Petronas Towers, Kuala Lumpur

.

Kuala Lumpur med Petronas Towers i baggrunden.

.

Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia; 5,7 mio. indb. i storbyområdet (2010). Byen ligger på den centrale del af Malaccahalvøen ca. 40 km fra havnebyen Klang. Siden 2. Verdenskrig er byen vokset hastigt. Af frygt for kommunistisk guerillavirksomhed blev omegnens kinesiske befolkning i årene efter krigen genbosat i kontrollerede landsbyer i byens udkant; disse er nu sammen med mange malajlandsbyer i området integreret i byen. I 1950'erne voksede byen vestpå mod Klang i forbindelse med opbygning af forbrugsvareindustri. Efter at industrialiseringen for alvor tog fart i 1970'erne, blev der skabt en egentlig erhvervs- og boligkorridor mellem Kuala Lumpur og Kelang med nye arbejdskraftintensive virksomheder, især inden for den elektroniske branche. Pga. sin særlige bassinform er Klangdalen plaget af luftforurening.

I det gamle bycentrum findes nogle af verdens højeste kontorbygninger, fx tvillingetårnene Petronas Towers (452 m). De signalerer regeringens mål: at gøre Kuala Lumpur til et regionalt finanscenter på linje med Hongkong og Singapore.

En anden bykorridor mod SØ er under hastig opbygning. I ryddede plantageområder foregår store offentlige investeringer i et nyt center for statsadministrationen, universitetet og det ambitiøse Cyber-jaya, et erhvervsområde specielt indrettet for verdens førende virksomheder inden for informationsteknologi.

Første fase af byens nye, ambitiøse lufthavn blev åbnet i 1998. En motorvej og højhastighedsjernbane forbinder lufthavnen med byen og IT-udviklingsområdet Multimedia Super Corridor. Jernbanen er bygget sammen med byens store metro- og nærbanenet.

De forskellige faser i byens udvikling afspejles i de mange arkitektoniske udtryk: tinbaronernes pragtvillaer, malajhuse på pæle, kinesiske boder, monumentale kolonibygninger og moderne skyskrabere. Dog forsvinder meget af det oprindelige under indtryk af den hastige udvikling; det gælder også den uformelle sektors småhandlende og gadeservice. Samtidig er de trafikale problemer vokset i takt med byfornyelsesprocessen.

Kuala Lumpur blev etableret i 1850'erne som kinesisk tinmineby i Selangorsultanatet. I 1880 gjorde englænderne byen til Selangors hovedstad. Med dannelsen af De Forenede Malaystater i 1895 blev den forbundshovedstad og har siden beholdt denne status. I 1974 erklæredes byen for forbundsterritorium under forbundsregeringens myndighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig