Borobudur.

.

Borobudur, Java, er på Verdensarvlisten.

.

Borobudur, buddhistisk monument på det centrale Java, bygget omkring 800. Opførelsen tog mindst 50 år, og forskellige faser kan identificeres, herunder måske også førbuddhistiske.

Borobudur har form som en kolossal mandala; nederst har anlægget fem terrasser med relieffer på hver side og øverst tre terrasser med 72 mindre stupaer, der omgiver den store centrale stupa. Reliefferne gengiver buddhistiske fortællinger og har en samlet længde på ca. 4 km. Desuden er der ca. 500 Buddhastatuer. Forbillederne er indiske, men tilpasset javanesisk tradition.

Der er ingen egentlige bygninger, og formålet med Borobudur diskuteres stadig. Det er dog sandsynligt, at monumentet symboliserer de ni stadier på vejen til at blive en bodhisattva. Borobudur blev opført af Sailendradynastiet på Java og gik i det store og hele ud af brug med dynastiets fald i begyndelsen af 900-t. Det blev restaureret 1907-11 og 1971-83 og er åbent for offentligheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig