Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brasilien

Oprindelige forfattere CKaa, Lohse og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Brasilien, verdens femtestørste land (efter Rusland, Canada, Kina og USA) og Sydamerikas supermagt; republik. Landets størrelse og rigdommen i menneskelige og naturmæssige resurser er baggrunden for profetier om Brasilien som en af det 21. århundredes stormagter.

Landet Brasilien er opkaldt efter brasiltræet, fransk brésil.

I slutningen af 1900-t. udviklede landet sig fra at være eksportør af uforarbejdede landbrugsprodukter til en position som verdens ottendestørste industrination.

Landet blev tidligere betragtet som et uland, men betegnes nu som "nyindustrialiseret" eller som "mellemindkomstland". Andre kalder det et industrialiseret uland, en karakteristik, som fremhæver en stærkt modsætningsfyldt udvikling med store sociale og regionale uligheder.

Annonce

Brasilien (Landefakta)
25632471.601.png25657703.601.png
Dansk navnBrasilien
Lokalt navnBrasil
Engelsk navnBrazil
Uafhængighed1822
Areal8.459.000 km2
Indbyggertal (estimat, 2012)205.717.000
HovedstadBrasília
Sprogportugisisk (off.), indvandrersprog, bl.a. italiensk, tysk og polsk, samt over 100 indianske sprog (tales kun af få)
Befolkninghvide 55%, mulatter 22%, mestizer 12%, sorte 10%, indianere 1%
Religionkatolikker 74%, pinsekristne 19%, andre kristne 5%, andre 2%
Møntenhedreal
MøntkodeBRR
Nationalitetsmærke til bilerBR
Nationalitetsmærke til flyPP
Internetdomænenavn.br
BNP pr. indb. (2007)3597 $
Middellevetid (2007)mænd 67 år, kvinder 75 år
Indeks for levevilkår (HDI, 2007)0,792
Indeks for levevilkår (position)69

Geografi

Brasilien er kun lidt mindre end Europa, og der er store forskelle i landskab og klima fra den tropiske regnskov omkring Amazonas over de halvtørre savanner på Den Brasilianske Højslette til de subtropiske græsstepper mod syd.

I mange mio. år har der været ro i jordskorpen, og landet er derfor domineret af nederoderede bjerge og aflejringsområderne i de lavtliggende flodbækkener omkring Amazonas, La Plata-systemet og São Francisco.

Befolkning

Brasilien er en multietnisk nation. Det er en udbredt forestilling, at der ikke foregår racediskriminering, at racerne juridisk set står lige. Der er mange blandede ægteskaber, men det moderne samfund afspejler fortsat kolonitiden, hvor der var skarp opdeling mellem de hvide koloniherrer, deres slaver, der var sorte importeret fra Afrika, og landets oprindelige indbyggere, indianerne.

I dag er slavernes efterkommere fortsat de dårligst stillede i landet. De hvide udgør flertallet i Brasilien, og deres andel forøges — antagelig fordi de mange blandede ægteskaber udvisker de tidligere skarpe skel mellem racerne. Mange blandede kan herved lettere anerkendes som hvide, det socialt set mest eftertragtede.

Indianerne er næsten udryddet som følge af folkedrab og sygdomme. Siden 1980'erne er der dog for første gang siden den europæiske invasion af kontinentet sket en stigning i de brasilianske indianeres antal. Det skyldes bl.a., at de indianske samfund oftere organiserer sig politisk mod udefra kommende trusler. Samtidig med fortsatte blodige konflikter og massakrer har mange indianske samfund i de sidste år fået anerkendt deres jordrettigheder.

Brasilien. Tørtiden på savannen og i skoven i Amazonas er tid for afbrænding.

Brasilien. Tørtiden på savannen og i skoven i Amazonas er tid for afbrænding.

Befolkningens aktuelle sammensætning og regionale fordeling afspejler koloniseringens historie. Med portugisernes komme blev den indianske befolkning langsomt trængt væk fra kysterne og efterfulgt af de europæiske erobrere, som tog landet i besiddelse. De tættest befolkede egne er områderne langs kysten, der tidligst blev koloniseret. De store byer ligger sjældent langt fra kysten og dermed udskibningshavnene mod Europa.

Nordøstbrasilien, Nordeste, var det først koloniserede område. Her indførte portugiserne i sukkerplantagernes storhedstid flere millioner slaver fra Afrika. I forhold til dem var de hvides antal lille. I dag udgør slavernes efterkommere flertallet i kystregionen, mens indianerne er udryddet eller fordrevet. Længere inde i landet, hvor kolonisterne etablerede ekstensiv kvægavl, blandede de hvide sig med den indianske befolkning. Nu dominerer de hvide her, men ofte med udprægede indianske træk (mestizer).

De sydlige kaffeplantager tiltrak fra anden halvdel af 1800-t. millioner af hvide indvandrere fra Europa. Også her blev indianerne fordrevet, og den hvide befolkning dominerer helt i det sydlige Brasilien. Her findes også andre mindre etniske grupper: bl.a. efterkommere af japanske indvandrere fra begyndelsen af 1900-t. og arabiske fra mellemkrigstiden. Generelt har disse grupper skabt sig gode positioner i det brasilianske samfund.

I Amazonasregionen, hvor portugiserne havde brug for den indianske arbejdskraft til indsamling af regnskovens produkter, dominerer indianerne stadig. De indianere, som ikke accepterede de hvides herredømme, flygtede langt op ad bifloderne og op i højlandet. I disse områder er der flere steder fundet mineralforekomster med nye konflikter mellem hvide og indianere til følge.

Udviklingen i industrisektoren har grundlæggende ændret det brasilianske samfund: Den økonomiske og politiske magt er flyttet fra godserne og plantagerne til byerne. Den øgede økonomiske aktivitet i byerne tiltrækker millioner af småbønder og landarbejdere, som under moderniseringsprocessen i landbruget har mistet deres jorder.

I 1940 levede 31% i byerne; i 2005 var det 84%, og Brasilien rummer nogle af verdens største byer (São Paulo ca. 19 mio. og Rio de Janeiro ca. 11,5 mio. (2006)). Byerhvervene kan kun opsuge en mindre del af de mange tilflyttere; de fleste lever i den yderste fattigdom som arbejdskraftreserve i de slumkvarterer, som breder sig omkring alle byer.

Det medfører alvorlige sociale problemer, og den stigende kriminalitet, der er forbundet hermed, udpeges fra officiel side som den største trussel mod det brasilianske samfund.

Befolkningstilvæksten har været stærkt faldende siden midten af 1980'erne. En stor del af de brasilianske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i denne periode, og en effektiv børnebegrænsning blev nødvendig for at sikre kvindernes indtjeningsmuligheder. Samfundets manglende indsats på præventionsområdet betyder, at den mest udbredte svangerskabsforebyggende metode er sterilisation.

I begyndelsen af 1990'erne var op mod 40% af alle brasilianske kvinder, som levede i parforhold, steriliserede, i det fattige Nordeste over 70%. I en tid, hvor befolkningsvækst ofte fremhæves som et af de alvorligste globale problemer, udpeges Brasilien af nogle som et mønster for, hvorledes det er muligt at nedsætte fødselstallet. Andre gør opmærksom på, at de fleste kvinder vælger sterilisation som en nødløsning i en desperat social situation.

Erhverv

Brasilien. Marked med salg af den største frugt i verden, frugten af jacktræet.

Brasilien. Marked med salg af den største frugt i verden, frugten af jacktræet.

Med portugisernes kolonisering af Brasilien etableredes en plantageøkonomi; på vidtstrakte arealer produceredes tropiske produkter til det europæiske marked.

Industri. Kolonimagtens forbud mod etablering af bl.a. jern- og tekstilindustrier hindrede en tidlig industriel udvikling. Efter uafhængigheden i 1822 gennemtvang de magtfulde godsejere en nedsættelse af toldafgifterne for at importere kvalitetsprodukter fra industrilandene, og den åbne konkurrence fra Europa vanskeliggjorde en industriel udvikling.

Både 1. Verdenskrig, krisen i 1930'erne og 2. Verdenskrig betød gunstige betingelser for industrien i Brasilien. Krigene vanskeliggjorde forbindelserne mellem Europa og Latinamerika og gav dermed friere spillerum for en selvstændig udvikling, samtidig med at de krigsførende industrilandes økonomier var svækkede og deres produktion omstillet.

Fra 1930'erne blev det et erklæret mål for regeringen, at landet skulle industrialiseres. Under indtryk af de ændrede konkurrencebetingelser efter 2. Verdenskrig valgtes en sammensat strategi. Regeringen tiltrak udenlandske selskaber med store statslige investeringer i infrastruktur og høje importafgifter til beskyttelse af hjemmeindustrien, kombineret med gunstige investeringsvilkår. Det førte til en voldsom industriel vækst, især i årene 1969-74, Brasiliens økonomiske mirakel.

I 1990'erne producerede Brasilien over 95% af sit eget forbrug af industrivarer. Landet er dog fortsat afhængigt af import af højteknologisk elektronik, maskiner og udstyr.

Brasiliens industriudvikling er dog ikke entydigt en succeshistorie. Væksten har været drevet frem uden hensyntagen til miljø og naturbevarelse. For at give industrien bedst mulige vækstbetingelser har miljølovgivningen været meget lempelig. Flere af landets industricentre hører til blandt verdens mest forurenede områder. Rovdriften på naturens resurser fører til varige ødelæggelser, bl.a. i Amazonasregionen.

Også de alvorlige, vedvarende økonomiske og politiske kriser antyder, at der er indbygget strukturelle svagheder i udviklingsmodellen. De store regionale skævheder er blevet stærkt uddybet med stigende modsætninger mellem land og by og mellem nord og syd. De fattigste gruppers andel af befolkningen stiger, og udlandsgælden er blandt verdens største.

De store lån blev brugt til vældige vejanlæg og anden opbygning af infrastruktur, men også til at fastholde landets økonomiske vækst op gennem 1980'erne på trods af en tiltagende krise. Udlandsgælden har bl.a. fremtvunget en omlægning af landbruget fra produktion af egne fødevarer til eksportafgrøder for at skaffe valuta til afbetaling på gælden.

Et andet eksempel på omlægning er det såkaldte alkoholprogram, som begyndte i midten af 1970'erne. For at nedsætte forbruget af olieprodukter blev der udviklet motorer, drevet af alkoholbrændstof. Bilindustrien gik med til at ændre personbilerne, og staten støttede sukkerproduktion til fremstilling af alkohol.

Allerede i 1988 kørte 80% af Brasiliens personbiler på alkoholbrændstof. Programmet er således blevet succesfuldt gennemført, men er blevet kritiseret for at have medført højere fødevarepriser pga. omlægningen af marker til sukkerrørsproduktion.

