Argentina - geografi

Den erhvervsaktive befolkning udgør lidt over ¹/₃ af den samlede befolkning. Næsten ³/₄ af de erhvervsaktive er mænd; kvinder er underrepræsenteret i alle sektorer bortset fra social- og sundhedssektoren.

Argentina hører til blandt verdens store landbrugslande og en af de førende eksportører af hvede og oksekød. Over halvdelen af landets areal benyttes til landbrugsformål, hvoraf langt størstedelen er permanente græsgange.

Landbrugssektoren er præget af store, umoderne godser og ekstensive driftsformer. Bl.a. er det tilsåede areal ofte meget større end det høstede areal. Ud over det store kvæghold (1,5 høved pr. indb.) er de vigtigste produkter hvede, majs, soja, oliefrø og durra. I alt bidrager landbruget med 9,5 % af BNP (2004) og ca. ²/₃ af eksporten. Der er betydelige regionale forskelle i det store land.

Den frodige Pampasslette i det centrale Argentina er landets kornkammer, som yderligere begunstiges af den udbyggede infrastruktur og af industriens og markedets placering. Til trods for, at sletten kun dækker en femtedel af landet, findes her over ²/₃ af kvæget og svinene samt næsten halvdelen af fårene; den anden halvdel er i Patagonien mod syd.

Særlige lokale forhold kan give mulighed for specialafgrøder: Citrusfrugter, oliven og vin dyrkes i overrislede oaser i det tørre, solrige Mendoza (Argentina er verdens femtestørste vinproducent), sukkerrør og tobak dyrkes mod nord. Landet er verdens største producent af tannin, et garvestof, som udvindes af quebracho-træet; det benyttes i læder- og farvestofindustrien.

Fiskeri spiller kun en ringe rolle i den nationale økonomi, men er lokalt vigtigt. Vækstmulighederne er store med rige resurser i havene både mod øst og syd.

Argentina er stort set selvforsynende med olie og gas. Store potentialer findes formodentlig; meget af undergrunden er endnu ikke undersøgt. De største naturgasfelter ligger langt mod syd ved Comodoro Rivadavia og mod vest i Neuquén; rørledninger forbinder dem med Buenos Aires, og energi spiller en voksende rolle i eksporten.

Af landets samlede elforbrug dækkes knap halvdelen af vandkraft, men andelen er stigende. Ved Iguaçu bygges et af verdens største vandkraftværker i samarbejde med nabostaterne Paraguay og Brasilien. Desuden er landet rigt på uranmalme, og der er to atomkraftværker i drift (2006). Den øvrige minedrift er lokalt af betydning; der brydes lidt tin, bly og zink, og en jernmalm med forholdsvis lav lødighed udvindes mod NV.

har traditionelt sigtet på forædling af landbrugsvarer, men der fremstilles også biler, stål, olie og kemiske industriprodukter. Industrien er altovervejende lokaliseret i Buenos Aires- og Pampasområdet, mens såvel de nordlige som de sydlige regioner stort set er uden industri. Fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne forsvandt mange arbejdspladser i industrierhvervene.

Siden har regeringen satset på importbegrænsende reguleringer og en højere grad af selvforsyning, hvilket har givet en større industriel bredde. Sektoren er præget af mange små og mellemstore virksomheder.

Der blev tidligt bygget et omfattende jernbanenet i den nordlige del af landet. Det hører til Sydamerikas tætteste, men er stærkt nedslidt. Af større betydning er et net af hovedveje, som binder det store land sammen, og et ret tæt net af flyveruter. Det meste af infrastrukturen, herunder en relativt velfungerende telekommunikation, blev privatiseret i starten af 1990'erne.

Inden for landets grænser er der meget store forskelle på de naturmæssige betingelser: fra de højalpine områder i Andesbjergene over de tørre, hede sletter mod nord over den frugtbare, tempererede Pampas og til det blæsende og kolde Tierra del Fuego allerlængst mod syd. Landet kan opdeles i seks naturgeografiske regioner: Mesopotamien, Chaco og Puna mod nord, Cuyo i vest, den centrale Pampas og Patagonien mod syd.

Mesopotamien er området mellem de to floder i La Plata-systemet, Paraná og Uruguay. Den nordligste del, Missiones, er en fortsættelse af Paraná-plateauet i Brasilien. Herfra flyder Rio Iguaçu ud over plateauet i de imponerende Iguaçu-vandfald.

Vegetationen er subtropisk skov; klimaet er fugtigt og præget af østlige vinde. Lavlandet syd herfor er gennemskåret af floder og har præg af marsk i det sumpede, småbakkede græslandskab. På trods af den store nedbør i lavlandet kan der forekomme tørke; nedbøren falder som korte, heftige regnskyl, og vandet siver hurtigt ned i den sandede jord.

Det flade savanneland, Chaco, er den sydlige del af Gran Chaco, som strækker sig ind i Paraguay, Bolivia og Brasilien. Her er der et ret tørt, tropisk/subtropisk klima med sommerregn; kunstvanding er nødvendig, og det er generelt en uudviklet region. Her måles Sydamerikas højeste temperaturer, op mod 50 °C.

Mod NV rejser landskabet sig fra 1000 m.o.h. til det høje plateau Puna. Middelhøjden er her ca. 3800 m, og området er en del af den store Altiplano-højslette, som fortsætter ind i Bolivia. Klimaet er ørkenagtigt med en årsnedbør på under 100 mm; vegetationen er træløs og består næsten udelukkende af spredte kaktus.

Andesbjergenes vandskel med adskillige vulkaner på over 6000 m markerer grænsen mod Chile, og store saltpander dækker bunden af afløbsløse bassiner. Mod øst gennemskæres forbjergene af brede dale (quebradas), og vegetationen vidner om et subtropisk bjergklima.

Den tørre region fortsætter mod syd til Cuyo-regionen. Andes er her én sammenhængende bjergkæde; vest for byen Mendoza ligger Aconcagua (6959 m), Sydamerikas højeste bjerg. En vigtig del af den store vinproduktion kommer fra oaser i dette tørre og solrige område.

Pampaen, det store og uhyre flade steppeland, er dækket af et 2-5 m tykt løss-lag. Det er et meget finkornet materiale, aflejret af vinden. Løss-jorder er frugtbare, og Pampaen er næsten helt opdyrket; der er stort set intet tilbage af den naturlige græssteppe.

Nedbørsmængden er mindst i den vestlige del og vokser mod øst omkring Buenos Aires (Pampa humeda), hvor landbrugsproduktionen også er størst. Pampaen har ingen større floder, men et utal af småsøer; med mellemrum rammes området af tørke. Når det sker, lader farmerne store marker stå uhøstede, mens kvæget vandes fra de mange brønde, hvor karakteristiske vindmøller pumper vandet op.

En stor del af det nordlige Argentina (sammen med endnu større arealer i nabolandene) afvandes af Rio de la Plata-systemet med bl.a. floderne Paraná, Paraguay, Uruguay og Salado. De munder ud i la Plata-deltaet, som er fyldt med naturlige vandløb i et unikt marsklandskab. Buenos Aires ligger i deltaet, og det er nødvendigt til stadighed at oprense havnene pga. aflejringerne fra floderne.

Hvor det nordlige Argentina normalt har sommerregn (november-marts), skifter det mod syd til vinterregn omkring floderne Colorado og Negro, den naturlige grænse for Patagonien. Kun i Andesbjergene er der rigeligt med nedbør, nogle steder op til 3000 mm om året, men årsnedbøren falder meget hurtigt mod øst til 200 mm eller mindre. Dette hurtige skift afspejles i vegetationen. En skarp grænse adskiller den patagoniske skov fra græssteppen.

De tørre, vindblæste plateauer falder fra Andes i vest til Atlanterhavet i øst. Landskabet er præget af kraftig erosion, skabt af fåregræsning sammen med den vedvarende vestenvind. Klimaet er tempereret med hverken varme somre eller kolde vintre. I de indre dele af Patagonien og Tierra del Fuego er klimaet mere kontinentalt, og her kan fårene omkomme i kulde og snestorme. Tierra del Fuego er adskilt fra fastlandet af Magellanstrædet og har samme naturforhold som Patagonien. Øens vestlige halvdel tilhører Chile.

I de sydligste Andesbjerge ligger bl.a. nationalparken Parque Nacional de los Glaciares med mange store gletsjere. Berømt er gletsjeren Perito Moreno, der skyder sig ud i søen Argentino. Den følger en cyklus på tre år, hvorefter den kælver pga. oparbejdet tryk fra søen.

Der er ikke meget tilbage af landets oprindelige dyreliv; men langs Patagoniens kyst, specielt på halvøen Valdés, tiltrækker pingviner, sæler, søelefanter og hvaler en del turister.

• dansk indvandring i Argentina
• Argentina generelt