Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Terengganu

Oprindelig forfatter NF Seneste forfatter Redaktionen

Terengganu, malaysisk delstat på den østlige del af Malaccahalvøen; 12.955 km2, 1,02 indb. (2010). Befolkningen er fortrinsvis malajer, og mange er beskæftiget i traditionelle erhverv som risdyrkning og fiskeri; hovedbyen Kuala Terengganu er center for handel med tekstilhåndværk (silkesaronger og batik). Det indre af delstaten er bjergrigt og tyndt befolket.

Terengganu er først siden 1990'erne for alvor blevet integreret i den malaysiske økonomi, ikke mindst gennem opbygning af petrokemisk industri og produktion af udstyr til olie- og gasudvinding ud for kysten. Turismen er i vækst, dels på en række småøer i Det Sydkinesiske Hav, dels på selve kysten. Strækningen ved byen Rantau Abang er således berømt for turtle watching, dvs. natlig observation af havskildpadder, som kravler op på strandplanet og lægger æg i sandet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fold: Terengganu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170899