Landbruget har traditionelt været delt mellem eksportorienterede plantager i kystområderne, store lavproduktive storgodser i indlandet, latifundier, og et stort antal minifundier, dvs. husmandssteder, hvor landbofamilien ikke kan leve af jorden alene, men må supplere med landarbejde på godserne.

Landbrugsjorden er meget ulige fordelt: De største godser, som udgør 1,2% af landbrugsbedrifterne, ejer 45% af den brasilianske landbrugsjord. Den lave produktivitet på godserne betyder, at over halvdelen af landbrugsarealet reelt ikke udnyttes, og hovedparten af fødevareproduktionen foregår på de mange små landbrug.

10% af Brasilien er agerland. En fjerdedel af dette vældige areal dyrkes med korn, især majs. De vigtigste eksportafgrøder er kaffe og soja. Endvidere er der en betydelig avl af sukkerrør, appelsiner, bananer m.m. Maniok (en knoldplante) er især for småbønderne i Amazonas og Nordeste en vigtig fødevare. For alle disse afgrøder hører Brasilien til blandt verdens hovedproducenter.

Der er meget store forskelle mellem landbruget i nord og syd. I de sydlige delstater er landbruget siden 1970'erne blevet moderniseret med anvendelse af landbrugsmaskiner, kunstgødning og pesticider. Dette har især ført til en stigning i produktionen af eksportafgrøder. Parallelt hermed er der sket en yderligere koncentration af jorden på færre ejendomme.

I de nordlige egne er moderniseringen derimod ikke slået igennem. Her dominerer fortsat store, lavproduktive latifundier over for forarmede minifundier. Levevilkårene her kan sammenlignes med verdens fattigste lande.

Latifundiernes dominans og marginaliseringen af landbefolkningen fra den økonomiske vækst anses for at være en af de væsentligste årsager til, at Brasilien fortsat har ulandskarakter. Forsøg på at gennemføre jordreformer er hidtil blevet stoppet af godsejernes magtfulde organisationer med støtte fra militæret.

Brasilien er fortsat et af de lande i verden, som har størst forskel mellem rige og fattige: De rigeste 10% af befolkningen står for halvdelen af indkomsterne, mens de 10% fattigste kun står for 1% af indkomsterne.

Transport

Et vigtigt led i udviklingsstrategien fra 1950'erne var at styrke sammenhængen i det store land. De forskellige regioner var kun løst forbundne, og et hastigt ekspanderende net af landeveje blev anlagt for at sikre tilførslen af råvarer til Sydøstbrasiliens industricentre, muliggøre markedsføringen af industriens produkter og sammenføje Brasilien til én nation.

Med forbillede i USA's industrihistorie blev bilindustrien udset til at være "lokomotiv" i femårsplanen fra 1955. Landevejstrafikken fik høj prioritet, mens det store eksisterende jernbanenet fik lov til at forfalde. På nær to baner, anlagt i 1980'erne til transport af jernmalm, har jernbanetransporten helt mistet betydning.

Før udbygningen af vejnettet spillede floderne en stor rolle for transport i landets indre; endnu er den af betydning i Amazonas, hvor regnskoven besværliggør landtrafikken. Amazonas kan besejles af oceangående skibe i hele sin længde i Brasilien og på lange strækninger på de store bifloder, men transporten er langsom.

Energi og minedrift

Industrialiseringen baserede sig næsten udelukkende på olie som energikilde; det dertil oprettede statslige Petrobrás blev et omstridt symbol for den nationalistiske industripolitik i 1950'erne. Olieforsyningen var i høj grad baseret på import, og efter energikrisen i 1973 iværksattes store energiprogrammer for at mindske olieafhængigheden.

De største muligheder lå i udbygning af vandkraft, hvor Brasilien har nogle af verdens største potentialer. Med bygningen af bl.a. Itaipú på Paraná (i samarbejde med Paraguay og Argentina) og Tucuruí i Amazonas bidrager vandkraft med omkring 95% af landets elproduktion.

Olieefterforskning blev intensiveret i samme periode, og der blev fundet flere felter på fastlandssoklen, bl.a. med A.P. Møller - Mærsk som interessent og med brug af erfaringer fra off shore-olieeftersøgning i Nordsøen. Den brasilianske olieproduktion er dog fortsat af begrænset størrelse.

Som uranproducerende land kunne Brasilien i 1975 ved militærregeringen indgå en kontrakt med Vesttyskland om køb af tre atomkraftværker til installering uden for Rio de Janeiro. Kun et af værkerne har fungeret tilfredsstillende.

Kritikere af atomkraftprogrammet har fremhævet, at den anvendte teknologi allerede var forældet ved indgåelsen af kontrakten, og at sikkerhedsforholdene er mangelfulde. Beslutningen kan ses som led i militærets udvikling af atomteknologi.

Ud over energiråstoffer har Brasilien en betydelig minedrift. Jernmalmfeltet ved Carajás er blandt de største i verden, og Brasilien er verdens største producent af jernmalm. En stor del af malmen eksporteres, men landets stålproduktion er også betydelig. Endvidere er der store forekomster af bauxit, mangan, tin og andre mineraler.

Flere steder giver udnyttelsen anledning til konflikter med indianerne; det gælder ikke mindst guldgravning, hvor der kan opstå guldfeberinvasioner, når tusinder af forarmede lykkejægere strømmer til guldfund i Amazonasregnskoven.

Geografiske regioner

Brasilien. Mellem Brasilien og Argentina ligger floden Iguaçu, der har vandfald over en strækning på mere end 2,5 km.

Brasilien. Mellem Brasilien og Argentina ligger floden Iguaçu, der har vandfald over en strækning på mere end 2,5 km.

Den naturmæssige variation har sammen med den koloniale baggrund medført store regionale forskelle, økonomisk og kulturelt. Naturgeografisk opdeles landet i fem store regioner.

Amazonia omfatter de delstater, som afvandes af Amazonas med bifloder. Det er Acre, Amazonas, Rondônia, Roraima, Amapá og Pará. Størstedelen af regionen er dækket af tropisk regnskov og er meget tyndt befolket og fattig. De fleste indbyggere lever af selvforsyningslandbrug eller er knyttet til udvindingen af skovens produkter: gummi, paranødder, tømmer m.m. Gummiindsamlingen er endnu i vidt omfang baseret på gældsslaveri.

Siden 1960'erne er der iværksat store udviklingsprojekter i Amazonia. Veje anlægges ind gennem regionen, og skoven ryddes til fordel for minedriftsprojekter, kvægfarme og landbrug. Finansielle problemer og pres fra udlandet har ført til en neddæmpning af den brasilianske stats koloniseringsprojekter i Amazonia.

Delstater
hovedstadindb. i mio. (2005)areal (km2)
AcreRio Branco0,67153.698
AlagoasMaceió3,0129.107
AmapáMacapá0,59142.359
AmazonasManaus3,321567.954
BahiaSalvador13,82561.026
CearáFortaleza8,10145.694
Distrito FederalBrasília2,335794
Espírito SantoVitória3,4145.733
GoiásGoiânia5,62340.166
MaranhãoSão Luís6,10329.556
Mato GrossoCuiabá2,80901.421
Mato Grosso do SulCampo Grande2,26357.472
Minas GeraisBelo Horisonte19,24586.624
ParáBelém6,971.246.833
ParaíbaJoão Pessoa3,6053.958
ParanáCuritiba10,26199.324
PernambucoRecife8,41101.023
PiauíTeresina3,00251.273
Rio de JaneiroRio de Janeiro15,3843.653
Rio Grande do NorteNatal3,053.167
Rio Grande do SulPôrto Alegre10,85280.674
RondôniaPôrto Velho1,53379
RoraimaBoa Vista0,39225.017
Santa CatarinaFlorianópolis5,8795.318
São PauloSão Paulo40,44248.256
SergipeAracajú1,9721.863
TocantinsPalmas1,31277.322

Nordeste omfatter delstaterne Maranhão, Ceará, Piauí, Rio Grande do Norte, Paraíba, Pernambuco, Alagoas, Sergipe og Bahia. Regionen er overvejende tropisk savanne og skov. Portugiserne ryddede skoven langs nordøstkysten i 1600-t. og anlagde store sukkerplantager; sukkerøkonomien dominerer fortsat området.

Den halvtørre højslette (sertão) blev udstykket i store godser med ekstensivt kvægbrug. De feudale produktionsforhold eksisterer fortsat i Nordestes lavproduktive landbrugssektor, og området er Brasiliens fattigste.

Sydøstbrasilien med delstaterne Minas Gerais, Espirito Santo, São Paulo og Rio de Janeiro er Brasiliens rigeste region. Fund af guld, diamanter, jern og mangan gjorde fra begyndelsen af 1700-t. regionen til Brasiliens økonomiske og politiske centrum.

Med etableringen af kaffeplantager i anden halvdel af 1800-t. samledes store rigdomme i regionen. Her dannedes grundlaget for den industrialisering, som har ført Brasilien frem til det nuværende stade. Ikke mindre end 60% af den brasilianske industriproduktion er koncentreret på et mindre område i og omkring storbyerne Rio de Janeiro og São Paulo.

Modernisering af regionens landbrug har gjort den til landets vigtigste producent af landbrugsvarer, herunder kaffe, soja, appelsiner og sukker. Regionens dynamik har i vid udstrækning ført til, at udviklingen i andre regioner underlægges udviklingen i Sydøstbrasilien. Den økonomiske udvikling her tiltrækker indvandrere fra det øvrige land.

Regionen omfatter 11% af Brasiliens areal, men her bor op mod halvdelen af befolkningen, og omkring 2/3 af indkomsterne tjenes her. Den regionale ulighed er selvforstærkende: Sydøstbrasilien bliver rigere og Nordbrasilien fattigere.

Sydbrasilien omfatter delstaterne Paraná, Santa Catarina og Rio Grande do Sul. Her er der subtropisk klima, køligere end i det øvrige land. Oprindelig var området dækket af græssteppe (en fortsættelse af den argentinske pampas) og nåleskove.

De europæiske indvandrere etablerede landbrug her, som forsynede Sydøstbrasiliens minesektor med fødevarer og arbejdsdyr. Landbrugets modernisering har bredt sig til denne region, og den er Brasiliens næstvigtigste landbrugsområde.

Midtvesten omfatter delstaterne på Den Centralbrasilianske Højslette: Mato Grosso do Sul, Mato Grosso, Goiás, Tocantins og hovedstaden Brasilia, der har status som føderalt distrikt. Langt op i 1900-t. var denne tyndtbefolkede region uden væsentlig økonomisk betydning. Siden 1960'erne er der anlagt veje, som har åbnet for en intens kolonisering med oprettelsen af store kvægfarme og moderne landbrug i det savanneagtige landskab.

Koloniseringen af Amazonia og Midtvesten medfører en fortsat administrativ opdeling af Brasilien med nye delstater og kommuner. Seks af de 26 delstater er blevet oprettet siden 1960, og 1960-90 blev antallet af kommuner næsten fordoblet (til 4491).

Historie

Brasiliens historie regnes fra opdagelsen i 1500. Se også Sydamerika - historie.

Portugisisk koloni

Den 22. april 1500 tog den portugisiske admiral Pedro Álvares Cabral officielt det land, der skulle blive til Brasilien, i besiddelse for kongen af Portugal. Det har været et omstridt spørgsmål, om Brasilien blev "opdaget" ved et tilfælde, eller om Pedro Álvares Cabral, der ledte en flåde på vej til Indien, valgte en mere vestlig sejlrute, fordi portugiserne vidste, at de landområder, som ifølge Tordesillastraktaten fra 1494 mellem Portugal og Spanien skulle tilhøre Portugal, faktisk var at finde.

Statsoverhoveder
kejsere
1822-31Pedro 1.
1831-40formynderregering
1840-89Pedro 2.
præsidenter
1889-91M. Deodoro da Fonseca
1891-94Floriano Peixoto
1894-98Prudente de Morais
1898-1902M. Campos Sales
1902-06F. Rodrigues Alves
1906-09Afonso Pena
1909-10Nilo Peçanha
1910-14Hermes da Fonseca
1914-18Venceslau Brás
1919Delfim Moreira
1919-22Epitácio Pessoa
1922-26Artur Bernardes
1926-30Washington Luís
1930militærjunta
1930-45Getúlio Vargas
1945-46José Linhares
1946-51E. Gaspar Dutra
1951-54Getúlio Vargas
1954-55J. Café Filho
1955Carlos Luz
1955-56Nereu Ramos
1956-61Juscelino Kubitschek de Oliveira
1961Jânio da Silva Quadros
1961P. Ranieri Mazzilli
1961-64João Goulart
1964P. Ranieri Mazzilli
1964-67H. Castello Branco
1967-69A. de Costa e Silva
1969militærjunta
1969-74E.G. Medici
1974-79Ernesto Geisel
1979-85João Baptista Figueiredo
1985-90José Sarney
1990-92Fernando Collor de Mello
1992-95Itamar Franco
1995-2003Fernando Henrique Cardoso
2003-10Luíz Inácio da Silva ("Lula")
2010-Dilma Rousseff

Brasiliens urbefolkning bestod af forskellige indianske folkeslag med ca. 1,5 mio. mennesker omkring år 1500 (ca. 230.000 i 1990).

Jægere og samlere beboede savanneområderne i landets indre, mens nomadiske halvagerbrugere i de tropiske skovområder dyrkede majs og maniok ved svedjebrug.

Særlig de tupitalende stammer langs kysten fik betydning for den portugisiske kolonisering som arbejdskraft og ved deres kendskab til landet.

Et karakteristisk træk ved Brasiliens historie har været en række "økonomiske cykluser", hvorunder et enkelt eller nogle få eksportprodukter har domineret gennem en længere periode.

1. økonomiske cyklus (indtil ca. 1550) skabtes af brasiltræet, hvis hugst blev den portugisiske konges monopol, og som gav landet dets navn. I 1530 indledtes en egentlig portugisisk bosætning.

I 1532 blev den første by, São Vicente, grundlagt, og for at fremme koloniseringen oprettedes 15 arvelige len (capitanias), forløberne for de senere brasilianske delstater.

Kun lenene São Vicente og Pernambuco kom til at fungere; derfor blev styret fra 1548 centraliseret under en generalguvernør eller vicekonge med Salvador (Bahia) som koloniens hovedstad, der fra 1552 også blev sæde for Brasiliens første bispedømme.

I 1549 ankom jesuitter dels med henblik på missionsvirksomhed blandt indianerne, hvilket ofte bragte dem i konflikt med kolonisterne, dels med henblik på at varetage skolevæsenet; al højere uddannelse skulle dog fortsat foregå i Portugal.

Efter brasiltræet blev sukker den vigtigste eksportvare (2. økonomiske cyklus) sammen med tobak og bomuld. Til erstatning for indiansk arbejdskraft indførtes fra 1532 slaver fra Afrika; i alt blev ca. 3,5 mio. slaver indført frem til 1850, hvor slavehandelen formelt ophørte. Det forholdsvis ringe antal kvinder blandt de portugisiske kolonister førte til udbredt raceblanding.

Fra at være en sekundær brik i det portugisiske imperium blev Brasilien selve dets fundament og af afgørende økonomisk betydning for den portugisiske krone i kraft af monopoler og afgifter, bl.a. på handel med slaver. Også Frankrig og Holland forsøgte at etablere kolonier i Brasilien, men blev fordrevet af portugiserne. Det hollandske Vestindiske Kompagni okkuperede 1624-25 Bahia og 1630-54 Pernambuco, sukkerproduktionens centrum.

Sukkeret blev afgørende for Brasiliens økonomiske og sociale struktur, der blev karakteriseret af plantagedrift med slavearbejdskraft og monokultur; men søgningen efter guld kom til at definere landets grænser. Særlig fra São Paulo drog utallige ekspeditioner stadig længere vestpå efter ædelmetaller og indianske slaver, bl.a. fra de jesuitiske missionsstationer i det spanske Paraguay. Derved fik de portugisiske besiddelser i Sydamerika et omfang langt ud over det, der oprindeligt var fastsat i Tordesillastraktaten.

