Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bolivia - geografi

Oprindelige forfattere JMog og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Bolivia er dobbelt så stort som Frankrig, men umådelig tyndt befolket; over halvdelen af landet er nærmest uberørte naturområder.

Befolkning

De største etniske grupper er quechua- og aymaráindianerne i højlandet; de udgør hhv. 30 og lidt over 20% af befolkningen. I det nordlige lavland findes en del mindre indianerstammer, der i alt tæller ca. 3%. Lidt over 1/3 er mestizer, dvs. blandet europæisk/indiansk, 1% er efterkommere af sorte slaver fra Potosíminerne, og 6-8% er af europæisk afstamning. Landets magtelite kommer især fra sidstnævnte gruppe.

Siden 1980'erne er der sket væsentlige forbedringer i sundhedsforholdene, men den udbredte fattigdom og de barske levevilkår i højlandet gør, at børnedødeligheden fortsat er høj. Den gennemsnitlige levealder er steget fra 40 år i 1950'erne til 64 år omkring 2006, men er dog fortsat en af de laveste i Sydamerika.

Annonce

Nær ved 40% af befolkningen lever på den vidtstrakte Altiplanohøjslette, men livsbetingelserne er vanskelige, så mange unge flytter med regeringens støtte til lavlandet. Det store østlige departement Santa Cruz har således en befolkningstilvækst på over 4% om året. Det nordlige departement Beni, der til dels ligger i Amazonasregnskoven, har også stor vækst, mens de traditionelle minedriftsområder omkring Potosí og Oruro stagnerer. Af større betydning er dog den kraftige vandring fra land til by; i de tre største byer, tvillingebyen La Paz-El Alto (1,7 mio. indb.), Cochabamba (930.000) og lavlandsbyen Santa Cruz (1,4 mio.), bor næsten 45% af landets indbyggere (2006). Bolivias officielle hovedstad, Sucre, mistede allerede i 1899 rollen som regeringssæde og administrationsby til La Paz; tilbage er kun landets Højesteret. For en nærmere beskrivelse af højlandsindianernes kultur, se andesindianere.

Erhverv

Traditionelt er Bolivia et landbrugs- og minedriftsland. Højlandet og dalene er præget af små umekaniserede brug med sparsomt udbytte og begrænsede udviklingsmuligheder. Alligevel kommer 3/4 af fødevareforsyningen herfra. I højlandet dyrkes byg, quínoa og en mængde forskellige typer kartofler til familiernes selvforsyning. Quínoa er en lokal art af salturtfamilien med små, bitre, stivelsesholdige frugter, populært kaldet "inka-ris". Husdyrholdet er betydeligt. Det består af får, hvoraf der er 12 mio. i landet, lamaer og alpakaer. Den fattigste del af befolkningen holder tillige en del geder, hvilket kan slide hårdt på den naturlige vegetation. I dalene er landbrugsmulighederne større, men erosion er et betydeligt problem.

Størstedelen af Bolivias areal udgøres af det tyndtbefolkede østlige lavland. Her findes nogle få gigantiske kvægfarme og store moderne jordbrug, der især producerer til eksport; de traditionelle eksportafgrøder sukker og bomuld erstattes i stigende grad af soja og ris. I de nordlige regnskovsområder fældes en del ædeltræ, mens indsamling af gummi er mindsket som følge af lave gummipriser. Lavlandet har også produktion og eksport af kaffe, kakao og paranødder.

Minedrift har lange traditioner i Bolivia. Allerede før den spanske erobring udvandt indianerne ædle metaller, og sølvbyen Potosí var omkring 1650 en af verdens storbyer. Sølvproduktionen og -priserne faldt i løbet af 1800-t., og tin overtog rollen som den vigtigste eksportvare. Stærk konkurrence på tinmarkedet har ramt Bolivias økonomi hårdt flere gange, bl.a. i 1980'erne. Landet har dog fortsat en betydelig minedrift; ud over tin brydes antimon, zink, guld, sølv og wolfram. I de østlige og sydøstlige egne er der fundet olie og naturgas; salg af naturgas til Argentina udgør en væsentlig del af Bolivias eksport.

Infrastruktur

Svært tilgængelige bjerge og skovområder, der ofte er oversvømmede, gør det vanskeligt og kostbart at udvikle infrastrukturen. Samhandel og andre forbindelser til omverdenen hæmmes af dette og af mangel på direkte adgang til havet. Kun en meget lille del af vejnettet er asfalteret, og selv på mange hovedstrækninger er vejene vanskeligt fremkommelige pga. terrænet og periodevise oversvømmelser og jordskred. Det berører også landets 3500 km lange jernbanenet, der er todelt uden indbyrdes sammenhæng. Det vestlige har forbindelse til Chile, hvorfra en stor del af Bolivias eksport udskibes. Disse jernbaner er nogle af verdens højest beliggende med flere strækninger i over 4000 m højde. Det østlige net har forbindelse til Brasilien. Sammenlignet med vejnettet har jernbanerne dog kun yderst begrænset betydning for landtransporten.

I den nordlige, lavtliggende del af landet er person- og varetransport ofte kun mulig ad floderne. Der er mange indenrigs flyruter, men kun få til udlandet. Den internationale lufthavn El Alto ved La Paz ligger 4050 m.o.h. og er verdens højest beliggende civile lufthavn.

Naturforhold

Bolivia har en storslået og meget afvekslende natur. Altiplano mellem den østlige og den vestlige Andeskæde udgør ca. 16% af landet. Store dele af højsletten ligger over 4000 m, og flere bjergtoppe er over 6000 m; Nevado Sajama ved grænsen til Chile er 6542 m. Den store Titicacasø ligger 3810 m.o.h. på grænsen til Peru og har fast rutesejlads. I de tørre sydvestlige områder ligger store, helt eller delvis indtørrede saltsøer, hvoraf Salar de Uyuni er den største. Denne enorme saltskorpe skønnes at indeholde 32 km3 natriumklorid. Området er næsten ubeboet og svært tilgængeligt. Klimaet i højlandet er koldt, men tørt og solrigt om vinteren fra april til september. Sommerhalvåret byder på moderat nedbør, 300-600 mm. Vindene i højlandet kan virke næsten arktiske, men alligevel er indendørs opvarmning stort set ukendt.

Dalene neden for højlandet mod nord og øst udgør 19% af arealet, og her bor 40% af befolkningen. Klimaet er her fugtigere og varmere.

De store lavlandsområder har tropisk regnskov i nord, græsstepper med årlige oversvømmelser i den centrale del og tørre stepper mod syd. I denne største del af landet bor kun 1/5 af befolkningen.

Dyrelivet er varieret. I højlandet lever lamaen og alpakaens vildformer guanaco og vicunja, den kaninagtige viscacha, og i de fleste søer er der flamingoer. I lavlandet findes alligatorer, skildpadder og slanger samt et utal af forskellige aber, papegøjer og sommerfugle. Sjældnere er højlandets jaguarer, pumaer, myreslugere og kondorer.

Læs mere om Bolivia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Mogensen, Henrik Sebro: Bolivia - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49241