Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Filippinerne - historie

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Med forlæg i nationalmonumentet i Mount Rushmore i USA, hvor fire amerikanske præsidenters portrætter er hugget ud i klippen, blev der i præsident Ferdinand Marcos' regeringstid skabt et lignende af ham, støbt i beton, i La Union et par hundrede kilometer nord for Manila. Et tilsvarende portræt af hustruen, Imelda, var planlagt, men nåede ikke at blive udført, før Marcos blev styrtet, og parret måtte drage i eksil. Skulpturen blev ødelagt ved en eksplosion i 2002.

Med forlæg i nationalmonumentet i Mount Rushmore i USA, hvor fire amerikanske præsidenters portrætter er hugget ud i klippen, blev der i præsident Ferdinand Marcos' regeringstid skabt et lignende af ham, støbt i beton, i La Union et par hundrede kilometer nord for Manila. Et tilsvarende portræt af hustruen, Imelda, var planlagt, men nåede ikke at blive udført, før Marcos blev styrtet, og parret måtte drage i eksil. Skulpturen blev ødelagt ved en eksplosion i 2002.

Filippinerne var før kontakten med europæerne befolket af forskellige folkeslag. De levede i små selvforsynende samfund, som bestod af udvidede familiegrupper i et hierarki under en lokal leder. Småsamfundene, barangay, der blev ledet af en datu, ernærede sig ved svedjebrug, jagt og fiskeri. Der var ingen samlende statsmagt, og religionen var animistisk uden påvirkning fra de store religioner. Langt tilbage i tiden har der været kontakt til Kina, og formentlig fra ca. 1000 e.Kr. har kinesere været fastboende på øerne. I 1400-t. kom islam til den sydlige del af Filippinerne, Mindanao og Suluøerne.

Spanierne begyndte i stærk konkurrence med portugiserne en kolonisering af det centrale Filippinerne med Fernando de Magellans ankomst til Cebu i 1521, men først i 1565 blev en permanent spansk koloni oprettet i Cebu af Miguel López de Legaspi, som var udsendt af Filip 2. Manila blev grundlagt ved en naturlig havn i 1571. Spanierne ønskede gennem koloniseringen at få del i den lukrative krydderihandel på Østen samt at kristne befolkningen. Missionen var fremgangsrig, men krydderihandelen forblev monopoliseret af andre kolonimagter; i mere end 200 år eksisterede dog galeonshandelen, som sejlede sølv mellem Acapulco i Mexico og Manila og vendte tilbage med kinesisk silke og porcelæn. Denne profitable handel trak både spaniere og kinesere til Filippinerne.

Præsidenter
1935-44Manuel Quezón
1944-46Sergio Osmeña
1946-48Manuel Roxas
1948-53Elpidio Quirino
1953-57Ramón Magsaysay
1957-61Carlos P. García
1961-65Diosdado Macapagal
1965-86Ferdinand E. Marcos
1986-92Corazon Aquino
1992-98Fidel Ramos
1998-2001Joseph Estrada
2001-10Gloria Macapagal-Arroyo
2010-16Benigno Aquino III
2016-Rodrigo Duterte

Landbrugsteknologien forandredes kun langsomt. Først sent i 1700-t. blev svedjebrug afløst af permanente dyrkningsformer. Da Spaniens handelsmonopol ophørte i 1830'erne, udvikledes en eksportorienteret produktion af sukker, hamp og kaffe, ofte iværksat af den kinesiske befolkning, der etablerede sig som en klasse ved siden af den jordejende spanske nobilitet og kirken. Generalguvernøren var kirkens civile overhoved, hvilket resulterede i stridigheder med ærkebispen om magt og indflydelse; præster og munke var bindeleddet til befolkningen, hvor traditionelle animistiske opfattelser havde en betydelig grobund og påvirkede opfattelsen af kristendommen.

Annonce

I slutningen af 1800-t. begyndte en nationalistisk bevægelse at tage form. Mest kendt blev José Rizal, som for at gennemføre reformer i 1892 oprettede Liga Filipina. Selvom reformerne ikke var antispanske, blev han betragtet som en samfundstrussel og henrettet af spanierne i 1896. På baggrund af den begivenhed dannedes organisationen Katipunan med det langt mere radikale formål at drive spanierne ud af landet. Efter flere oprør blev forlig indgået i 1897; småoprør fortsatte dog i flere år.

I 1898 led spanierne nederlag i krigen mod USA, som sænkede den spanske flåde ved Manila. Det spanske overherredømme var slut, og Filippinerne erklærede sig for selvstændig samme år, men blev kort efter underlagt USA. USA allierede sig derefter med de største partier, Det Føderale Parti og senere Nationalistpartiet under Sergio Osmeña og Manuel Quezón. Nationalistpartiet ønskede selvstændighed, og fra 1907 blev et delvist selvstyre indført. I 1935 indførtes reelt selvstyre i et statssamfund, hvor USA havde ledelsen af forsvar og udenrigspolitik. Quezón blev valgt til præsident, Osmeña til vicepræsident.

I 1942 blev Filippinerne besat af Japan. En kommunistisk ledet modstandsbevægelse, Hukbalahap, opstod i det centrale Luzon og lagde grunden til senere oprør. Amerikanske tropper under general MacArthur befriede landet i 1944. Den 4. juli 1946 proklameredes Den Filippinske Republik under Manuel A. Roxas.