I 1693 blev der endelig fundet guld (1729 også diamanter) i så rigelige mængder, at det erstattede sukkeret som Brasiliens vigtigste produkt (3. økonomiske cyklus). Omkring 1700-t.s midte var den årlige guldeksport ca. 15.000 ton, hvoraf den portugisiske stat fik en femtedel i afgifter. I 1760 blev jesuitterne udvist, og i 1763 flyttedes kolonihovedstaden fra Salvador til Rio de Janeiro, udskibningshavnen for guldet fra provinsen Minas Gerais.

Spirende modstand mod det portugisiske styre kom til udtryk, bl.a. i form af politiske sammensværgelser — særligt 1789 i Minas Gerais' hovedby Vila Rica (i dag Ouro Preto) og 1798 i provinsen Bahia.

Selvstændighed

Den franske invasion i Portugal 1807 fik vidtgående følger også for Brasilien. Kongefamilien og en stor del af statsadministrationen blev evakueret til Rio de Janeiro, der 1808 blev regeringssæde for hele det portugisiske rige. Det portugisiske handelsmonopol ophævedes, ved at Brasiliens havne åbnedes for "venligtsindede nationer", dvs. for Storbritannien, Portugals allierede. Der indførtes trykpresse, aviser, bankvæsen, højere læreanstalter og domstole mv., og udlændinge fik ret til at eje jord, hvilket satte gang i ikke-portugisisk indvandring.

300 års kolonial isolation var forbi og blev markeret 1815 med, at Brasilien blev et eget kongerige, men i forening med moderlandet. En revolution i Portugal 1820 kaldte den portugisiske konge hjem. Da det portugisiske parlament ønskede, at Brasilien atter skulle indtage en underordnet status, erklærede kronprinsen, Pedro, der var Brasiliens regent, landet for uafhængigt 7.9.1822 og blev kort efter udråbt til kejser som Pedro 1.

Kejserrige

Den nye stat havde ca. 5 mio. indbyggere, hvoraf omkring en tredjedel var slaver. Kolonitidens økonomisk-sociale strukturer blev bevaret med storgodser, der var specialiseret i enkelte eller få eksportafgrøder, men kaffe blev efterhånden det altdominerende produkt i perioden ca. 1850-1950 (4. økonomiske cyklus).

Til forskel fra udviklingen i den spanske del af Latinamerika forløb Brasiliens uafhængighedsproces stort set fredeligt, og den territoriale enhed blev bevaret. Forfatningen af 1824 definerede Brasilien som et konstitutionelt monarki med en deling mellem fire magter, idet kejseren — ud over den udøvende magt — også havde den "modererende magt", og med valgret for kun et formuende mindretal.

Pedro 1. abdicerede 1831 som følge af politisk utilfredshed og tog til Portugal. Efter nogle urolige år med formynderregering tiltrådte hans søn, Pedro 2., i 1840, og en længere periode med politisk stabilitet og økonomisk fremgang fulgte. I alliance med Argentina og Uruguay var Brasilien 1865-70 i krig med Paraguay i Sydamerikas største væbnede konflikt. I 1888 ophævedes slaveriet uden erstatning til slaveejerne.

Republik

I 1889 gjorde et ublodigt militærkup ende på kejserdømmet, der havde mistet sin politiske opbakning, og den 15. november blev Brasilien en republik. Brasiliens indbyggertal var da ca. 14 mio.; 50% af eksportindtægterne stammede fra kaffe, 20% fra rågummi.

Forfatningen af 1891 indførte en forbundsstat (Estados Unidos do Brasil, Brasiliens Forenede Stater) med præsidentstyre og valgret for alle mænd, men uden hemmelig afstemning, som først blev indført i 1934. Ideologisk spillede positivismen en fremtrædende rolle inden for dele af militæret, symboliseret i det nye republikanske regimes motto: Ordem e Progresso (Orden og Fremskridt), der blev indskrevet i landets flag.

I 1896-97 nedkæmpedes et angiveligt monarkistisk oprør i Canudos, Bahia. En politisk alliance, kaldet "kaffe med mælk", mellem de økonomiske eliter i de to store delstater São Paulo, karakteriseret ved kaffedyrkning, og Minas Gerais med kvægavl fortrængte dog hurtigt militæret fra magten og kontrollerede brasiliansk politik frem til 1930 med fast vekslen på præsidentposten mellem de to stater, bl.a. gennem systematisk valgfusk.

Fra 1906 opkøbte staten den overskydende produktion af kaffe for at sikre eksportprisen. Dette blev stadig vanskeligere i løbet af 1920'erne; i 1929 var Brasiliens kaffelagre større end verdens samlede årlige forbrug, og børskrakket i New York s.å. gav kaffeøkonomien det endelige dødsstød.

Vargas

Revolutionen i 1930, gennemført af militæret og yngre politikere, afsluttede "kaffe med mælk"-perioden og bragte Getúlio Vargas til magten. Vargas var Brasiliens præsident i to omgange: 1930-45 og 1951-54. Efter at have fungeret som provisorisk præsident blev Vargas 1934 valgt efter en ny forfatning (der bl.a. gav kvinderne valgret), men udøvede 1937-45 et egentligt diktatur via endnu en ny forfatning, den autoritære Estado Novo (Ny Stat). Fra 1942 deltog Brasilien trods regimets karakter på allieret side i 2. Verdenskrig.

