Salween er en af Sydøstasiens store floder; den er 2700 km lang. Den udspringer i det østlige Tibet og løber som Nu Jiang mod syd gennem Yunnans bjerge, gennem Shanstaten i det østlige Myanmar og ud i Andamanerhavet ved Moulmein. I størstedelen af sit løb er Salween en rivende bjergflod; kun de sidste 150 km er sejlbare. Økonomisk har floden især haft betydning for tømmerflødning af teaktræ. Salween har store vandkraftpotentialer, men de udnyttes kun i mindre omfang ved nogle bifloder.