Økonomien var ødelagt efter krigen, og USA støttede landets genopbygning til gengæld for en række privilegier, heriblandt frihandel mellem landene og anvendelse af militære baser; baserne blev først endeligt afviklet i 1992. De økonomiske fremtidsudsigter så gode ud for Filippinerne i 1950'erne og 1960'erne, men da det økonomiske boom slog igennem i Asien, begyndte landet at sakke agterud. Den eksportorienterede industrialisering blev ikke en succes, og Filippinernes økonomi løb ind i en krise i 1980'erne med stor låntagning og social tilbagegang som resultat.

Ferdinand Marcos blev valgt til præsident i 1965. Han repræsenterede den nye bymiddelklasse, som ønskede reformer og styrkelse af den nationale identitet og kultur. Han mødte modstand fra både det gamle landaristokrati og arbejdere, bønder og intellektuelle. Politisk blev landet præget af en stærk polarisering af venstre- og højrekræfter. Et nyt maoistisk orienteret kommunistparti blev dannet af radikale studenter i 1968, som gennem New People's Army indledte et oprør blandt bønder for at vælte Marcos' styre. Marcos erklærede undtagelsestilstand i 1972 for lettere at kunne pacificere modstanderne. Dette medførte nye konflikter. I 1973 dannedes Moro National Liberation Front, som kæmpede for det gamle krav om selvstyre i de sydlige muslimske provinser.

Marcos' styre var berygtet for omfattende korruption, og ved de første valg efter ophævelsen af undtagelsestilstanden i 1981 vandt han stort over modkandidaterne. Oppositionspolitikeren Benigno Aquino var i 1980 gået i eksil i USA, og da han i 1983 vendte tilbage, blev han dræbt i Manilas lufthavn. Dette forstærkede den politiske krise. Marcos håbede på en nem sejr ved at udskrive et hurtigt præsidentvalg i december 1985. Som modkandidat opstillede Corazon Aquino, Benignos enke, som et demokratisk og moralsk, nærmest religiøst symbol. Valgresultatet var uklart, men med støtte fra dele af militæret og brede dele af bybefolkningen blev Marcos væltet i februar 1986. Han flygtede ud af landet, og Aquino stod som den sejrende kandidat.

Da den første entusiasme havde lagt sig, blev det klart, at Aquino ikke kunne løse de problemer, som Marcos' styre havde efterladt, dvs. at problemer med økonomien, guerillabevægelsen og Moro-oprøret fortsatte. Desuden var regeringstiden præget af militære kupforsøg. Aquino stillede ikke op til præsidentvalget i 1992, som blev vundet af Fidel Ramos, den tidligere forsvarsminister. Ramos' regeringstid var præget af færre problemer end de tidligere præsidenters, bl.a. blev landet hjulpet af de internationale strømninger med stigende afspænding efter øst-vest-konfliktens ophør.

De muslimske moroer, som havde ført en kamp, der havde kostet tusinder af menneskeliv, for en uafhængig islamisk stat, indgik i 1996 en aftale med regeringen; en udbrydergruppe fortsatte dog den væbnede kamp. Den asiatiske finanskrise i 1997 var et hårdt slag for Filippinernes økonomi, og det kom til store protestdemonstrationer. Efter valget i maj 1998 blev Fidel Ramos afløst som præsident af den populistiske Joseph Estrada, som bl.a. havde lovet en kraftig indsats for at forbedre vilkårene for den fattigste del af befolkningen. Det viste sig imidlertid vanskeligt at indfri løfterne, og efter korruptionsanklager blev Estrada afsat i januar 2001. Ny præsident blev Gloria Macapagal Arroyo. Hun gjorde en indsats for at slutte fred med de militante moroer, mens hun afviste forhandlinger med den islamistiske terrorbevægelse Abu Sayyaf, der har stået bag et stort antal mord og kidnapninger, og som mistænkes for at have forbindelser med al-Qaeda. En mindre styrke amerikanske soldater blev sendt til Mindanao for at støtte kampen mod oprørerne. Abu Sayyaf er i 2013 stadig aktiv. I 2001 blev der indgået en våbenhvile med de oprørske moroer, men kampene brød siden med mellemrum ud igen. Der blev indledt konkrete fredsforhandlinger i 2005. Gloria Macapagal Arroyos regering overlevede et mytteri i hæren i 2003; hun blev genvalgt i 2004, men der blev rejst tvivl om valgresultatet fra oppositionsgrupper, og med nød og næppe undgik hun at blive stillet for en rigsret i 2005.

I 2010 valgtes Benigno Aquino III til præsident efter Gloria Macapagal Arroyo. I 2012 lykkedes det at få en fredsaftale mellem regeringen og moromilitsen MILF i hus. Samme år blev en lov vedtaget om statsstøttet svangerskabsforebyggelse; Filippinerne har en af verdens hurtigst voksende befolkninger, men pga. den katolske kirkes indflydelse i landet havde det hidtil været umuligt at gennemføre sådan et initiativ.

Præsidentvalget i 2016 blev vundet af Rodrigo Duterte. Han vandt på en populistisk platform, der lovede en hård indsats mod kriminaliteten, bl.a. med ekstrajudiciale metoder, herunder dødspatruljer.

Læs mere om Filippinerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Filippinerne - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75812