grosso do Sul, Mato Grosso, Goiás, Tocantins og hovedstaden Brasilia, der har status som føderalt distrikt. Langt op i 1900-tallet var denne tyndtbefolkede region uden væsentlig økonomisk betydning. Siden 1960'erne er der anlagt veje, som har åbnet for en intens kolonisering med oprettelsen af store kvægfarme og moderne landbrug i det savanneagtige landskab.

Koloniseringen af Amazonia og Midtvesten medfører en fortsat administrativ opdeling af Brasilien med nye delstater og kommuner. Seks af de 26 delstater er blevet oprettet siden 1960, og 1960-1990 blev antallet af kommuner næsten fordoblet (til 4491).

Nationalflag

Flagets komposition stammer fra 1822 og dets aktuelle udformning fra 1889. Den grønne farve symboliserer landets regnskove ... Læs mere om Brasiliens nationalflag.

Planteliv

I de højtliggende områder mod nord forekommer tropisk savanne, campos, med græsser og lave træer; en vegetationstype ... Læs mere om planteliv i Brasilien.

Dyreliv

I Brasilien findes over 1500 fuglearter, bl.a. arapapegøjer, tukaner og kolibrier; langt de fleste lever i Amazonasområdet ... Læs mere om Brasiliens dyreliv.

Sprog

Brasiliens befolkning har portugisisk som modersmål bortset fra enkelte indvandrergrupper og dele af den indianske urbefolkning ... Læs mere om sprog i Brasilien.

Religion

Mere end 85% af befolkningen tilhører den romerskkatolske kirke; Brasilien udgør herved det største katolske samfund i verden ... Læs mere religion i Brasilien.

Forfatning

Forbundsrepublikken Brasilien har oplevet en række forfatningsændringer i 1900-tallet. Den seneste større ændring blev iværksat ... Læs mere om Brasiliens forfatning.

Økonomi

Brasiliens økonomi er, målt ved BNP, blandt de ti største i verden. Knap halvdelen af arbejdsstyrken og BNP er knyttet til ... Læs mere om Brasiliens økonomi.

Sociale forhold

Kløften mellem de velstående og et voksende antal mennesker, som lever på eller under sultegrænsen (i 1994 32 mio.), udvides til stadighed ... Læs mere om de sociale forhold i Brasilien.

Sundhedsforhold

Landet rummer store forskelle i befolkningens sundhedstilstand, som er dårligst i Nordbrasilien og i landdistrikterne ... Læs mere om Brasiliens sundhedsforhold.

Retssystem

Brasiliansk ret var tidligere praktisk taget identisk med portugisisk ret, og det deraf følgende stærke præg af romerret er bevaret ... Læs mere om Brasiliens retssystem.

Uddannelse

Det brasilianske skolesystem består af en førskole med omtrent lige mange statslige, kommunale og private institutioner ... Læs mere om uddannelse i Brasilien.

Massemedier

Brasilien. Nybyggere i Pacaraima ved grænsen til Venezuela.

.

Brasiliens første avis blev grundlagt i 1808, men først i slutningen af 1800-tallet. begyndte der at udkomme aviser af betydning ... Læs mere om massemedier i Brasilien.

Billedkunst og arkitektur

Kunstfærdigt udsmykket keramik, øksehoveder, pilespidser samt amuletter og gudebilleder er de få spor, Brasiliens førkoloniale indianske befolkning har efterladt ... Læs mere om billedkunst og arkitektur i Brasilien.

Litteratur

Brasiliens litteratur — eller snarere litteraturen om Brasilien — tog sin begyndelse den 1. maj 1500 med Pêro Vaz de Caminhas brev ... Læs mere om litteratur i Brasilien.

Musik

Brasilien mødes tre kontinenters musiktraditioner: den oprindelige indianske, den hovedsagelig central- og vestafrikanske og den europæisk-portugisiske ... Læs mere om musik i Brasilien.

Film

Ayrton Senna (th.) og Alain Prost. Foto fra slutningen af 1980'erne.

.

Brasiliansk film havde allerede i 1930'erne verdensformat takket være eksperimenterende instruktører som Humberto Mauro (1897-1983) og hans film Ganga Bruta ... Læs mere om brasiliansk film.

Sport

Fodbold er Brasiliens nationalsport. Spillet kom til landet omkring 1894 og vandt hurtigt indpas i de velhavendes kricketklubber og i kirkens skoler ... Læs mere om sport i Brasilien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig