Belo Horizonte, hovedstad i delstaten Minas Gerais i SØ-Brasilien; 5,18 mio. indb. med forstæder (2012), Brasiliens tredjestørste by. Den ligger på et plateau i et bjergrigt område 860 m.o.h. Foruden de traditionelle fødevare- og tekstilindustrier i byen er der opstået et moderne industrielt center i Contagem og Betim i byens udkant med olieraffinaderi, metal- og anden industri. Pampulha er en moderne forstad præget af arkitekten Oscar Niemeyer, som også er kendt for projekteringen af hovedstaden Brasilia.

Belo Horizonte ligger i et område, der fra begyndelsen af 1700-t. var mål for en intens kolonisering med baggrund i provinsens rige forekomster af mineraler — guld, diamanter, jern og mangan. Provinsens hovedstad var dengang Ouro Preto. Udtømningen af guldminerne og Ouro Pretos dårlige beliggenhed førte til anlæggelsen af en ny hovedstad i 1897 under navnet Cidade de Minas; navnet ændredes til Belo Horizonte i 1898.

Byen blev derved den første i Brasilien, som er anlagt efter en byplan (med Washington D.C. som forbillede) og med gode ekspansionsmuligheder.

Byvæksten er i dag præget af, at de gamle rammer er brudt, væksten er uhæmmet og ledsages af de problemer, som er kendt fra alle Brasiliens storbyer: udbredelsen af store slumkvarterer, kriminalitet og kaotisk trafik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig