Mindanao, Filippinernes næststørste ø (efter Luzon); 94.630 km2, 22,0 mio. indb. (2010). Øen udgør landets sydlige del og har en indskåret kystlinje med mange bugter. Den aktive vulkan Mt. Apo (2954 m) er landets højeste bjerg. Mindanao er tyndere befolket end det øvrige Filippinerne og har en slags udkantsstatus. Den største by, Davao (1 mio. indb.), er øens hastigt voksende handelsknudepunkt. Zamboanga og Cagayan de Oro er udskibningshavne for landbrugseksporten. Der dyrkes bl.a. majs, ris, kokos, kaffe og ananas. Tømmer spillede især tidligere en stor rolle. Udbyttet fra udnyttelsen af de rige naturresurser går især til andre dele af landet, og der er et udbredt modsætningsforhold til Manila.

Mindanao rummer mange oprindelige folkeslag samt en stor muslimsk befolkning, moro, der før landets samling havde tætte bånd til muslimerne på Borneo. Siden 1950'erne er der ført en aktiv koloniseringspolitik, og folk fra de tætbefolkede øer mod nord er blevet tilbudt jord på den tyndere befolkede Mindanao. Det har ført til mange konflikter mellem muslimerne og de kristne tilflyttere. På øens vestlige del og på de nærliggende øer har der været tilbagevendende væbnede konflikter mellem den filippinske hær og muslimske grupper, der kæmper for selvstyre.

Mindanaos tilbageværende naturområder er hjemsted for den kæmpestore, endemiske og truede filippinske abeørn, landets nationalfugl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig