Bahía Blanca, havneby i Argentina ca. 600 km syd for Buenos Aires; 301.600 indb. (2010), økonomisk og kulturelt centrum for den sydlige del af provinsen Buenos Aires og pampasområdet. Byen har universitet, fødevareindustri, olieraffinaderi med petrokemisk industri og flere havneanlæg, heriblandt flådebasen Puerto Belgrano. Den ligger ved bugten af samme navn og er vokset op omkring et fort, bygget i 1828 til nationalt forsvar og til forsvar mod indianerangreb. På dette tidspunkt lå byen i grænselandet til områder, der næsten udelukkende var beboet af indianere. I 1870'erne trængte militære udryddelsesaktioner den indianske befolkning længere og længere væk, og Bahía Blanca fik en central rolle i det nyopdyrkede område med bl.a. kødindustri.