Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amazonas - folkeslag

Oprindelige forfattere NiFo og Veber Seneste forfatter Redaktionen

Amazonas. Tarairiu-indianer, udstyret til jagt og krig, malet af Albert Eckhout i 1641. Eckhout deltog i årene 1637-44 i grev Johan Moritz af Nassaus ekspedition til det sydøstlige Amazonas. Den danske kong Frederik 3. modtog i 1654 en række af Eckhouts malerier og nogle etnografiske genstande som gave fra grev Johan Moritz. De uddøde Tarairiu-indianerne, der var et af de svært identificerbare tapuya-folk, har formodentlig tilhørt ge-gruppen, hvis efterkommere stadig lever i det østbrasilianske højland. Ansigtsdekorationerne med de to kindpløkke og især hagepløkken af harpiks tyder på det.  NiFo

Amazonas. Tarairiu-indianer, udstyret til jagt og krig, malet af Albert Eckhout i 1641. Eckhout deltog i årene 1637-44 i grev Johan Moritz af Nassaus ekspedition til det sydøstlige Amazonas. Den danske kong Frederik 3. modtog i 1654 en række af Eckhouts malerier og nogle etnografiske genstande som gave fra grev Johan Moritz. De uddøde Tarairiu-indianerne, der var et af de svært identificerbare tapuya-folk, har formodentlig tilhørt ge-gruppen, hvis efterkommere stadig lever i det østbrasilianske højland. Ansigtsdekorationerne med de to kindpløkke og især hagepløkken af harpiks tyder på det. NiFo

Indianerne i Amazonområdet udgjorde ved koloniseringens begyndelse en sammenhængende mosaik af utallige stammer.

Med de hvides fremtrængen blev indianerne trængt bort fra kysten og Amazonflodens hovedløb, og de fleste lever nu ved bifloderne eller i de lidt højereliggende strøg mellem floderne.

Af såvel historiske og politiske som erhvervsmæssige årsager levede amazonindianerne omkring år 2000 spredt i flere hundrede sprogligt forskellige lokalgrupper.

Annonce

Politisk organisering og lederskab har altid været svagt udviklet i området, og selv om der hist og her udvikledes høvdingedømmer, stræbte disse ikke mod territoriale udvidelser.

Nabostridigheder synes at have indskrænket sig til indbyrdes fejder med henblik på at gennemføre blodhævn og kannibalistiske ritualer; andre formål kunne være at erobre hovedtrofæer eller tage kvinder som ekstrahustruer.

Hovederhvervet er svedjeagerbrug, hvor man fælder og afbrænder regnskovsvegetationen for i en kortere årrække at dyrke især majs og rodknolden bitter maniok. God agerjord er en mangelvare.

På grund af de særlige naturbetingelser er det ikke muligt at anlægge større marker; jorden bliver hurtigt udpint, ligesom jagtområdernes dyrebestand lider under permanent bosættelse. Landsbyerne må derfor finde nye bopladser så hyppigt som hvert 5.-10. år. De er meget små og omfatter ofte kun fra 20 til 200 personer.

De vigtigste sproggrupper lever spredt mellem hinanden. Der findes fx arawaktalende folk fra De Store Antiller til det nordvestlige Argentina og cariber fra Guyana til Xinguflodens kilder. Tupi- og guaranitalende folk, der oprindelig fandtes langs Brasiliens sydatlantiske kyst, har i stort tal bevæget sig mod vest til Andesbjergenes fod, bl.a. i forbindelse med en religiøs søgen efter "landet uden ondskab", hvor de har kilet sig ind mellem bl.a. pano- og tucanotalende folk.

To sproggrupper er i højere grad samlet på et bestemt territorium, nemlig ge i det østbrasilianske højland og de yanoamatalende indianere på grænsen mellem Brasilien og Venezuela.

Landsbyplanen varierer meget blandt alle disse grupper, men påfaldende ofte afspejler husenes konstruktion eller placering vigtige sociale principper. Nogle steder (yanoama) udgøres hele landsbyen af en stor sammenbygget, cirkulær halvtagskonstruktion med en åben plads i midten, andre steder ligger husene i rundkreds (fx hos de getalende bororó) med et mandshus i centrum. Herved etableres et privat og et offentligt rum.

Ofte er denne sidste plan opdelt i to lige store dele og synliggør derved en herskende regel om moiety-eksogami (dvs. ægteskab med den anden halvdel) og ceremonielle forpligtelser. Nogle folk (fx de caribiske waiwai) samler hele landsbyen i et enkeltstående, imponerende rundhus, mens andre (fx tupi) tidligere boede i store langhuse, omgivet af palisader.

Overalt ernærede folk sig ved en uspecialiseret blanding af svedjeagerbrug med gravestok, fiskeri med bue og pil eller gift, indsamling især af palmefrugter og jagt med bue og pil eller pusterør med kurareforgiftede pile. Grupperne lægger forskellig vægt på de forskellige erhverv, men der er en klar kønsdeling, idet kvindernes arbejde med agerbrug og indsamling overalt gør dem til de vigtigste fødeproducenter.

Amazonindianerne bruger megen kropspynt. Et lændeklæde af bomuld eller et diminutivt forklæde af perlesnore er for kvinderne ofte den eneste beklædning. Kroppen kan være bemalet med rød anattofarve med et mønster af sort genipa frugtfarve. Fjer- og perledekoration i ørene, i næsen og på overarme og lægge varierer fra gruppe til gruppe og bruges desuden til at markere festlige sammenkomster og social position.

Religionen er præget af animisme; kontakten med ånderne varetages af shamanen, der ved hjælp af tobak, sange og magiske objekter dels søger at helbrede syge, dels sikrer samfundets velfærd, fx ved at holde jagtdyrene til eller afværge store klimatiske udsving. Langvarig isolation af unge drenge eller piger — alt efter nedstamningsreglerne — forklares ofte som afværgeforanstaltninger mod angreb fra ånderne.

Ved koloniseringens begyndelse var hele Amazonområdet beboet af indianerstammer; i dag udgør de kun enklaver i de mere utilgængelige områder. Da europæerne kom, var befolkningen rimeligvis på 1-2 mio. Epidemiske sygdomme, udryddelse og udbytning udgjorde i 1900-t. en permanent trussel for især de mindre og ubeskyttede grupper.

Omfattende vaccinationskampagner har dog bremset de epidemiske sygdomme, som indianerne førhen døde af. Samtidig har international opmærksomhed på menneskerettigheder været med til at sikre indianerne rettigheder til begrænsede landområder i de forskellige stater, de hører under.

Indianerne har dannet egne politiske organisationer, hvorigennem de stiller krav om basale rettigheder, indflydelse og muligheder for udvikling. Fra slutningen af 1900-t. er de indianske befolkninger i Amazonområdet vokset kraftigt og udgør i begyndelsen af 2000-t. 2,5-3 mio.

Læs mere om Amazonas generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fock, Hanne Veber: Amazonas - folkeslag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36743