• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thailand - historie

Oprindelige forfattere SIvar og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

Selvom Thailand som det eneste land i SØ-Asien ikke blev koloniseret, er landets nuværende udstrækning resultatet af de europæiske kolonimagters grænsedragning omkring 1900. Almindeligvis opdeles Thailands historie i kongedømmerne Sukhothai (ca. 1240-1419), Ayutthaya (1351-1767) og Bangkok (fra 1767). Før 1939 og i perioden 1945-49 kaldtes landet Siam.

Det er uvist, hvornår indvandringen af thaifolk begyndte, men i 1000-t. levede mange thaier i regionen, der var domineret af den buddhistiske mon-kultur og den hinduistisk-buddhistiske khmercivilisation. Herfra modtog de oprindelig animistiske thaier en stærk politisk, religiøs og kulturel påvirkning. De første selvstændige thaikongedømmer, grundlagt i Sukhothai (ca. 1240) og Chiang Mai (1296), var vigtige centre for buddhistisk religion og kultur. Den oprindelige åndetro blev ikke forkastet, men integreret i buddhismen til en magtfuld politisk ideologi. Lige siden har buddhisme, kongemagt og stat været tæt knyttet sammen. Sukhothai betragtes i Thailand som den historiske forløber for den senere thailandske stat og forbindes med en harmonisk guldalder, hvorfra et thai-alfabet og den første tekst på thai menes at stamme; denne udlægning er dog omstridt.

Regenter
Chakkridynastiet
1782-1809Yot Fa Chulalok (Rama 1.)
1809-24Loet La Nophalai (Rama 2.)
1824-51Nang Klao (Rama 3.)
1851-68Mongkut (Rama 4.)
1868-1910Chulalongkorn (Rama 5.)
1910-25Vajiravudh (Rama 6.)
1925-35Phrajadhipok (Rama 7.)
1935-46Ananda Mahidol (Rama 8.)
1946-2016Bhumibol Adulyadej (Rama 9.)
2016-Maha Vajiralongkorn (Rama10.)

Det cambodjanske Angkorriges sammenbrud i 1300-t. gav thaierne mulighed for at etablere sig som en regional magtfaktor, hvilket skete med det hastigt ekspanderende Ayutthaya-kongedømme, der etablerede kontrol over store dele af det område, som Thailand i dag dækker. Sukhothai repræsenterede en ustabil politisk struktur, baseret på personlige alliancer, og blev i 1378 vasal af Ayutthaya. I bestræbelserne på at styrke Ayutthaya centraliseredes den politiske magt, og de personlige patron-klient-forhold, der tidligere havde udgjort grundstenen i thaiernes sociale organisation, blev indlemmet i et formaliseret hierarki. Et mere bureaukratisk regeringssystem blev opbygget; mange lovtekster stammer fra denne periode. Ayutthaya var en driftig havneby, hvor flere europæiske lande i 1600-t. etablerede handelshuse. Den største trussel kom fra burmanerne, der i 1767 invaderede byen og bragte kongedømmet til fald, på et tidspunkt hvor det var splittet af intern konflikt.

Annonce

En ny periode i landets historie tog sin begyndelse, da Chakkridynastiet i 1782 flyttede hovedstaden til Bangkok efter en kort periode i Thon Buri under Phraya Taksin (regent 1767-81). I den tidlige Bangkokperiode ekspanderede Thailand; tidligere vasaller blev igen knyttet til kongedømmet, og nye blev tilføjet. Love, litterære tekster og religiøse manuskripter blev genskrevet for at rekonstruere den kulturelle arv fra Ayutthaya. Udenrigshandelen voksede og dermed også europæernes interesse for landet. Under Mongkut kom Thailand for alvor under pres fra kolonimagterne. Landet afgav kontrollen over store områder i Laos, Cambodja og Malaya og indgik handelstraktater med mange af de europæiske magter, fx med Danmark i 1858. Handelstraktaterne var medvirkende til, at landet undgik kolonisering. Desuden ønskede Storbritannien og Frankrig, at Thailand skulle fungere som en stødpudestat mellem deres besiddelser i hhv. Burma og Fransk Indokina. I kølvandet på denne udvikling skete der et opsving i Thailands internationale handel, og store dele af landets økonomi blev kommercialiseret. Samtidig fandt der en stor indvandring af kinesisk arbejdskraft sted. Konfrontationen med kolonimagterne skabte behov for en intern konsolidering, og efter vestligt forbillede skete der under Chulalongkorn en centralisering af landets administration for at binde randområderne tættere til det politiske centrum i Bangkok. For første gang i historien fremstod Thailand som et land med klart definerede grænser og bundet sammen af jernbaner og telegraflinjer. Grundlaget for udbredelsen af en national kultur blev lagt gennem etableringen af et standardiseret skolesystem for både lægfolk og munke. Omkring 1900 tog danskere i Thailand aktiv del i opbygningen og udviklingen af nationen ved bl.a. at medvirke til en modernisering af flåden og etableringen af et paramilitært grænsegendarmeri. I samme periode skabte finansmanden H.N. Andersen i Thailand grundlaget for sit senere forretningsimperium, der omfattede ØK.

Efter reformerne stod monarkiet mere enevældigt end nogensinde, men efter et kup i 1932, ledet af utilfredse militær- og embedsfolk, blev det konstitutionelle monarki indført. Siden har militæret udgjort en vigtig politisk aktør, og landet har vekslet mellem at være styret af enten militæret eller demokratisk sammensatte regeringer.

I 1941 blev Thailand invaderet af japanske styrker, hvorefter landet allierede sig med Japan. Efter 2. Verdenskrig var landet længe forbundet med en klar antikommunistisk politik og modtog i 1950'erne og 1960'erne fra USA stor økonomisk bistand, som bl.a. blev brugt på at opbygge landets infrastruktur. Under Vietnamkrigen i 1960'erne og 1970'erne havde USA baser i Thailand, hvorfra der blev foretaget bombetogter mod mål i Laos og Cambodja.

Trods kupforsøg spillede civile regeringer en stadig stigende rolle op gennem 1980'erne. Et militærkup i 1991 viste imidlertid, at militæret fortsat er en vigtig politisk aktør. Blandt middelklassen eksisterer der en kraftig modstand mod militærets indgriben, hvilket kom til udtryk ved omfattende demonstrationer i 1992.

Efterhånden som de tidligere socialistiske lande i regionen er gået over til markedsøkonomi, har thailandsk kapital i stort omfang investeret i nabolandene, bl.a. Laos. Den finansielle krise i SØ-Asien i anden halvdel af 1990'erne ramte Thailand hårdt, men efter en reform af bl.a. bankvæsenet oplevede Thailand fra 2000 igen høje vækstrater.

Ved parlamentsvalget i 2001 vandt milliardæren Thaksin Shinawatra en stor valgsejr på et populistisk program med bl.a. kraftig økonomisk støtte til landsbyer og en treårig standsning af gældsbetalinger for landbrugere. Kampen mod korruption fortsatte, og selv den nye premierminister måtte se sig anklaget; sagen mod ham blev dog afvist ved en konstitutionel domstol.

Det kom i 2002 til en krise i forholdet til Burma, og grænsen mellem de to lande var lukket en stor del af året. Året efter indledte de thailandske myndigheder en kamp mod narkotikakriminalitet; indsatsen var brutal og førte til mere end 2000 omkomne i årets første måneder. I det muslimske Sydthailand kom det i 2004 til væbnede kampe mellem Thailands militær og separatistiske oprørere, og der blev indført krigsretstilstand i området; konflikten førte til en større fraflytning af Sydthailands buddhistiske mindretal. Tsunamien i Det Indiske Ocean i december 2004 ramte dele af Thailands kyst hårdt; bl.a. blev flere af de populære turistområder som fx Phuket hærget af flodbølgerne, og mellem 5400 og 8000, heraf mange turister, omkom.

Thaksin Shinawatra blev i 2005 genvalgt, men stigende kritik af hans regeringsførelse førte til at han udskrev valg i utide i april 2006. De største oppositionspartier erklærede, at de ville boykottet valget, som aldrig blev afholdt. I september 2006 blev Thaksin væltet ved et militærkup. Den militære overgangsregering fik i august 2007 vedtaget en ny forfatning, der giver militæret øget magt over regeringen. Efter parlamentsvalget i december 2007 dannede Folkemagtspartiet, People Power Party, PPP, en koalitionsregering. PPP ses som en videreførelse af Thaksins parti, der blev forbudt i 2007. Også PPP blev forbudt, men videreførtes i partiet Pheu Thai Party, PTP. I 2010 kom det til en konfrontation mellem Thaksins støtter, som især er at finde blandt den fattige del af befolkningen, og regeringen. Oppositionen, de såkaldte "rødskjorter", gik på gaden i Bangkok i omfattende demonstrationer. Rødskjorterne blev i stigende grad mødt af kampberedt politi, og der var sammenstød med mange dræbte. Situationen var i april 2010 fastlåst. På grund af faren for vold blev turistindustrien hårdt ramt, særligt i Bangkok.

Ved valget i juli 2011 vandt PTP, som ledes af Thaksins søster, Yingluck Shinawatra, absolut flertal i parlamentet. Sent i 2013 kom det til omfattende protester mod hendes regering, ikke mindst belsutningen om at indføre en ny amnestilov, som ville gøre det muligt for Thaksin at vende tilbage til Thailand.

Læs også om Thailands forhistorie eller om Thailand generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Ivarsson, Thomas Sehested: Thailand - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171354