Tenasserim er en region i Myanmar, som grænser op til Thailand, beliggende på halvøen Kra. Området har 1,408 millioner indbyggere (2014). Den vigtigste by i er Dawei (Tavoy) med ca. 147.000 indbyggere (2014).

Faktaboks

Også kendt som

Tanintharyi (på burmesisk)

Befolkning, erhverv og naturressourcer

Befolkningen består foruden af burmanere af mon, karener og dawei samt af moken-folket, som lever en nomadisk tilværelse på både mellem de mange øer ved kysten. Desuden er der mindre grupper af malajer og efterkommere af indvandrere fra Indien, og der bor endnu nogle få efterkommere af thaier i området. Tidligere var dawei-dialekten af burmesisk mere udbredt.

Området har betydelige wolfram- og tinminer. Desuden er fiskeri og risdyrkning vigtige for økonomien. En 354 km lang naturgasledning er ført fra felter i Andamanhavet til kysten og videre til Thailand. Anvendelse af tvangsarbejde til konstruktionen har medført skarp kritik af de involverede franske og amerikanske firmaer. Myanmars militærregime har gennem årene taget jord fra bønder og fældet skov til store palmeolie- og gummiplantager.

Tenasserims historie

Tenasserim blev erobret af Siam i 1287, da riget Bagan mistede magt. Den sydlige del af området var siamesisk til 1765. Briterne koloniserede området i 1826, og de brugte navnet Tenasserim fra den i dag lille by i den sydlige del af området. Den nordlige del af området blev i 1974 en del af Mon-staten.

En særlig økonomisk zone, 2008-

Siden 2008 har der været arbejdet på at skabe en særlig økonomisk zone med en dybvandshavn. Thailand har investeret i projektet, og firmaer fra både Thailand, Italien og Japan har været involveret i arbejdet. Området har bl.a. skullet have et olieraffinaderi, elværk, fabrikker og større vejanlæg. Det endte med at fordrive tusinder af mennesker fra deres huse og jord. Op mod 40.000, heraf mange karener, fik ødelagt deres livsbetingelser. Samtidig er der sket store ødelæggelser af naturen og dyrelivet. Over 30 borgerrettighedsorganisationer har protesteret og søgt at støtte civilbefolkningen.

Efter det thailandske militærkup i 2021 suspenderede Thailand sin finansiering, og de udenlandske firmaer forlod området. Efterfølgende har entreprenører fra Myanmar imidlertid fortsat det destruktive arbejde. Samtidig foregår der kampe mellem lokale grupper af Peoples Defence Force, Karen National Liberation Army og militæret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig