Den franske erobring af Indokina begyndte i forbindelse med mandarinatets undertrykkelse af kristne missionærer. I 1858 blev Tourane erobret af den franske flåde, og Saigon blev erobret det følgende år. Den lokale modstand var stor, og i 1860 måtte Tourane opgives. Først efter yderligere forstærkning blev endnu tre provinser omkring Saigon erobret.
Den koloniale ekspansion havde ikke stor opbakning i Frankrig i 1870'erne. Det første forsøg på at underlægge sig Annam og Tonkin endte i 1873 ved Hanoi, hvor lederen af de franske styrker, Francis Garnier (1839-73), blev dræbt. Det næste forsøg på erobring fandt først sted i 1882 under ledelse af kaptajn Henri Rivière (1827-83). Da han også mistede livet, sendtes i 1883 en stor styrke til Den Røde Flods delta, hvorefter mandarinatet i Huê overgav sig og underskrev en aftale med Frankrig, hvorved Annam og Tonkin blev protektorater. I 1887 blev Den Indokinesiske Union etableret, og Laos blev koloniseret i 1893. Det tog dog adskillige år, inden den nationale modstand var slået ned, og først i 1897 organiseredes en ny og effektiv administration under generalguvernør Paul Doumer.
Indokina blev erobret af Japan i 1940. Efter augustrevolutionen i 1945 erklærede befrielsesbevægelsen Viet Minh under Ho Chi Minhs ledelse landet for selvstændigt (1946-54), hvilket resulterede i Indokinakrigen. I 1949 blev de enkelte stater, Vietnam, Laos og Cambodja, gjort selvstændige under Den Franske Union, og Den Indokinesiske Union ophørte. Denne forandring havde dog ingen væsentlig betydning, da udenrigspolitikken fortsat blev styret fra Frankrig. Laos og Cambodja opnåede fuld selvstændighed i 1953, mens den franske indflydelse i Vietnam ophørte efter Indokinakrigen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.