Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karen

Oprindelig forfatter MGrav Seneste forfatter Redaktionen

Karen, Karenstaten, Kayyn Pyinnei, region i Burma, en administrativ enhed uden autonomi. Staten grænser op til Thailand og gennemløbes af floden Salween. Området rummer vigtige resurser som wolfram, tin og tømmer; det har i 50 år været præget af kampene mellem hæren og karenerne, der ønsker at løsrive det under navnet Kawthulay. Både hæren og karenerne har hugget kraftigt af teakskovene. Karenerne udgør endnu et flertal af befolkningen, som desuden består af mon, burmanere og andre etniske grupper.

Karenerne

Karenerne (burmansk kayin) omfatter beslægtede etniske mindretal i Burma og Thailand. Termen karen blev oprindelig anvendt i Britisk Burma, især af kristne missionærer. De største grupper er sgaw (som kalder sig pgha k'nyaw), pwo (ga phloung), karen-ni (kayah, Red Karen), taungthu (pa-o) og padaung (kekhu eller kayan). Åndetro udgør en del af alle aspekter af karenernes kultur og en del af sprogenes forståelsesramme. Flertallet er buddhister, 7-10% er kristne, især baptister og katolikker. En del lever som bønder, men der er også mange højtuddannede; desuden er turisme en vigtig indtægtskilde. I Burma skønnes deres antal til mellem 3 og 8 mio.; ca. 1/4 lever i Karenstaten; desuden bor der karener i Kayahstaten, Tenasserim, Irrawaddydeltaet og i Pegu Yoma-bjergene. I Nord- og Vestthailand lever 330.000 karener samt ca. 100.000 flygtninge fra Burma.

En kamp for karensk selvstændighed føres af Karen National Union.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Gravers: Karen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104249