I 1950, da indbyggertallet havde nået 50 mio., blev Vargas igen demokratisk valgt præsident efter forfatningen af 1946, Brasiliens femte. Politisk isoleret begik Vargas selvmord i 1954, da militæret krævede hans afgang. På baggrund af kaffeøkonomiens sammenbrud indledtes under Vargas en gennemgribende politisk og økonomisk moderniseringsproces for at bringe Brasilien ud af den halvkoloniale status som ensidig råvareeksportør.

Magten blev koncentreret i det centrale statsapparat, og en nationalistisk økonomisk politik med protektionisme og omfattende statslig styring og kontrol sigtede mod at opbygge en brasiliansk basisindustri som fx Petrobrás, der 1953 fik statsmonopol på udvinding og raffinering af olie.

Under sloganet "50 år på 5" fortsatte Juscelino Kubitschek (præsident 1956-61) industrialiseringspolitikken med høj økonomisk vækst og låntagning i udlandet, og på rekordtid opførtes Brasília, hovedstad fra 1960, da Brasilien nåede 70 mio. indb. Jânio Quadros, der var opstillet af højrefløjen for at bryde Vargaslinjen og bekæmpe korruption, blev valgt til præsident i januar 1961 med det hidtil største stemmetal, men trådte overraskende tilbage efter kun syv måneder.

Vicepræsidenten João Goulart, Vargas' ideologiske arvtager, stod for en udpræget venstrepopulistisk linje og måtte i en periode acceptere premierministerstyre for at kunne overtage præsidentposten. De økonomiske og politiske forhold forværredes hastigt; 31.3.1964 tog militæret magten ved en opstand.

Militærdiktatur

Brasilien gennemgik et radikalt systemskifte under militærstyret 1964-85. Med den nationale sikkerhed som begrundelse indførtes en række "institutionelle akter" og to nye forfatninger i 1967 og i 1969 med forhåndscensur, dødsstraf for visse politiske forbrydelser, indirekte valg til alle vigtige poster og ret til for præsidenten at udstede hemmelige dekreter mv.

Kun to politiske partier blev tilladt: et parti for regeringen og et parti for den tolererede del af oppositionen. Udenrigspolitisk lagde Brasilien sig tæt op ad USA, der havde støttet den militære opstand. I 1968 skiftede landet officielt navn til República Federativa do Brasil (Den Føderative Republik Brasilien) og havde da ca. 90 mio. indb., i 1980 ca. 120 mio.

De politiske omstændigheder gjorde det muligt for militærregimet at sætte fart i den økonomiske udvikling med anderledes drastiske midler. Industriproduktionen øgedes voldsomt, dels ved omfattende statslige investeringer, dels gennem favorable betingelser for tiltrækning af udenlandsk kapital (billige råvarer, lave lønninger og gunstig beskatning), og den rettedes i stigende grad mod eksportmarkederne. Infrastruktur og energiproduktion udbyggedes hastigt, i vid udstrækning finansieret ved låntagning i udlandet, hvilket førte til oparbejdelse af verdens på det tidspunkt største udlandsgæld på 85 mia. dollar i 1990.

I perioden 1968-73 steg bruttonationalproduktet årligt med ca. 10% i "det brasilianske mirakel". Urbaniseringen tog til, således at knap 70% af befolkningen i 1980 boede i byerne mod ca. 30% i 1940, og en middelklasse begyndte for alvor at vokse frem. Ejendom og indkomst blev dog yderligere koncentreret, og en forbedring af befolkningsflertallets vilkår udeblev, også betinget af en voldsom vækst i indbyggertallet.

Militærregeringernes manglende evne til at løse de økonomiske og sociale problemer førte fra 1978 til en gradvis "demokratisk åbning" med politisk amnesti, ophævelse af diktaturets undertrykkelseslovgivning og genindførelse af flerpartisystemet.

Demokrati

Ved indirekte præsidentvalg 1985 led militærstyret nederlag til oppositionen, hvis sejrrige kandidat, Tancredo Neves (1910-85), imidlertid døde umiddelbart inden tiltrædelsen. I stedet blev vicepræsidenten, José Sarney, Brasiliens første civile præsident siden 1964. En grundlovgivende forsamling vedtog 1988 en ny demokratisk forfatning (Brasiliens ottende) med vidtgående borgerlige rettigheder, fx retten til at strejke.

I 1990 tiltrådte den første folkevalgte præsident i 30 år, Fernando Collor de Mello, med et program for modernisering af Brasilien, bl.a. ved privatisering og mindre protektionisme over for udenlandsk konkurrence, og mod misbrug af offentlige midler. Collor blev i 1992 erstattet af sin vicepræsident, Itamar Franco, efter at være blevet fjernet fra embedet pga. nepotisme og mistanke om medvirken til omfattende korruption, som han dog senere blev frikendt for.

Antiinflationsplanen under præsident Itamar Franco (1992-95) var hovedårsag til, at dens arkitekt, finansminister Fernando Henrique Cardoso, vandt valget i 1994. Cardoso gik til valg på at ville danne en alliance med både liberale og konservative. Trods skrøbelige koalitioner blev han genvalgt og kom til at sidde i otte år, dog stort set uden at føre den politik, hans lille, socialdemokratiske parti stod for.

Han svigtede bl.a. løftet om jord til 300.000 familier, hvilket var medvirkende til, at den såkaldte De Jordløses Bevægelse gennemførte mange jordbesættelser og blev stadig mere militant. Cardosos liberale politik betød, at den borgerlige blok vedblev med at føle sig truet ved valgene af Arbejderpartiets stærke leder, Luíz Inácio da Silva, kendt som "Lula".

