Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Perak

Oprindelige forfattere NF og Wad Seneste forfatter Redaktionen

Perak, stat i den nordvestlige del af Malaysia; 21.005 km2, 2,26 mio. indb. (2010). Hovedby: Ipoh. Statens østlige og nordlige dele er regnskovsdækkede bjerge. Floderne herfra har dannet vidtstrakte flodsletter i den vestlige del. Disse anvendes nu især til oliepalmeplantager, men tidligere var også gummi-, ris- og kopraproduktion af betydning. Historisk har statens økonomi været snævert knyttet til tinproduktion i floddalene; især Kintadalen var berømt for sine rige forekomster. De gamle tinbyer Ipoh og Taiping er stadig præget af kinesiske tinarbejderes efterkommere. Nu satses der på industriudvikling i de udtømte tinområder og turisme på Pangkorøerne i Malaccastrædet.

Historie

Perak blev koloniseret af portugiserne fra 1511, men var reelt kontrolleret af staten Aceh på Sumatra 1575-1675. Briternes indflydelse voksede fra 1818 og kulminerede med en de facto-kolonisering i 1874, der efterfulgtes af et oprør, Perakkrigen 1874-76. Perak indlemmedes i De Forenede Malaystater 1896 og indgik i Malayaføderationen 1948.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Fold, Peter Wad: Perak i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140476