Filippinerne - geografi

Klimaet er tropisk og præget af de omgivende have. På trods af landets store udstrækning er der ikke store forskelle i temperatur fra nord til syd; middeltemperaturen svinger omkring 25-26 °C året rundt, aftagende i bjergene. Nedbørsfordelingen udviser større forskelle, betinget af SV-monsunen om sommeren og NØ-monsunen om vinteren. Mod vest er der tørtid fra januar til maj, og regntid fra sidst i juni til november. Mod øst er der helårsregn med et maksimum fra november til marts. Manila får gnsntl. 2100 mm om året, NØ-Mindanao 3600 mm, mens Zamboanga på V-Mindanao og flere bjergomkransede dale kun får 1100 mm. Der er dog store variationer fra år til år, og i nedbørsfattige år reduceres både høstudbyttet og elproduktionen fra vandkraft. Især østsiden af Luzon og Visayas ligger i et tyfonbælte, og på Filippinerne registreres i gnsn. 21 tyfoner om året, jævnligt med ødelæggende kraft.

Den naturlige vegetation er regnskov og savanne. En stor del af lavlandsskovene er fældet, men en tredjedel af landet er fortsat skovdækket; regnskoven findes på det nordøstlige Luzon, på Samar og Negros, men især på Palawan og Mindanao. Nåleskov findes i de nordlige bjerge. Dyrelivet omfatter en del endemiske arter, bl.a. spøgelsesabe (Tarsius philipensis). Nationalfuglen abeørn (filippinsk ørn) er ligesom flere andre dyre- og plantearter stærkt truet.

Landbrug bidrager sammen med skovbrug og fiskeri med 14% af BNP (2006). Filippinernes daglige basisfødevarer ris og majs er de helt dominerende afgrøder. Risen kommer især fra Cagayandalen og Luzons Centrale Slette; før Pinatubos udbrud i 1991 kom ¹/₃ af risproduktionen fra denne slette. Dyrkningen er arbejdsintensiv og finder især sted på småbrug. Øget brug af kunstgødskning og -vanding i den grønne revolution har fordoblet hektarudbytterne. Med adgang til vanding kan der dyrkes både to og tre afgrøder om året.

Filippinerne er verdens største producent af kokosprodukter, og både dyrkning, handel og forarbejdning er basis for et stort antal arbejdspladser. Under præsident Marcos var eksporten af kokosprodukter monopoliseret, og overskuddet blev bl.a. kanaliseret til udvikling af Metro Manila.

Sukker dyrkes især på store plantager omkring Bacolod på Negros. Sukker var tidligere en vigtig eksportafgrøde, og Bacolod den mest velstående by efter Manila. Det ændredes brat i 1980'erne med et fald i verdensmarkedspriserne. Også produktion af ananas og bananer foregår på store plantager, især på Mindanao. Branchen domineres af transnationale selskaber som Dole og Del Monte. Tobak og abaca (manilahamp) er mindre, men lokalt vigtige eksportafgrøder.

Husdyrholdet domineres af svin og høns, mens kødkvægopdræt er mindre udbredt, og mælkeproduktionen begrænset. Den filippinske bøffel, carabao, er vigtig som trækdyr.

Jorden er meget skævt fordelt i filippinsk landbrug; de største 0,2% af bedrifterne ejer 24% af arealet, mens 70% af bønderne ikke ejer den jord, de dyrker, men må svare høje forpagtningsafgifter. En jordreform er stærkt påkrævet, men den politiske vilje har hidtil manglet. Imens bliver småbrugene stadigt mindre. Det er ikke tilladt udlændinge at eje filippinsk jord, men transnationale selskaber har opnået ejerlignende vilkår.

Fiskeriet har stor betydning og bidrager med ca. 5% af BNP. Især rejer fra dam- og havbrug er en betydelig eksportvare til Japan, og fisk er en vigtig proteinkilde for store dele af befolkningen. Halvdelen af fiskefangsten kommer fra småbåde i kystnært fiskeri; disse fiskere er blandt de fattigste grupper af befolkningen. Store dele af højsøfiskeriet er på udenlandske hænder.

Skovarealet mindskedes i 1980'erne med over 3% om året og var i 1990 78.000 km². Ulovlig fældning fortsætter på trods af en restriktiv lovgivning, og den illegale træeksport skønnes at være fire gange så stor som den officielle.

Filippinerne har mange mineralske råstoffer, men en del er uudnyttede, og deres omfang lidet kendt. Kobberproduktionen er vigtigst, men også guld, nikkel, chrom, sølv og jern udvindes. De svingende priser på verdensmarkedet for kobber har betydet vanskelige forhold for mineindustrien, der nu kun har marginal betydning i landets økonomi.

Forsyningen er i høj grad baseret på import, især af olie. Den hjemlige olieproduktion er lille, men stærkt stigende. Den foregår offshore i Det Sydkinesiske Hav ud for Palawan. Vigtige lokale energikilder er vandkraft, geotermisk energi og biogasanlæg, som udnytter spildproduktet bagasse fra sukkerfremstillingen. Elproduktionen kan ikke følge med forbruget, og strømafbrydelser og -rationering er almindeligt. På det korte sigt løses problemet ved at tillade udenlandske selskaber at etablere en række varmekraftværker.

Industrien har overhalet landbruget som vigtigste sektor, både med hensyn til produktionsværdi og eksport. Vigtigst er de arbejdskraftintensive elektronik- og tekstilbrancher præget af udenlandsk kapital. En del virksomheder er placeret i frizoner med særligt gunstige vilkår for udenlandske investorer. Den tidligere amerikanske flådebase Subic Bay NV for Manila ombygges til en sådan. Også den kemiske industri er vigtig; den nyder godt af en mangelfuld håndhævelse af miljølovgivningen. De fleste filippinske virksomheder er små; en undtagelse er San Miguel-bryggeriet, som er landets største virksomhed og har en stor eksport. En tredjedel af industriproduktionen foregår i og omkring Metro Manila. Medregnes naboområderne Southern Tagalog og Central Luzon, er det mere end halvdelen.