Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Malaysia - historie

Oprindelige forfattere ABN og Wad Seneste forfatter Redaktionen

I løbet af 100- og 200-t. e.Kr. voksede en række små malajkongedømmer frem, samtidig med at indisk religion, politik og kultur fik stigende betydning. Mellem 600- og 1200-t. kom nogle af kongedømmerne under indflydelse af Srivijayaimperiet på Sumatra. Omkring 1400 dannedes Malaccasultanatet, hvor islam blev statsreligion. Herefter blev ordet malaj i stigende grad brugt om de folk, der talte malajisk og praktiserede islam.

Melaka blev et regionalt handelscenter, men efter at være blevet erobret af først portugiserne (1511), dernæst hollænderne (1641) spredtes handelen til småstaterne Johor, Kedah og Brunei. Den vestlige indflydelse var dog ikke udbredt før i slutningen af 1700-t. Briterne overtog i 1786 Penang, i 1819 Singapore og i 1824 Melaka og administrerede områderne samlet. I begyndelsen ønskede briterne ikke at overtage hele kontrollen med Malaccahalvøen, men opdagelsen af rige tinforekomster i 1840'erne, vedvarende stridigheder mellem kinesiske mineentreprenører og sultaner samt Tysklands interesse i området ændrede dette. 1874-88 intervenerede briterne i Perak, Selangor, Negeri Sembilan og Pahang, der i 1895 blev slået sammen til De Forenede Malaystater under et centralt, men indirekte kolonistyre. Fire nordlige malajstater kom i 1909 under britisk kontrol, og sammen med Johor gik de under betegnelsen De Uforenede Malajstater, fordi de ikke kom under fælles central administration.

På Nordborneo havde Brookefamilien fra 1841 styret Sarawak som et fyrstendømme, og fra 1881 kontrollerede et britisk selskab Sabah. Briternes dominans i Sabah og Sarawak blev først brudt med den japanske besættelse 1941-45.

Annonce

I 1800-t. voksede indvandringen til Malaccahalvøen af først kinesere, siden indere. Kolonistyret ønskede dels at sikre kinesisk arbejdskraft til miner og byerhverv samt indere til plantagedriften, dels at fastholde malajerne som traditionel bonde- og fiskerbefolkning. Malajernes andel af befolkningen faldt fra 90% i 1800 til 45% i 1931 mod kinesernes 39%. I 1920'erne og 1930'erne opstod nationale bevægelser blandt både malajer og kinesere, og nationalismen forstærkedes af Japans besættelse, der blev accepteret af malajaristokratiet, men bekæmpedes af kineserne, især organiseret af det kinesiskdominerede Malayan Communist Party, MCP. Opgøret med kollaboratører i 1945 havde etniske undertoner, og oprettelsen af Den Malajiske Union i 1946, der betød lige rettigheder for malajer og kinesere, fik malajerne til at mobilisere og organisere sig i United Malays National Organization, UMNO. Samtidig fik kommunisternes styrke englænderne til i 1948 at oprette Malayaføderationen, der gav særrettigheder til malajerne. Konflikten udviklede sig til en væbnet opstand, guerillakrig og undtagelsestilstand 1948-60; reelt havde kommunisterne dog tabt magtkampen i midten af 1950'erne. I 1957 gik Malayaføderationen fra selvstyre til uafhængighed.

Malaysia blev skabt i 1963 ved en sammenlægning af Malaya, Sabah, Sarawak og Singapore og var udtænkt for at kunne fastholde de engelske kolonier i en provestlig statsdannelse. Indonesien bekrigede Malaysia fra 1963, men striden blev bilagt med Suhartos magtovertagelse i 1965. Singapore blev smidt ud af Malaysia i 1965, fordi Singapores dominerende parti, PAP, udfordrede den regerende koalition i Vestmalaysia.

Fra 1957 regeredes Malaysia af Alliancen, som var en koalition af de ledende etniske partier. UMNOs præsident, Abdul Rahman, ledede indtil 1970 Alliancen, hvis politik byggede på, at de etniske modsætninger ville udviskes, efterhånden som malajerne integreredes i markedsøkonomien, og kineserne fik større politisk indflydelse. De etnoøkonomiske uligheder vedblev dog at være store, samtidig med at uligheden inden for de etniske befolkninger voksede.

Ved parlamentsvalget i 1969 vandt oppositionspartierne øget tilslutning, men Alliancen bevarede flertallet. Valget blev fulgt af blodige sammenstød mellem malajer og kinesere, og hundreder blev dræbt. Malaysia blev erklæret i undtagelsestilstand, og et sikkerhedsråd overtog under ledelse af Abdul Razak magten. Der blev indledt et nationalt genopretningsprogram, der skulle sikre malajernes endelige politiske, økonomiske og kulturelle dominans gennem en statsstyret udviklingspolitik. Samtidig fastslog forfatningen, at malajernes særrettigheder var uantastelige. En etnoøkonomisk udviklingsstrategi blev udformet med henblik på at afskaffe fattigdommen og udviske sammenfaldet mellem etnisk tilhørsforhold og økonomisk status. Desuden formuleredes en ny national ideologi, der sigtede på at forene forskellige kulturer og traditioner med moderne teknologi, demokrati og social retfærdighed. Alliancen blev i 1974 afløst af en mere omfattende koalition, Den Nationale Front (NF), hvori UMNO indtog en ubestridt lederposition. Den bevidste politik med begunstigelse af malajerne blev senere lempet. NF fastholdt regeringsmagten og fik 2/3 flertal i parlamentsvalgene 1974-95. I 1987 blev det demokratiske spillerum indsnævret som følge af krise i regeringen. Efter en økonomisk krise 1985-86 førte en hurtig liberalisering, devaluering og udenlandske investeringer fra især Øst- og SØ-Asien til ny høj vækst 1988-96 med lav arbejdsløshed og stor indvandring af udenlandsk arbejdskraft. Først med den sydøstasiatiske valuta- og finanskrise i 1997 aftog væksten, og den malaysiske regering sænkede ambitionsniveauet.

Under Abdul Razak svingede Malaysia væk fra en provestlig til en neutral position, og Malaysia antog under premierminister Mahathirs "Se Mod Øst-politik" i 1980'erne for en tid Japan og Sydkorea som udviklingsmodeller. Malaysia har under Mahathir ofte optrådt i rollen som talsmand for udviklingslandene og kritiker af Vesten.

Malaysia blev hårdt ramt af den asiatiske finanskrise i 1997, men fra 2002 har landet haft en relativt høj vækst. I 1998 blev landets vicepremierminister og finansminister, Anwar Ibrahim (f. 1947), som havde været kritisk over for premierminister Mahathir, arresteret, anklaget for korruption og homoseksualitet. Han blev i 2000 idømt ni års fængsel efter en kontroversiel retssag; i løbet af retssagen blev Ibrahim en samlende skikkelse for oppositionen mod Mahathir; Ibrahim blev løsladt i 2004. Mahathir trådte tilbage i 2003 og blev afløst af Abdullah Ahmad Badawi. Efter en kraftig tilbagegang ved valget i 2008 valgte Ahmad Badawi at træde tilbage i 2009 til fordel for Najib Abdul Razak.

Læs mere om Malaysia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Peter Wad: Malaysia - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121086