• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thailand - forhistorie

Oprindelig forfatter Pers Seneste forfatter Redaktionen

De ældste fund stammer fra Nordthailand; det er tidlig-palæolitiske pebble-tools. De ældste dateres fra 1,2 mio. til 800.000 år før nu, men de fleste er antagelig mellem 700.000 og 560.000 år gamle. Fra ca. 10.000 f.Kr. dukkede Hoabinhian-kulturen op i huler i det bjergrige Thailand. Kulturen er karakteriseret ved ensidet tilhuggede stenredskaber, som er finere og mere omhyggeligt tildannet, og antallet af redskabstyper er forøget. I Mon Khiew-hulen ved Krabi er der foruden redskaber, dyreknogler, fiskeben og muslingeskaller fundet tre skeletter af Homo sapiens sapiens, der tilhører den australoide race. Befolkningen var jægere, fiskere og samlere.

Neolitikum introduceredes med Ban Kao-kulturen ca. 2140 f.Kr.; forekomst af agerbrug kan indirekte påvises gennem fund af stensegle til høst. I SØ-Thailand er fundet kystnære, næsten køkkenmøddingagtige bosættelser med slebne stenøkser og en meget forfinet dekoreret keramik. Nong Nor-bopladsen dateres til ca. 2500 f.Kr., mens den store bo- og gravplads Kok Phanom Di kun 22 km derfra dateres 2000-1500 f.Kr. Der er ikke spor af agerbrug, men samfundene var højt udviklede i deres begravelsesmønstre med rige gravgaver. Racemæssigt var befolkningen sandsynligvis australoid, modsat de mongoloide befolkninger i Ban Kao, i Ban Chiang og i det øvrige NØ-Thailands bo- og gravpladser.

Fra Centralthailand kendes en omfattende kobberproduktion fra omkring 1000 f.Kr. I bronzealderen, ca. 1000-500 f.Kr., forsynedes man med kobber, bly og tin til støbning af våben, redskaber og smykker af bronze.

Annonce

Omkring 500 f.Kr. indtrådte en serie dybtgående kulturelle ændringer. Jern blev anvendt til våben, redskaber og smykker; mest afgørende var fabrikationen af plovskær, der forbedrede landbrugets produktionsmuligheder. Samtidig indledtes et internationalt udvekslingsnetværk, der forbandt Romerriget med Kina og med SØ-Asien, herunder Thailand. På denne tid opstod især i NØ-Thailand de første store bopladser, der var omgivet af vold og grav og havde rige grave. Det var disse samfund, der senere udvikledes til de tidlige fyrstendømmer i SØ-Asien.

Læs videre om Thailands historie eller om Thailand generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Pers: Thailand - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171353