I 1999 lod Cardoso realen devaluere endnu en gang; allerede i 2000 var der igen vækst, og i 2001 begyndte ledigheden at falde. I 1999 lod Cardoso realen devaluere. Fra 2001 var der igen vækst, men i 2002 blev landet kraftigt berørt af Argentinas krise.

Brasiliens økonomi kom igennem krisen, og fra 2004 har vækstraterne igen været pæne. I sit fjerde forsøg lykkedes det endelig ved præsidentvalget i 2002 for Arbejderpartiets Lula at sejre, bl.a. pga. en mere midtsøgende retorik end tidligere, men også med løfter om bl.a. jordreformer.

Han tiltrådte i 2003, og hans regering har fastholdt den økonomiske fremgang, mens løfterne om jordreformer endnu ikke er ført ud i livet. Arbejderpartiet blev ramt af en korruptionsskandale i 2005, men det lykkedes Lula at bevare megen af sin folkelige popularitet, og han blev genvalgt som præsident i oktober 2006. I 2010 blev han afløst af Arbejderpartiets egen kandidat Dilma Rousseff, som derved blev Brasiliens første kvindelige præsident.

Rio de Janeiro og São Paulo oplevede i 2005 og 2006 voldsomme og blodige opgør mellem politi og kriminelle.

Nationalflag

Flagets komposition stammer fra 1822 og dets aktuelle udformning fra 1889. Den grønne farve symboliserer landets regnskove ... Læs mere om Brasiliens nationalflag.

Planteliv

I de højtliggende områder mod nord forekommer tropisk savanne, campos, med græsser og lave træer; en vegetationstype ... Læs mere om planteliv i Brasilien.

Dyreliv

I Brasilien findes over 1500 fuglearter, bl.a. arapapegøjer, tukaner og kolibrier; langt de fleste lever i Amazonasområdet ... Læs mere om Brasiliens dyreliv.

Sprog

Brasiliens befolkning har portugisisk som modersmål bortset fra enkelte indvandrergrupper og dele af den indianske urbefolkning ... Læs mere om sprog i Brasilien.

Religion

Mere end 85% af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke; Brasilien udgør herved det største katolske samfund i verden ... Læs mere religion i Brasilien.

Forfatning

Forbundsrepublikken Brasilien har oplevet en række forfatningsændringer i 1900-t. Den seneste større ændring blev iværksat ... Læs mere om Brasiliens forfatning.

Økonomi

Brasiliens økonomi er, målt ved BNP, blandt de ti største i verden. Knap halvdelen af arbejdsstyrken og BNP er knyttet til ... Læs mere om Brasiliens økonomi.

Brasilien. Landkort.

Brasilien. Landkort.

Sociale forhold

Kløften mellem de velstående og et voksende antal mennesker, som lever på eller under sultegrænsen (i 1994 32 mio.), udvides til stadighed ... Læs mere om de sociale forhold i Brasilien.

Sundhedsforhold

Landet rummer store forskelle i befolkningens sundhedstilstand, som er dårligst i Nordbrasilien og i landdistrikterne ... Læs mere om Brasiliens sundhedsforhold.

Retssystem

Brasiliansk ret var tidligere praktisk taget identisk med portugisisk ret, og det deraf følgende stærke præg af romerret er bevaret ... Læs mere om Brasiliens retssystem.

Uddannelse

Det brasilianske skolesystem består af en førskole med omtrent lige mange statslige, kommunale og private institutioner ... Læs mere om uddannelse i Brasilien.

Massemedier

Brasiliens første avis blev grundlagt i 1808, men først i slutningen af 1800-t. begyndte der at udkomme aviser af betydning ... Læs mere om massemedier i Brasilien.

Brasilien. Nybyggere i Pacaraima ved grænsen til Venezuela.

Brasilien. Nybyggere i Pacaraima ved grænsen til Venezuela.

Billedkunst og arkitektur

Kunstfærdigt udsmykket keramik, øksehoveder, pilespidser samt amuletter og gudebilleder er de få spor, Brasiliens førkoloniale indianske befolkning har efterladt ... Læs mere om billedkunst og arkitektur i Brasilien.

Litteratur

Brasiliens litteratur — eller snarere litteraturen om Brasilien — tog sin begyndelse den 1. maj 1500 med Pêro Vaz de Caminhas brev ... Læs mere om litteratur i Brasilien.

Musik

Brasilien mødes tre kontinenters musiktraditioner: den oprindelige indianske, den hovedsagelig central- og vestafrikanske og den europæisk-portugisiske ... Læs mere om musik i Brasilien.

Film

Brasiliansk film havde allerede i 1930'erne verdensformat takket være eksperimenterende instruktører som Humberto Mauro (1897-1983) og hans film Ganga Bruta ... Læs mere om brasiliansk film.

Ayrton Senna (th.) og Alain Prost. Foto fra slutningen af 1980'erne.

Ayrton Senna (th.) og Alain Prost. Foto fra slutningen af 1980'erne.

Sport

Fodbold er Brasiliens nationalsport. Spillet kom til landet omkring 1894 og vandt hurtigt indpas i de velhavendes kricketklubber og i kirkens skoler ... Læs mere om sport i Brasilien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Kaarsberg, Birger Lohse, Henrik Sebro: Brasilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50607